Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela, der gik bort den 5. december 2013, havde ved flere lejligheder berøring med Hare Krishna-bevægelsen og satte stor pris på Srila Prabhupada. Det følgende er ISKCON’s officielle erklæring i forbindelse med Mandelas død. Erklæringen er forfattet af Anuttama Dasa, Champakalata Dasi og Nanda Kishor Dasa og udsendt den 6. december 2013.

Det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed (ISKCON) slutter sig til resten af verden i sorg over og hyldest til et af de vigtigste menneskerettigheds-ikoner i vor tid, Nelson Rolihlahla Mandela. Vi giver vores kondolence til familien Mandela og hele den sydafrikanske nation.

I 1990 rakte han i en alder af 72 år efter 27 års fængsling under apartheidregeringen en forsonende hånd ud til sine undertrykkere og startede en fredfyldt forvandling til demokrati i et land, hvor mindretallet var grebet af frygt for, hvad fremtiden måtte byde. Som resultat af hans tilgivelse og venlighed tog tilhængerne af The African National Congress (ANC), som han ledte, hans opfodring til at lade fred og forsoning være fremherskende blandt alle mennesker i Sydafrika til sig. Fra de forarmede sorte byområder over sportsbanerne og de religiøse samfund til parlamentet spredte Madiba (som han kærligt blev kaldt) sin egen særlige Madiba-trolddom over hele landet.

ISKCON var så heldig at have Mandela på besøg i templet i Chatsworth, Sydafrika, i 1992 til en diskussion om Bhagavad-gita under et måltid i Govindas restaurant. Under besøget bukkede Mandela sig respektfuldt og ydmygt ned for ISKCON’s grundlægger-acarya, Hans Guddommelige Nåde A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada (se forsidebilledet), og spurgte: ”Hvordan gjorde han det?”, hvormed han sigtede til, hvordan Srila Prabhupada kunne have spredt Krishna-bevidsthed over hele verden. I den følgende samtale blev det diskuteret, hvordan Srila Prabhupada gav Krishna-bevidsthed til alle nationaliteter og alle slags mennesker uden diskrimination. Mandela var rørt over dette og værdsatte Srila Prabhupada dybt. Han satte også stor pris på Bhagavad-gitas lære, der understreger alle levende væseners lighed. Som børn af Gud fortjener vi alle at få del i Guds gaver og blive behandlet med respekt og værdighed.

Efter at være blevet landets første demokratisk valgte præsident i 1994 besøgte Præsident Mandela igen Hare Krishna-templet, hvor han talte til 10.000 mennesker fra hindusamfundet såvel som til hele landet i anledning af Diwali, Lysfesten og hinduernes nytår. Diwali fejres til minde om Herren Ramas berømte tilbagevenden fra fjorten års eksil og hans kroning som Konge af Ayodhya. Alle bemærkede den slående parallel mellem Herren Ramas kamp og endelige sejr og Præsident Mandela.

President Mandela var specielt opmærksom på at respektere mangfoldigheden af forskellige sprog, kulturer og åndelige trosretninger i det, der blev kendt som ”regnbuenationen”, og den nye forfatning sikrede alle sydafrikanere ret til ytringsfrihed og religiøs frihed.

Inspireret af dette organiserede ISKCON’s Food For Life i 1997 “Festival for the Children of the Rainbow Nation” med Præsident Mandela som æresgæst. Arrangementet samlede 50.000 skolebørn sammen med deres lærere på Kings Parks fodboldstadion. Efter at have givet hovedtalen forlængede President Mandela sit besøg med over fem timer for at se børnenes optræden. Han opmuntrede børnene til at blive dygtige i skolen og benytte sig af de rettigheder, de var blevet givet, og fortalte dem, at de skulle værdsætte, hvordan generationen før dem havde kæmpet for deres frihed. Ifølge The Mercury Newspaper udtalte han, at dette var hans livs ”lykkeligste dag”.

Mandela var meget mere end en forkæmper for menneskerettigheder, præsident eller nobelprismodtager. Han berørte hver eneste sydafrikaners liv og fik dem til at føle sig trygge og ægte beskyttede. Han var virkelig nationens fader i den egentlige forstand og kæmpede oprigtigt for en bedre fremtid for hele sit folk. Han var leder, lærer og eksempel for hele verden. Han er og vil fortsætte med at være et symbol på håb, tro og tilgivelse.

Må den Højeste Herre, Sri Krishna, velsigne denne store sjæl.

Kilde: http://news.iskcon.org/iskcon-joins-the-world-in-mourning-the-death-of-nelson-mandela,4181/