Af Manjula-mani Devi Dasi (tidligere Murali Devi Dasi)

Manjula-mani Devi Dasi fortæller lidt om sin far, Leif Kragh, der døde i oktober, og som også havde været en af støtterne af Hare Krishna-templet i København i rigtigt mange år.

Min kære far Leif opgav det gamle ”skrog”, som han sagde det, den 13. oktober 2020 i en alder af 82 år. Leif Kragh var tidligere matematik-konsulent i Albertslund kommune og timelærer på Danmarks Lærerhøjskole. Han havde været matematik- og fysiklærer hele livet og meget optaget af at finde matematikkens skønhed i alt. Et af hans karrieres sidste store projekter, som han brugte flere år på, og som fik meget anerkendelse, var ”Matematik i kunsten”. Da vi var sammen på Taj Mahal i Agra i Indien, tog han billeder af alle de fine mønstre og gulve med kommentarer som, ”Det er 8-tabellen,” og ”Det er 3- og 7-tabellen kombineret.” At han overalt kunne se matematiske sammenhænge, som andre ikke kunne se, var helt klart.

Et meget interessant spørgsmål, man tit bliver stillet, når man bliver hengiven, er: ”Hvordan reagerede dine forældre?” I foråret 1984 var jeg en af de ”Kulørte Klatter”. Vi var med den 4. Maj 1984, da 1.500 mennesker demonstrerede foran Frihedsmuseet imod kulturimperialisme. Jeg og 361 andre demonstranter blev så anholdt i efterkrigstidens største masseanholdelse. På det tidspunkt var min far rektor på Bjørns Internationale Skole og havde givet mig et keramikværksted på skolen, hvor han syntes, jeg skulle lave noget keramik med børnene. Jeg plejede bare at komme om aftenen og lave ting for mig selv på mit værksted. Men han kendte til min anholdelse og det lidt vilde liv, som jeg ellers førte, så da jeg senere det år flyttede ind i templet på Soldalen, syntes han, det var godt. Hans kommentar efter han havde været på besøg til en søndagsfest var, at dette er helt seriøst, og der er ikke noget ”sex and drugs and rock and roll”. Så det syntes han var meget bedre end der, hvor jeg ellers havde været i mit liv på det tidspunkt.

Nogle år senere faldt han over nogle bøger om vedisk matematik og begyndte at bruge det i sin undervisning. Det var et år, hvor han kun havde hjælpeklasser med børn og ellers konsulentaktiviteter for lærere. Hans fjerde klasse med børn, som havde meget svært ved at lære regning, fik han med hjælp af vediske matematikregler lært at multiplicere kæmpestore tal. Det var en fantastisk succes med lykkelige børn, som pludselig kunne regne og syntes, det var sjovt. Hans kommentar til mig var: ”Krishna har slået mig på mit eget felt.” Hvis han før havde haft lidt tvivl om Vedaerne, var den tvivl nu blæst væk.

Over de år, som kom, gik han Jakobsvejen elleve gange og sagde, at han kunne chante to-og-en-halv runde Hare Krishna på en kilometer. Vi rejste sammen til Indien i 1997 og blev seks uger i Vrindavana (og 3 uger i Mayapur), hvor han hjalp og gav små kurser for matematiklærere i gurukulaen. Det er også der, hvor billedet foroven blev taget, efter at han havde fået en tulasi-krans fra Krishna Balarama. Da vi var i Vrindavana, fik han uddybet sit filosofikendskab ved at læse Krishnabøgerne, Nectar of Devotion og Bhagavad-gita. Det med at læse var han rigtig god til og ville læse 8-12 timer om dagen, hvis han var uforstyrret.

I 2009 købte han en lille lejlighed i Tyskland i vores hus, som er en del af templet Goloka Dhama [i nærheden af Abentheuer]. Selv om han var kommet meget på besøg i de tidligere år, begyndte han at være hos os næsten en tredjedel af året, efter han købte lejligheden. Så han blev sin helt egen kategori af en Goloka Dhama-beboer. Hvis man spurgte ham, om han var en hengiven, ville han sige: ”Nej, jeg er bare faderen”. Jeg ved ikke helt, hvornår og hvordan han blev medlem af Hare Krishna i København, for jeg var ikke indblandet, men hans medlemskort er nummer 50, så jeg tror, det er længe siden. Og han har en meget stor samling af Nyt fra Hare Krishna, som han har gået og hygget sig med, som han sagde det, når han var hjemme i Danmark.