– Af Casey Luskin –
Vi bringer har afsnit ni i Casey Luskins serie om ti store problemer for den darwinistiske evolution.
Biogeografi er studiet af fordelingen af organismer i tid og rum i Jordens nutid såvel som fortid. Det påstås ofte, at biogeografi stærkt støtter den neodarwinistiske teori. For eksempel hævder National Center for Science Education (NCSE), en pro-darwinistisk gruppe, at ”overensstemmelsen mellem de biogeografiske og evolutionære mønstre er et vigtigt bevis på sammenhængen mellem de processer, der driver evolutionen og spredningen af alt liv,” og ”[d]enne sammenhæng er det, der skulle forventes ved et mønster af fælles afstamning.” Imidlertid overdriver NCSE sagen dramatisk og lukker øjnene for de mange tilfælde, hvor biogeografien ikke viser denne form for ”sammenhæng”, der ville forventes ved et mønster af fælles afstamning.
Evolutionære forklaringer af biogeografien er uholdbare, når landdyr eller ferskvandsorganismer forekommer på et sted (såsom en ø eller et kontinent), hvor ingen gængs mekanisme kan forklare, hvordan de er kommet dertil fra en fortidig population. Når vi med andre ord finder to adskilte populationer af organismer, hævder den darwinistiske evolution, at hvis vi går langt nok tilbage, må de være forbundet med fælles afstamning. Men sommetider er det praktisk taget umuligt at forklare, hvordan disse populationer er kommet til deres pågældende geografiske sted på kloden fra en fortidig population.
En af de alvorligste gåder for den darwinistiske teori er oprindelsen til de sydamerikanske aber, de såkaldte ’vestaber’. På basis af molekylærbiologiske og morfologiske studier menes den Nye Verdens vestaber at stamme fra den Gamle Verdens afrikanske ’østaber’. Fossilfundene viser, at der har været aber i Sydamerika i omkring 30 millioner år. Men ifølge den pladetektoniske historie skiltes Afrika og Sydamerika fra hinanden for 100-120 millioner år siden, og Sydamerika blev et isoleret kontinent for omkring 80 millioner år siden.138 Hvis de sydamerikanske aber udgik fra de afrikanske aber for omkring 30 millioner år siden, må fortalerne for neodarwinismen på en eller anden måde forklare, hvordan de sejlede over hundredvis om ikke tusindvis af kilometer af åbent hav for at ende i Sydamerika.
Mange eksperter indrømmer dette problem for evolutionsbiologerne. Ifølge en lærebog fra Harper Collins om menneskets evolution: ”Oprindelsen til vestaberne forvirrede palæontologerne i årtier… Hvornår og hvordan kom aberne til Sydamerika?”139 Primatologerne John G. Fleagle og Christopher C. Gilbert udtrykker det således i en videnskabelig udgivelse om primaternes oprindelse:
Det biogeografisk mest udfordrende aspekt ved vestabernes evolution er oprindelsen til hele ordenen. Sydamerika var et isoleret kontinent i det meste af Tertiærtiden… og palæontologerne har diskuteret i det meste af dette århundrede, hvordan og hvorfra primaterne kom til Sydamerika.140
Primateksperten Walter Carl Hartwig formulerer det på samme direkte måde: ”Problemet med vestabernes oprindelse omfatter flere vanskelige spørgsmål. Hvordan kom vestaberne til Sydamerika?”141 Sådanne fundamentale og irriterende spørgsmål gør ikke afgjort NCSE’s påstand om ”overensstemmelsen mellem de biogeografiske og evolutionære mønstre” troværdig.
For de, der er uvante til den slags argumenter fra neodarwinistiske biogeografer, kan buddene på disse gåder være næsten for utrolige til at tro på. Ifølge en lærebog fra Harper Collins: ”’Drivtømmerhypotesen’ hævder, at aber udviklede sig én og kun én gang fra abelignende dyr i Afrika og foretog… vandrejsen til Sydamerika.”142 Der kan selvfølgelig ikke kun kan have været én søfarende abe, da aben ellers hurtigt ville dø uden at efterlade afkom. Således må mindst to aber (eller måske en enkelt gravid abe) have foretaget drivtømmerrejsen.
Fleagle og Gilbert noterer, at drivtømmerhypotesen ”rejser et vanskeligt biogeografisk spørgsmål”, fordi ”Sydamerika er adskilt fra Afrika af en afstand på mindst 2.600 km, hvilket får en fylogenetisk og biogeografisk forbindelse mellem de to primatgrupper på de to kontinenter til at virke usandsynlig.”143 Men da Fleagle og Gilbert er knyttet til et evolutionært paradigme, betyder det, at de er forpligtet til at finde en sådan ”forbindelse”, uanset om den er sandsynlig eller ej. De hævder, at i lyset af ”fraværet af nogen form for menneskeabe i Nordamerika kombineret med de betragtelige morfologiske beviser på forbindelsen imellem Sydamerika og Afrikas faunaer af gnavere og primater,” er ”drivtømmerhypotesen det mest sandsynlige hændelsesforløb for vestabernes biogeografiske oprindelse.”144
Med andre ord er den ”usandsynlige” drivtømmerhypotese kun ”sandsynlig”, fordi man går ud fra, at fælles afstamning er sand.
Men drivtømmerhypotesen har alvorlige problemer, da pattedyr som aber har et højt stofskifte og har brug for store mængder mad og vand.145 Fleagle og Gilbert indrømmer således, at ”spredningen over vand i løbet af primatevolutionen virker derfor i sandhed forbløffende for en pattedyrsorden,” og konkluderer: ”Grundene til den udbredte drivtømmerflådning i løbet af primatevolutionen mangler stadig at blive forklaret.”146 Eller som Hartwig udtrykker det: ”De overvældende beviser for Sydamerikas Sen Kridt-Pliocæn isolering gør det mekaniske aspekt ved vestabernes spredning praktisk talt uløseligt,” for ”enhver Sen Eocæn oprindelsesmodel må påkalde en transoceansk mekanisme, der er usandsynlig (drivtømmerflådning) eller i bedste fald mistænkelig.”147
Og der er dybere problemer end det. Aber foretog tilsyneladende rejsen fra Afrika til Sydamerika, men andre mindre afrikanske primater koloniserede aldrig den Nye Verden. Hvis det var så let for aber at sejle over det proto-Atlantiske ocean, hvorfor foretog disse lavere primater så ikke også rejsen? Grunden, vi gives af Fleagle og Gilbert, er, at der ikke er nogen grund, og at det hele i sidste ende er rent tilfældigt. Med deres egne ord er drivtømmerflådning ”tydeligvis en tilfældig hændelse,” og ”man kan kun spekulere, at ved et lykketræf af rent held ’vandt’ menneskeaber lotteriet, imens dovenaber og øreaber ikke gjorde det.”148
Dette er ikke det eneste tilfælde, hvor der appelleres til drivtømmer eller andre spekulative mekanismer for ”oceanisk spredning” for at bortforklare biogeografiske gåder, der udfordrer neodarwinismen. Eksempler omfatter tilstedeværelsen af firben og store ’caviomorfe’ gnavere i Sydamerika,149 eksistensen af bier, lemurer og andre pattedyr på Madagascar,150 forekomsten af elefantfossiler på ”mange øer”,151 tilstedeværelsen af ferskvandsfrøer på mange isolerede økæder152 og talrige andre tilsvarende eksempler.153 Dette problem eksisterer også for uddøde arter. Således hæfter en artikel i Annals of Geophysics sig ved det ”stadigvæk uløste problem med den usammenhængende spredning af fossiler på modsatte kyster af Stillehavet.”154 En gennemgang i 2005 i Trends in Ecology and Evolution forklarer problemet:
Et klassisk problem i biogeografien er at forklare, hvorfor visse landdyr og -planter og grupper af ferskvandsorganismer har geografiske spredninger, der er adskilt af oceaner. Hvorfor findes sydbøgen (Nothofagus spp.) i Australien, New Zealand, New Guinea og det sydlige Sydamerika? Hvorfor er der leguaner på Fiji Øerne, imens alle deres nære slægtninge er i den Nye Verden?155
Efter at have gennemgået et antal ”uventede” biogeografiske eksempler, der kræver spredning over oceanet, konkluder artiklen: ”Disse tilfælde bestyrker et generelt budskab fra den store evolutionist [Darwin]: Giv nok tid og mange ting, der virker usandsynlige, kan ske.”156
Således er neodarwinistiske evolutionister tvunget til at appellere til ”usandsynlige” og ”uventede” vandringer af organismer og har i nogle tilfælde brug for krydsning af verdenshavene for at kunne gøre rede for de biogeografiske data. Denne slags data modbeviser ikke nødvendigvis absolut darwinismen, men den udfordrer i det mindste det forsimplede argument, at biogeografien støtter den universelle fælles afstamning igennem overensstemmelse mellem artsspredningens veje og den evolutionære historie. I mange tilfælde er overensstemmelsen der ganske enkelt ikke.
Fodnoter.
Af pladshensyn referer vi til originalartiklen, se http://www.evolutionnews.org/2015/02/problem_9_neo-d091181.html