I de sidste to numre har vi bragt uddrag fra Srila Prabhupadas bog Krishna, Guddommens Højeste Personlighed. Denne bog er ved at blive gjort klar til en genudgivelse på dansk som e-bog, og uddraget kommer fra det løbende arbejde med klargøringen af bogen.

Her fortsættes med, hvad der videre skete, efter at Vrindavanas indbyggere på Krishnas forslag afstod fra af at tilbede Indra og i stedet lavede en stor offerceremoni til bjerget Govardhana.

Da Indra forstod, at ofringen, der blev afholdt af kohyrderne i Vrindavana, var blevet stoppet af Krishna, blev han rasende og lod sin vrede gå ud over Vrindavanas indbyggere under ledelse af Nanda Maharaja, selv om Indra udmærket vidste, at Krishna personligt beskyttede dem. Som hersker over forskellige slags skyer sendte Indra bud efter Samvartaka. Denne sky tilkaldes, når der er brug for at udslette hele den kosmiske manifestation. Indra beordrede Samvartaka til at bevæge sig ind over Vrindavana og drukne hele området i en omfattende oversvømmelse. Indra troede dæmonisk, at han var den almægtige, højeste personlighed. Når dæmoner bliver meget magtfulde, trodser de den højeste hersker, Guddommens Personlighed. Selv om Indra ikke var en dæmon, var han opblæst over sin materielle position og ville udfordre den højeste hersker. I hvert fald for øjeblikket anså han sig selv for at være lige så mægtig som Krishna. Indra sagde: ”Se blot den uforskammethed, indbyggerne i Vrindavana udviser! De er kun skovfolk, men fordi de er blevet forblindet af deres ven Krishna, der bare er et almindeligt menneske, har de turdet trodse halvguderne.”

Krishna har nævnt i Bhagavad-gita, at de, der tilbeder halvguderne, ikke er særlig intelligente. Han har også udtalt, at man skal opgive alle former for tilbedelse og blot koncentrere sig om Krishnabevidsthed. Krishnas fremkaldelse af Indras vrede og Hans efterfølgende irettesættelse af ham er et tydeligt vink til Hans hengivne om, at de, der er engageret i Krishnabevidst­hed, ikke behøver at tilbede nogen halvgud, selv ikke hvis halvguden er blevet vred. Krishna giver Sine hengivne al beskyttelse, og de bør fuldstændigt sætte deres lid til Hans barmhjertighed.

Indra forbandede Vrindavanabeboernes handling og sagde: ”Ved at trodse halvgudernes autoritet vil indbyggerne i Vrindavana komme til at lide i den materielle eksistens. Fordi de har forsømt ofringen til halvguderne, kan de ikke krydse over forhindringerne i den materielle lidelses hav.” Indra erklærede videre: ”Disse kohyrder i Vrindavana har trodset min autoritet på råd fra den snaksalige dreng, der er kendt som Krishna. Han er kun et barn, og ved at tro på dette barn har de ophidset mig.” Derfor sendte han skyen Samvartaka af sted for at udslette Vrindavanas velstand. Indra sagde: ”Folk i Vrindavana er blevet for opblæste på grund af deres materielle overflod og deres selvsikkerhed på grund af tilstedeværelsen af deres lille ven Krishna. Han er blot snaksalig, barnlig og uvidende om hele den kosmiske situation, selv om Han anser Sig Selv for at være vældig klog. Fordi de har taget Krishna så alvorligt, skal de straffes. Lad dem blive udslettet sammen med deres køer.” På denne måde gav Indra skyen Samvartaka ordre til, at den skulle oversvømme Vrindavana.

Det tilkendegives her, at i landsbyerne eller uden for byerne er indbyggernes velstand afhængig af køerne. Når køerne dør, bliver folk blottet for al velstand. Da Kong Indra beordrede Samvartaka og dens ledsagende skyer til at tage til Vrindavana, var skyerne bange for at forvolde denne skade. Men Kong Indra forsikrede dem: ”Gå I bare i forvejen, så kommer jeg ridende bagefter på min elefant sammen med kraftige storme. Jeg vil anvende hele min styrke på at straffe Vrindavanas indbyggere.”

Således beordret af Kong Indra viste alle de farlige skyer sig over Vrindavana og begyndte at sende vand uophørligt med al deres styrke og magt. Der var konstant lyn og torden, voldsom blæst og bestandig regn. Regnen syntes at falde som skarpe, gennemborende pile. Ved at sende vand, der stod ned som søjler uden ophør, oversvømmede skyerne lidt efter lidt hele Vrindavanas areal, og der var ingen synlig forskel på højtliggende og lavtliggende land. Situationen var meget faretruende, især for dyrene. Nedbøren blev ledsaget af voldsom blæst, og hver eneste levende skabning i Vrindavana begyndte at skælve i den strenge kulde. Ude af stand til at finde nogen anden udvej gik de alle til Govinda og søgte tilflugt ved Hans lotusfødder. Især køerne, der var meget forstyrret over den stride regn, bøjede deres hoveder. De tog deres kalve ind under deres kroppe og nærmede sig Guddommens Højeste Personlighed for at søge tilflugt ved Hans lotusfødder. På det tidspunkt begyndte alle Vrindavanas beboere at bede til Herren Krishna. ”Elskede Krishna,” bad de. ”Du er almægtig, og Du er meget kærlig mod Dine hengivne. Vær nu god at beskytte os, der plages meget af en vred Indra.”

Efter at have hørt deres bønner kunne Krishna også forstå, at fordi Indra var blevet berøvet sin offertilbedelse, sendte han regn sammen med store isklumper og kraftig vind, selv om alt dette var uden for årstiden. Krishna forstod, at det var Indras opvisning af vrede. Han konkluderede derfor: ”Denne halvgud, der anser sig selv for at være den højeste, har vist sin store magt, men Jeg vil svare ham tilbage i overensstemmelse med Min position og lære ham, at han ikke er enerådig, når det kommer til at styre universelle anliggender. Jeg er den Højeste Herre over alle, og Jeg vil derfor fjerne hans falske prestige, der er opstået på grund af hans magt. Halvguderne er Mine hengivne. Derfor er det ikke muligt for dem at glemme Min overhøjhed, men på en eller anden måde er hans materielle magt steget ham til hovedet, og han er blevet vanvittig. Jeg vil handle sådan, at han vil blive befriet for sin falske prestige. Jeg vil beskytte Mine rene Vrindavana-hengivne, der på nuværende tidspunkt er helt afhængige af Min nåde og står fuldstændigt under Min beskyttelse. Jeg er nødt til at redde dem med Min mystiske kraft.”

Og så løftede Herren Krishna bjerget Govardha­na med den ene hånd, ligesom et barn plukker en paddehat på marken. Han manifesterede således Sin transcendentale Govardhana-lila. Herren Krishna tiltalte derefter Sine hengiv­ne: ”Mine kære brødre, Min kære far, Mine kære indbyggere i Vrindavana, I kan nu roligt gå ind under Govardhanas paraply, som Jeg lige har løftet. Vær ikke bange for bjerget og tro, at det vil falde fra Min hånd. I er blevet plaget alt for meget af heftig regn og stærk blæst. Derfor har Jeg løftet dette bjerg, der vil beskytte jer nøjagtigt som en kæmpemæssig paraply. Jeg tror, det er et passende arrangement for at befri jer for jeres umiddelbare lidelser. Vær glade sammen med jeres dyr under denne mægtige paraply.” Således forsikret af Herren Krishna gik alle Vrindavanas indbyggere ind under det store bjerg og kom i sikkerhed med deres ejendele og dyr.

Vrindavanas indbyggere og deres dyr blev der i en uge uden at være forstyrret af sult, tørst eller andre ubehageligheder. De var komplet forbavsede over at se, hvordan Krishna holdt bjerget oppe med lillefingeren på Sin venstre hånd. Indra, himmelens konge, der så Krishnas usædvanlige mystiske kraft, var som ramt af lynet, og hans beslutsomhed svandt ind. Han tilkaldte med det samme alle skyerne og bad dem om at holde inde. Da himlen klarede helt op, og Solen igen viste sig, ophørte den kraftige blæst. På det tidspunkt sagde Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, der nu var berømt som løfteren af Govardhanabjerget: ”Mine kære kohyrder, nu kan I gå herfra og tage jeres koner, børn, køer og værdigenstande med jer, for nu er det overstået. Oversvømmelsen er forbi, og flodernes svulmende vande har trukket sig tilbage.”

Alle mændene læssede deres værdier på kærrer og drog langsomt af sted med deres køer og andet udstyr. Efter at de havde ryddet alting af vejen, satte Krishna meget forsigtigt Govardhana på plads i præcis samme position som før. Da alt var overstået, kom alle Vrindavanas beboere hen til Krishna og omfavnede Ham med stor begejstring. Gopierne, der naturligt holdt meget af Krishna, tilbød Ham tykmælk, der var blandet med deres tårer, og de overøste Ham med uophørlige velsignelser. Moder Yasoda, moder Rohini, Nanda og Balarama, der er den stærkeste af de stærke, omfavnede Krishna én efter én, og på grund af spontan følelse af kærlighed velsignede de Ham igen og igen. I himmelen begyndte forskellige halvguder fra forskellige planetsys­temer som Siddhaloka, Gandharvaloka og Caranaloka også at vise deres tilfredshed. De overøste Jordens overflade med blomster og blæste i forskellige konkylier. Der blev slået på trommer, og inspireret af gudsfrygtige følelser begyndte indbyggere fra Gandharvaloka at spille på deres tamburaer for at glæde Herren. Efter denne hændelse vendte Guddommens Højeste Personlighed hjem i selskab med Sine kære venner og dyrene. Som altid begyndte gopierne følelsesladet at synge om Herren Krishnas glorværdige aktiviteter, for sangen kom fra deres hjerter.