Vi bringer har afsnit otte i Casey Luskins serie om ti store problemer for den darwinistiske evolution.
Et andet område, som evolutionsbiologer hævder er et stærkt bevis for fælles afstamning, er mønstrene, som fosterudviklingen blandt hvirveldyr følger. Lærebøger i biologi fortæller typisk, hvordan fosterudviklingen inden for forskellige grupper af hvirveldyr starter på meget identiske måder, hvilket afspejler deres fælles afstamning.129 Imidlertid overdriver sådanne påstande graden af lighed mellem de tidlige stadier hos hvirveldyrsfostrene.
Biologer, der har undersøgt disse spørgsmål, har fundet betydelig forskellighed blandt hvirveldyrsfostre lige fra deres tidligste stadier. Det modsiger det, som vi er blevet fortalt, at vi skal forvente fra fælles afstamning.130 I en artikel i Nature stod der: ”Modsat forventningerne til tidlig fosterbevarelse har mange videnskabelige undersøgelser vist, at der både tidligt og senere i udviklingen ofte er bemærkelsesværdige afvigelser blandt beslægtede arter.”131 Eller som en anden artikel i Trends in Ecology and Evolution bemærkede det: ”På trods af gentagne påstande om lighederne blandt tidlige fostre inden for medlemmerne af en række [den tredjeøverste biologiske klassificeringskategori] er udviklingen før det fylotypiske stadie meget varieret.”132
Men de fleste forskere i fosterudvikling eller embryologer, der indrømmer, at hvirveldyrsfostre starter udviklingen forskelligt, vil fortsat hævde, at fostre går igennem et næsten identisk stadie midtvejs under udviklingen, et stadie, der kaldes det ”fylotypiske” stadie eller ”pharyngula” stadiet. Disse teoretikere foreslår en ”timeglasmodel”, hvor det hævdes, at ligheder mellem fostrene på dette midtvejsstadie er bevis på fælles afstamning. En kritisk biolog forklarer, hvordan denne ide bliver set: ”Det er næsten, som om dette fylotypiske stadie betragtes som et biologisk begreb, for hvilket intet bevis er nødvendigt.”133
Men når biologer har ledt efter beviser, der støtter eksistensen af et fylotypisk stadie, er de nået frem til, at de givne data peger i den modsatte retning. En omfattende undersøgelse i Anatomy and Embryology gennemgik kendetegnene ved mange hvirveldyr under dette påståede identiske stadie og fandt, at fostre udviser forskelle her inden for afgørende karaktertræk inklusive kropsstørrelse, kropsplan, vækstmønstre og timingen af udviklingen.134
Videnskabsfolkene konkluderede, at beviserne ”går imod den evolutionære timeglasmodel” og ”er vanskelige at få til at stemme overens” med eksistensen af et pharyngula stadie.135 På samme måde nåede en artikel i Proceedings of the Royal Society of London frem til, at de givne data ”gik imod forudsigelserne for det [fylopiske stadie]: fænotypisk variation imellem arterne var størst midt i udviklingssekvensen.” Det blev konkluderet, at ”en overraskende grad af uafhængighed i udviklingstræk taler imod eksistensen af et fylotypisk stadie hos hvirveldyrene.”136
Imens udviklingen blandt hvirveldyr udviser stor variation, forsøger evolutionsembryologer at tvinge evolutionære forklaringer ned over de givne data. Men er det ikke bedre, når hver eneste regel lammes af talløse undtagelser, blot at lade de givne data tale for sig selv? En ikke-evolutionær indfaldsvinkel vil have lettere ved at indrømme, at der findes forskelle blandt hvirveldyrsfostre på alle stadier af udviklingen, og at hvirveldyr udviser nogle ligheder, men også betydelige forskelle under det påståede fylotypiske stadie.
***
Henvisninger:
129. Se for eksempel Colleen Belk og Virginia Borden Maier, Biology: Science for Life, s. 234 (Benjamin Cummings, 2010): ”Ligheder blandt hvirveldyrsfostre: Disse forskellige organismer synes at ligne hinanden meget på de første udviklingsstadier (som vist i øverste række), hvilket er bevis på, at de har en fælles stamfader, der udviklede sig på samme måde”); Neil. A. Campbell og Jane B. Reece, Biology, s. 449 (Benjamin Cummings, 7. udgave, 2005): ”Anatomiske ligheder blandt hvirveldyrsfostre. På et vist stadie i deres fosterudvikling har alle hvirveldyr en hale placeret for enden af anus såvel som svælgsspalter. Nedstamning fra en fælles stamfader kan forklare sådanne ligheder.”; Holt Science & Technology, Life Science, s. 183 (Holt, Rinehart og Winston, 2001): ”Tidligt i udviklingen er menneskefostre og fostre fra alle andre hvirveldyr identiske. Disse tidlige ligheder er bevis på, at alle hvirveldyr har en fælles stamfader… Tidligt i udviklingen er menneskefostre og fostre fra alle hvirveldyr identiske. Disse tidlige ligheder er bevis på, at alle hvirveldyr har en fælles stamfader… Fostrene fra forskellige hvirveldyr er meget identiske på de tidligste udviklingsstadier.”
130. For eksempel står der i en artikel: ”Nylige undersøgelser har vist, at tidlig udvikling kan variere temmelig meget, selv inden for tæt relaterede arter som søpindsvin, padder og hvirveldyr generelt. Ved tidlig udvikling refererer jeg til stadierne fra befrugtning frem til [foldning eller] neurulation (gastrulation for sådanne taxa som søpindsvin, der ikke gennemgår neurulation). Elinson (1987) har vist, hvordan sådanne tidlige stadier som de indledende celledelinger og gastrula kan være meget forskellige blandt alle hvirveldyr.” (Andres Collazo, Developmental Variation, Homology, and the Pharyngula Stage, Systematic Biology, 49 (2000): 3) I en anden artikel står der: ”Ifølge nyere modeller ikke kun efterfølges det formodede bevarede stadie af divergens, men der går også variation forud for dette på tidligere stadier inklusive gastrulation og neurulation. Dette ses f.eks. i squamata [slanger og øgler], hvor variationer i mønstrene af gastrulation og neurulation kan følges af et temmelig identisk ”somite” stadie. Derfor er forholdet imellem evolution og fosterudvikling endt med at blive fremstillet som et ”evolutionært timeglas””. (Michael K. Richardson et al., There is no highly conserved embryonic stage in the vertebrates: implications for current theories of evolution and development, Anatomy and Embryology, 196:91-106, (1997))
131-136. Se originalartiklen: http://www.evolutionnews.org/2015/02/problem_8_diffe091171.html