Af Lalitanatha Dasa
Den løbende serie om praktisering af Krishnabevidsthed midt i et almindeligt liv fortsætter her med nogle betragtninger over, hvor vigtigt det er at have tjeneste til Krishna og holde fast i den tjeneste, når man først har fået den.
I Vrindavana var der på Srila Prabhupadas tid en kvinde, der igennem en hel menneskealder hver dag havde hentet to krukker vand fra Yamunafloden. Hun bragte vandet til et tempel, der brugte det i den daglige Deitets-tilbedelse. Da hun en dag ikke mødte op, sluttede Prabhupada, at hun var død og var gået tilbage til Krishna på grund af sin trofaste og urokkelige tjeneste igennem så mange år.
Historien melder intet om, hvem denne kvinde i øvrigt var, så vi kan kun gisne om hendes liv. Måske var hun en ganske almindelig husmor med familie, børn, husholdning osv. Vi kan gætte på, at som en stor hengiven af Krishna var det vigtigt for hende ud over hendes normale pligter at gøre en direkte tjeneste til Krishna hver dag. Selv om denne tjeneste ikke synede af meget, var det en meget stor ting, at hun gjorde den hver dag hele livet igennem med usvigelig sikkerhed. Den holdt hende forbundet med Krishna.
Det kan anbefales, at man ud over sin personlige sadhana og daglige praktisering af hengiven tjeneste hjemme hos sig selv også påtager sig en eller anden form for tjeneste til Krishnas større arbejde eller mission. Som eksemplet med kvinden viser, behøver det ikke at være noget, der tager en masse tid. Det vigtige er, at man gør noget fast, og at Krishna og Hans hengivne kan stole på, at man gør det.
Srila Prabhupada skriver i Bhagavad-gita:
”Der er mange hengivne, der er engageret i udbredelsen af Krishna-bevidsthed, og de har brug for hjælp. Selv hvis man ikke direkte kan praktisere bhakti-yogaens regulative principper, kan man forsøge at hjælpe et sådant arbejde. Hver eneste bestræbelse kræver land, kapital, organisering og arbejde. Ligesom man i en forretning har brug for et sted at være, en vis kapital, en vis arbejdskraft og en vis organisering for at ekspandere, er der brug for det samme i Krishnas tjeneste. Den eneste forskel er, at i materialisme arbejder man for sansetilfredsstillelse. Det samme arbejde kan imidlertid gøres for Krishnas tilfredsstillelses skyld, og da er det en åndelig aktivitet. Hvis man har penge nok, kan man hjælpe med at bygge et kontor eller tempel for udbredelsen af Krishna-bevidsthed. Eller man kan hjælpe med udgivelser [af bøger og magasiner]. Der er forskellige aktivitetsområder, og man bør være interesseret i sådanne aktiviteter … Denne frivillige tjeneste til Krishnas sag vil hjælpe én til at komme til et højere stadie af kærlighed til Gud, hvorpå man bliver fuldkommen.” (fra Bg. 12.10).
Det er altså meget fordelagtigt for ens Krishna-bevidsthed, hvis man kan påtage sig en eller anden tjeneste, selv hvis den kun tager en halv time om dagen eller sågar kun fem minutter om ugen. Det er det, at man påtager sig et ansvar, uanset om det er stort eller lille, der forbinder én med Krishna og Hans hengivne. Hav øjnene åbne, spørg og prøv at finde ud af, hvad der er brug for, og hvad du specielt kan bidrage med. Hold derefter fast i din tjeneste og slip den ikke under nogen omstændigheder.