Af Lalitanatha Dasa

Dette er anden del i en serie om vedisk psykologi baseret på bogen Vedanta Psychology af Suhotra Swami.

Første del af Transcendental psykologi sluttede med et kig på naturens tre kvaliteter (godhed, lidenskab og uvidenhed). Der er ingen chance for at forstå og beherske sindet i lidenskabens og uvidenhedens kvaliteter. Først i godhedens kvalitet falder sindet til ro. Et indgående kendskab til, hvad naturens kvaliteter (guna’erne) er, og hvordan de virker og påvirker én, er nødvendigt for at forstå vedisk psykologi. I den forbindelse kan et studie af Bhagavad-gitas fjortende, syttende og attende kapitel anbefales.

Sri Krishna henstiller i Srimad-Bhagavatam til, at man omgås med godhedens aspekt og undgår lidenskab og uvidenhed:

”Indtil man genopliver sin direkte viden om den åndelige sjæl og bortdriver den af naturens tre kvaliteter forårsagede illusoriske identifikation med den materielle krop og det materielle sind, må man kultivere de ting, der er i godhedens kvalitet. Ved at forøge godhedens kvalitet kan man automatisk forstå og praktisere religiøse principper, og igennem en sådan praksis vækkes transcendental viden.” (SB. 11.13.6)

Det trettende kapitel i Srimad-Bhagavatams Ellevte Bog er en indgående instruktion i transcendental psykologi med udgangspunkt i ovenstående vers. Specielt interessant er diskussionen af, hvad årsagen til vores sinds tilknytning til materielle sanseobjekter er. Efter at Sri Krishna talte ovenstående, kom Uddhava ind på, at selv om man befinder sig i godhedens kvalitet, kan man somme tider alligevel falde ned derfra. Uddhava spurgte:

”Min kære Krishna, generelt ved mennesker godt, at materielt liv bringer fremtidig lidelse, men alligevel forsøger de at nyde materielt liv. Min kære Herre, hvordan kan en velinformeret person handle nøjagtigt som en hund, et æsel eller en ko?” (SB. 11.13.8)

Uddhavas spørgsmål minder om det spørgsmål, Arjuna stillede i Bhagavad-gita 3.36: ”O Vrsnis efterkommer, hvad tilskynder én til syndige handlinger, selv imod éns vilje, som om man bliver engageret med magt?”

Sind og sanseobjekter

Med deres spørgsmål sigter Arjuna og Uddhava til sindets tilknytning til sanseobjekter, som til tider kan overvælde selv transcendentalister, der har stræbt efter det transcendentale stade i mange år. Få er de tilfælde ikke, hvor en avanceret transcendentalist i hvert fald for en overgang er faldet ned i en form for sansenydelse på trods af at have vidst bedre. 

Sri Krishna svarer Uddhava ved at referere til en samtale, som de fire Kumaraer havde med Herren Brahma. Kumaraerne spurgte:

”O Herre, folks sind er naturligt tiltrukket til materielle sanseobjekter, og på samme måde trænger sanseobjekterne via ønsker ind i sindet. Hvordan kan er person, der ønsker befrielse og frigørelse fra sansetilfredsstillelsesaktiviteter, derfor nedbryde dette gensidige forhold imellem sanseobjekter og sindet?” (SB. 11.13.17)

Dette vers er nok svært tilgængeligt for mange. En nøgle til at begribe det ligger i at forstå, at uanset hvor megen viden man har, kan enhver, der er under indflydelse af den materielle natur, ikke afgøre, hvad der er virkeligt ved sindet, og hvad der er uvirkeligt. Lad os tage et jordnært eksempel. Hvis der bliver stegt purier i ghee, vil enhver Hare Krishna-hengiven med respekt for sig selv tænke: ”Uhmmmm, sikke en dejlig duft.” Men er den dejlige duft virkelig eller en subjektiv oplevelse? Efter at have tænkt lidt over det vil de fleste sikkert svare, at den er begge dele. Subjektivt, for ikke alle synes, at purier stegt i ghee dufter godt, og objektivt, for duften findes uafhængigt af, om jeg synes, den er god eller dårlig.

Men det er så det næste spørgsmål. Findes der objektivt set dufte, hvis intet sind opfanger dem? Måske studser man over dette spørgsmål. Men husk på, at et sanseobjekt ikke er det samme som et element (som jord, vand, ild eller luft). Hvorvidt materielle elementer eksisterer uafhængigt af, om nogle sanser dem eller ej, er ikke det, der spørges om her. Men kan duft, et sanseobjekt, findes, hvis der ikke er et sind, der opfanger det som duft? Er det, der opfattes som duft, i virkeligheden duft og ikke snarere noget helt andet, hvis der ikke netop var et sind, der opfattede det som duft?

Man kan også stille et omvendt spørgsmål: Ville et sind virkeligt være et sind, hvis det ikke indeholdt det mindste indtryk af sanseobjekter i sig? Sådanne spørgsmål bliver paradoksale, jo mere man tænker over dem. Pointen er her at antyde, hvor sammenvævede begreberne sind og sanseobjekter er, og hvordan selv de største filosoffer har svært ved at skelne dem fra hinanden.

Siden sindet for at være et sind altid må være fyldt med sanseobjekter, vil der også altid opstå materielle ønsker i sindet, for sindets dvælen ved sanseobjekter skaber uundgåeligt ønsker, som der står i Bhagavad-gita (2.62). Hvordan kan en person, der stræber efter befrielse fra den materielle verden og derfor må gøre sig fri af materielle ønsker, da nogensinde opnå befrielse? Det er Kumaraernes spørgsmål til Brahma.

Sind og sanseobjekter som to sider af en højere natur

Spørgsmålet var så vanskeligt, at selv Brahma, universets skaber, ikke så sig i stand til at besvare det. Srimad-Bhagavatam antyder her, at da Brahma også er inden for den materielle natur, er det umuligt selv for ham at forstå det materielle sind med det materielle sind. Sind og sanseobjekter er del af et større kompleks af en højere natur, som sindet er underlagt, hvorfor sindet ikke kan sætte sig uden for dette kompleks og overskue det. Vi kan blot iagttage forskellige manifestationer af sind og sanseobjekter, men hvad de i virkeligheden er, og hvordan de virker, er uudgrundeligt for os.

En grund til dette er, at sind/sanseobjekt-komplekset manifesterer sig for os i henhold til sindets ønsker. Et eksempel fra fysikkens verden kan klargøre dette. Inden for moderne kvantemekanik har man det såkaldte komplementaritetsprincip, hvor en kvante af lys, en foton, somme tider opfører sig som en partikel og somme tider som en bølge. Paradokset er, at hvordan den opfører sig, afhænger af, hvordan man vælger at måle den. En fotons opførsel afhænger altså af iagttagerens ønsker, hvilket gør det umuligt for iagttageren at betragte den objektivt, hvorved fotonens egentlige natur forbliver et gådefuldt mysterium.

Den dualistiske manifestering af sind og sanseobjekter er på samme måde uudgrundelig, da de manifesterer sig efter, hvordan man ønsker. Ikke engang Brahma kunne sætte sig ud over dette. Brahma henvendte sig derfor sammen med Kumaraerne til Visnu, der viste Sig i form af Hamsa-avatara (Svane-inkarnationen). Hamsa svarede:

”Hvad end der opfattes af sindet, talen, øjet eller andre sanser er Mig alene og intet andet end Mig.” (SB. 11.13.24)

”Mine kære sønner, sindet har en naturlig tilbøjelighed til at trænge ind i de materielle sanseobjekter, og på samme måde trænger sanseobjekterne ind i sindet. Men både dette materielle sind og sanseobjekterne er blot betegnelser, der dækker den åndelige sjæl, der er en uadskillelig del af Mig.” (SB. 11.13.25)

Hamsa siger her, at sjælen, jivaen, slet ingen forbindelse har til sindet og sanseobjekterne, men blot falsk identificerer sig med dem. Det eneste rigtige forhold, sjælen til ethvert tidspunkt har, er til Krishna. Alt, hvad vi ser og sanser inklusive vores sind, er Krishna og intet andet.

Men Krishna har ikke kun én, men utallige måder, man kan sanse Ham og forholde sig til Ham på. Hamsa tilkendegav derfor, at levende væsener kan relatere til Krishna på mange materielle såvel som åndelige måder. At relatere til Ham materielt vil sige at glemme, at det er Ham og intet andet, der omgiver os i vores sind og dets sanseobjekter. At relatere til Ham åndeligt betyder, at man til fulde er bevidst om Hans transcendentale natur. At relatere til Ham materielt giver et andet resultat end at relatere åndeligt til Ham. Ved at relatere materielt til Ham indvikles man i en illusorisk verden af dualitet med tiltrækning til og aversion over for utallige sanseobjekter.

Den kosmiske orden

Roden til sjælens forvirring omkring sind/sanseobjekter opstår, når sjælen går imod den kosmiske orden, som består af tre ting. For det første er der Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, som er den centrale nyder, der i den materielle verden eksisterer som Oversjælen. Dernæst er der Hans nydelsesenergi, Radharani, der ekspanderer Sig som Laksmi, der i det materielle kosmos er Durga, den lavere energi, materie. For det tredje er der de levende væsener, hvis naturlige funktion er at tjene den Højeste Herre, hvilket de gør ved at engagere Laksmi i Hans tjeneste.

Vi er hver især et lille kosmos, en miniatureversion af det store kosmos. Sindet og sanseobjekterne er manifestationer af Laksmi, Krishna er til stede i os som Oversjælen, og jeg, jivaen, bør naturligt engagere sanseobjekterne og sindet i tjeneste til Krishna. Når jeg ikke gør det, antager Krishna i form af Sin energi illusoriske former som sind og forskellige sanseobjekter.

Sindet og sanseobjekterne er virkelige, for de er Krishna, og vi kan ikke slippe ud af vores forvirring omkring dem ved at negere dem. Kun ved at se dem som Krishna og ofre dem til Krishna kan vi undgå at blive forvirret af dem og indviklet i dem. Lige nu arbejder de imod os, for vi har etableret et forhold af en lavere natur – en syndig natur – til Krishna. Derfor straffer Hans energier os ved at indhylle vores bevidsthed i forvirring. Så længe vi ikke kender Krishnas transcendentale natur, der inkluderer vores egen natur som Hans rene, ikke-materielle tjenende dele, er vort forhold til Ham gennemtrængt af falskhed og forvirring.

Et meningsløst spørgsmål

Ifølge Hamsa er sindet og sanseobjekterne altså nok uløseligt forbundne og sammenfiltrede, men den virkelige ’jeg’ har intet med dem at gøre og er stadig kun forbundet med Krishna. Når sjælen er under materiel illusion, identificerer den sig med illusoriske materielle betegnelser såsom ’jeg’ (identifikation med sindet) og ’mit’ (identifikation med sanseobjekterne). Dette er falsk identitet. I virkelig identitet ser sjælen sig som tæt forbundet med Krishna som Hans uadskillelige tjenende del.

I virkeligheden er Kumaraernes spørgsmål meningsløst. Selvet er aldrig indviklet i sammenfiltningen af sind/sanseobjekter. Dets forhold er til Krishna, og al tale om vores mentale problemer og vores kamp med sindet og dets tilknytninger til sanseobjekter leder blot til en forstærkning af den materielle illusion. Den illusion brydes først, når vi begynder at genetablere vores åndelige forhold til Krishna.

”Ifølge Mine instruktioner bør man fæstne sindet på Mig alene. Hvis man imidlertid fortsætter med at se mange forskellige værdier og mål i livet i stedet for at se alt i Mig, drømmer man på grund af ufuldstændig viden, selv om man tilsyneladende er vågen, ligesom man i en drøm kan drømme, at man er vågnet fra en drøm.” (SB. 11.13.30)

Alt dette er Krishnas svar på Uddhavas spørgsmål om, hvordan en lærd person kan handle som et dyr. Hvis man ikke er Krishna-bevidst, lever man i en drømmetilstand, selv om man tror, man er vågen. I en drøm kan alting ske. Det gælder også for den vågne drøm. I drømme udlever vores underbevidsthed vores ubevidste ønsker og overvælder vores bevidste, rationelle tankeproces med alle former for galskab. Også når man drømmer i vågen tilstand, kan éns sind pludseligt blive overvældet af irrationelle ønsker, og med ét ser man sig selv handle som en hund, et æsel eller en ged. (Fortsættes i næste nummer)