– af Casey Luskin –
Vi bringer her afsnit syv i Casey Luskins serie om ti store problemer for den darwinistiske evolution.
I Problem 6 så vi i denne serie på, hvordan hovedantagelsen, der ligger til grund for alle fylogenetiske træer, er, at biologiske ligheder er resultatet af en nedarvning fra en fælles stamfader. Problemet for evolutionsbiologer, der står over for modstridende evolutionstræer, er, at biologisk lighed ofte dukker op på steder, der ikke kan forudsiges af fælles afstamning. Med andre ord indrømmer alle, at biologiske ligheder ofte viser sig blandt arter, hvor de ikke kan forklares som resultat af arv fra en fælles stamfader. Det betyder, at hovedantagelsen ikke holder.
Vi så også i slutningen af Problem 6, hvordan biologer ofte, når de er ude af stand til konstruere fylogenetiske træer, kommer med ad hoc teorier om andre processer for at bortforklare data, der ikke passer ind i et trælignende mønster. En af disse forklaringer er konvergent evolution, hvor evolutionsbiologer postulerer, at organismer erhverver sig de samme træk i separate slægter uafhængigt af arv fra en fælles stamfader. Når som helst evolutionsbiologer tvinges til at appellere til konvergent evolution, afspejler det et sammenbrud i hovedantagelsen og en manglende evne til at indpasse forskellige data i et trælignende mønster. Det vrimler med eksempler på dette i litteraturen, men nogle få vil være nok til at illustrere dette.
Genetisk konvergent evolution
En artikel i Journal of Molecular Evolution nåede frem til, at molekylebaserede fylogenier stred voldsomt imod de tidligere etablerede fylogenier inden for de større pattedyrsgrupper, og konkluderede, at dette afvigende træ ”ikke skyldes en stokastisk fejl, men kan føres tilbage til konvergent eller parallel evolution.”119
En undersøgelse i Proceedings of the U.S. National Academy of Sciences forklarer, at da biologer forsøgte at konstruere et fylogenetisk træ for de større fuglegrupper ved hjælp af mitokondrielt DNA (mtDNA), stod deres resultater i skarp modsætning til traditionelle forestillinger om slægtskaber mellem fugle. De opdagede tilmed ”konvergent” lighed mellem mtDNA fra nogle fugle og mtDNA fra fjerne arter som slanger og firben. Artiklen foreslår, at fuglenes mtDNA gennemgik ”adskillige uafhængige oprindelser”, og deres undersøgelse foreslår ”adskillige uafhængige oprindelser til et bestemt mtDNA-gen blandt forskellige fugle.”120
En artikel fra 2005 i Nature Immunology bemærkede, at planter og dyr har en næsten identisk biokemisk opbygning af deres respektive medfødte immunsystemer, selv om deres fælles stamfader ikke havde et sådant immunsystem:
Selv om det ser ud til at være generelt accepteret, at de medfødte immunresponser blandt planter og dyr deler i det mindste nogle fælles evolutionære oprindelser, er undersøgelser af de tilgængelige data ikke i stand til at støtte den konklusion på trods af ligheder i den generelle ”logik” i de medfødte immunresponser i forskellige flercellede [organismer].121
Ifølge artiklen kan fælles afstamning ikke forklare ”uventet tilsvarende” systemer, ”hvilket antyder uafhængigt evolutionære oprindelser hos planter og dyr.” Artiklen tvinges til at konkludere, at sådanne komplekse ligheder tyder på et ”overbevisende argument for konvergent evolution af medfødte immunsystemer.”122
Et andet berømt eksempel på konvergent evolution er evnen hos flagermus og hvaler til at anvende ekkolokalisering, selv om deres formodede fjerne stamfader ikke skulle have haft denne egenskab. Evolutionsbiologer troede i mange år, at dette var et tilfælde af morfologisk konvergens, men en artikel i Current Biology fortæller om den ”overraskende” opdagelse, at ekkolokalisering hos flagermus og hvaler også involverer genetisk konvergens:
Kun småflagermus og tandhvaler har udviklet en sofistikeret ekkolokalisering, der er uundværlig for deres orientering og søgen efter føde. Selv om flagermusens og hvalens biosonarer opstod uafhængigt og afviger afgørende fra hinanden på mange områder, fortæller vi her om den overraskende opdagelse, at øresvinet, der er en tandhval, hører sammen med småflagermus i det genetiske træ, der konstrueres ved at bruge proteinsekvenser, der koder for af høregenet Prestin.123
En artikel kaldte disse data for ”et af de bedste eksempler på konvergent molekylær evolution, som man til dato har opdaget.”124 På den anden side kan disse dårligt kaldes isolerede eksempler. I 2010 forklarede en artikel i Trends in Genetics:
Den nylige brede anvendelse af genetiske og/eller fylogenetiske metoder har fremdraget forskellige eksempler på den gentagne evolution af tilpassede træk inklusive fremkomsten af øjne talrige gange, ekkolokalisering i flagermus og delfiner, pigmenteringsændringer i hvirveldyr, beskyttelseslighed og gensidige samspil hos sommerfugle, konvergens af visse blomstertræk i planter og den mangeartede uafhængige udvikling af bestemte proteinegenskaber.125
I en gennemgang af faglitteraturen påviste biokemikeren og Darwin-skeptikeren Fazale Rana over 100 offentliggjorte tilfælde af konvergent genetisk evolution.126 Hvert tilfælde viser et eksempel, hvor biologisk lighed, selv på det genetiske niveau, ikke kan være resultat af arv fra en fælles stamfader. Så hvad gør det ved hovedantagelsen bag trækonstruktionerne om, at biologisk lighed er ensbetydende med arv fra en fælles stamfader? Med så mange undtagelser til reglen kan man kun undre sig over, om selve reglen overhovedet holder.
Jorden er rund, men er fælles afstamning sand?
En evolutionsvidenskabsmænd forsøgte at presse sine læsere til at acceptere darwinisme ved at hævde: ”Biologer af i dag anser fælles afstamning for alt liv for at være en kendsgerning på linje med, at Jorden er rund.”127 Men er sådanne kategoriske udtalelser nyttige for slet ikke at tale om sande?
Fortalere for neo-darwinistisk evolution tvinges til at slutte, at biologisk lighed er ensbetydende med fælles afstamning, undtagen når den ikke er det. Og i de mange tilfælde, hvor den er ikke er det, appellerer de til alle former for ad hoc rationaliseringer for at redde den fælles afstamning.
Det er meget sigende, at den eneste antagelse, der sjældent bliver sat spørgsmålstegn ved, er den generelle antagelse af selve den fælles afstamning. Men måske er grunden til, at forskellige gener fortæller forskellige evolutionære historier, at generne faktisk har helt forskellige historier at fortælle, nemlig historier, der antyder, at ikke alle organismer er genetisk beslægtede. Der er således håb om en noget anden historie, der mere er i tråd med data, sådan som Michael Syvanen vovede at foreslå det i Annual Review of Genetics i 2012, da han skrev, at ”livet har måske i virkeligheden mangeartede oprindelser.”128 Med andre ord er universel fælles afstamning måske i virkeligheden ikke sand.
Fodnoter: Af pladshensyn henviser vi til den oprindelige artikel, se http://www.evolutionnews.org/2015/02/problem_7_conve091161.html