– Af Casey Luskin –

Casey Luskin er en af de ledende forskere ved Discovery Institute i Seattle, USA, og en prominent fortaler for intelligent design. I en bog fra 2014, More Than Myth,1 har han bidraget med kapitlet The Top Ten Scientific Problems with Biological and Chemical Evolution, hvor han gennemgår ti af evolutionsteoriens videnskabelige problemer. Over de næste ti numre i Nyt fra Hare Krishna bringer vi Casey Luskins gennemgang af nogle af evolutionsteoriens store svagheder.

”Der er ingen svagheder i evolutionsteorien,”2 bemærkede Eugenie Scott, det reelle overhoved for Darwin-lobby’en, som respons til medierne på Texas’ uddannelsesråds beslutning i 2009 om, at skoleelever skal have kendskab til de videnskabelige beviser både for og imod neo-darwinistisk evolution.

For dem, der følger debatten om livets oprindelse, er Dr. Scotts ord lige så lidt overraskende, som de er velkendte. Det virker som om, at næsten dagligt hører vi nyhedsmedier citere evolutionsforskere erklære, at den materialistiske redegørelse for biologisk og kemisk evolution er ”en kendsgerning”. Studerende, der tager universitetsforberende kurser i evolution, advares om, at det er ensbetydende med at begå intellektuelt selvmord, hvis man tvivler på darwinismen – man kan lige så godt hævde, at Jorden er flad.3 Den slags bølleopførsel er nok til at overbevise mange om, at det er meget lettere for ens akademiske position, ens karriere og ens omdømme blot at gå med på darwinismen. De få, der nægter at give sig, skræmmes til tavshed.

Men er det sandt, at der ”ingen svagheder” er i evolutionsteorien? Er de, der udtrykker tvivl om darwinismen, modige, eller er de tåber, der vil føre os tilbage til den mørke middelalder og tiden med den flade jord?4 Heldigvis er det meget let at afgøre dette spørgsmål. Det eneste, man behøver at gøre, er at gå igennem den videnskabelige faglitteratur med spørgsmålet, om der er legitime videnskabelige udfordringer til kemisk og biologisk evolution.

Denne serie vil gennemgå noget af denne litteratur og vise, at der er talrige legitime videnskabelige udfordringer til de centrale grundprincipper i den darwinistiske teori såvel som til de herskende teorier om kemisk evolution. De, der nærer tvivl om darwinismen, behøver ikke blive skræmte af akademiske bøller, der foregiver, at der ingen videnskabelig debat er.

 

Problem 1: Ingen realistisk mekanisme til frembringelse af en ursuppe

Ifølge den traditionelle tankegang blandt teoretikerne i livets oprindelse opstod livet gennem ikke-styrede kemiske reaktioner på den tidlige jord for 3-4 milliarder år siden. De fleste teoretikere tror, at der var mange skridt involveret i livets oprindelse, men det allerførste skridt må have været forbundet med frembringelsen af en ursuppe, et vandbaseret hav af simple organiske molekyler, fra hvilket livet opstod. Imens eksistensen af denne ”suppe” har været accepteret som en ubestridelig kendsgerning i årtier, står dette første skridt i de fleste teorier om livets oprindelse over for talrige videnskabelige problemer.

I 1953 foretog en kandidatstuderende ved University of Chicago, Stanley Miller, sammen med sin vejleder Dr. Harold Urey eksperimenter i håbet om at frembringe livets byggeblokke under, hvad der skulle være naturlige tilstande på den tidlige jord.5 Disse ”Miller-Urey eksperimenter” forsøgte at simulere lyn, der ramte luftarterne i den tidlige jords atmosfære. Efter at have kørt eksperimenterne og ladet de kemiske produkter hvile et stykke tid, konstaterede Miller, at der var dannet aminosyrer, der er proteinernes byggeblokke.

I årtier er disse eksperimenter blevet udråbt som en demonstration af, at ”livets byggeblokke” kunne være opstået under naturlige, realistiske jordlignende omstændigheder,6 og dermed støttede hypotesen om ursuppen. Men samtidigt har man også vidst i årtier, at Jordens tidlige atmosfære var fundamentalt forskellig fra de luftarter, som Miller og Urey anvendte.

Atmosfæren, der blev anvendt i Miller-Urey eksperimenterne, bestod hovedsageligt af reducerende luftarter som metan, ammoniak og store koncentrationer af brint. Men geokemikerne mener nu, at den tidlige jords atmosfære ikke indeholdt disse bestanddele af betydning (reducerende luftarter er dem, der er tilbøjelige til at afgive elektroner under kemiske reaktioner). Teoretiker i livets oprindelse Dr. David Deamer forklarede dette i tidsskriftet Microbiology & Molecular Biology Reviews:

Dette optimistiske billede begyndte at ændre sig sidst i 1970’erne, da det stod mere og mere klart, at den tidlige jordatmosfære sandsynligvis var vulkansk af oprindelse og sammensætning og bestod hovedsageligt af kuldioxid og kvælstof i modsætning til den blanding af reducerende luftarter, som Miller-Urey modellen antog. Kuldioxid understøtter ikke den brede vifte af syntetiske veje, der fører til mulige monomerer… 7

På samme måde konkluderede en artikel i tidsskriftet Science: ”Miller og Urey var afhængige af en ’reducerende’ atmosfære, en tilstand, hvor molekylerne er spækket med brintatomer. Som Miller senere viste, kunne han ikke lave organiske forbindelser i en ’oxiderende’ atmosfære.”8 Artiklen erklærede ligeud: ”Den tidlige atmosfære mindede på ingen måde om Miller-Urey situationen.”9 På samme måde har geologiske undersøgelser intet afsløret, der tyder på, at en ursuppe nogensinde eksisterede.10

Der er gode grunde til at forstå, hvorfor Jordens tidlige atmosfære ikke indeholdt store koncentrationer af metan, ammoniak eller andre reducerende gasser. Jordens tidlige atmosfære menes at være frembragt ved afgasning fra vulkaner, og sammensætningen af disse vulkanske luftarter er forbundet med de kemiske egenskaber i Jordens indre kappe. Geokemiske studier har vist, at de kemiske egenskaber ved Jordens kappe må have været den samme i fortiden som i dag.11 Men i dag indeholder vulkanske luftarter ikke metan eller ammoniak og er ikke reducerende.

En artikel i Earth and Planetary Science Letters nåede frem til, at de kemiske egenskaber i Jordens indre har grundlæggende været konstante i hele Jordens historie, hvilket førte til konklusionen, at ”Livet må have haft sin oprindelse i andre miljøer eller gennem andre mekanismer.”12 Så drastiske er beviserne imod den præbiotiske syntetisering af livets byggeblokke, at The Space Studies Board of the National Research Council anbefalede i 1990, at forskerne i livets oprindelse foretager en ”fornyet overvejelse af biologisk monomersyntese under primitive jordlignende omstændigheder, som det afsløres i de nuværende modeller af den tidlige jord.”13

På grund af disse vanskeligheder er nogle ledende teoretikere gået bort fra Miller-Urey eksperimentet og teorien om ”ursuppen”, som det hævdes at underbygge. I 2010 udtalte biokemikeren Nick Lane fra University College London, at teorien om ursuppen ”er ikke vandtæt” og ”har overskredet sin udløbsdato”.14 I stedet foreslog han, at livet opstod i hydrotermiske undervandsskorstene. Men både hypotesen om hydrotermiske skorstene og ursuppen står over for et andet alvorligt problem.

 

Kemisk evolution går død i vand

Lad os antage for et øjeblik, at der var en måde at få simple organiske molekyler på den tidlige jord. Måske dannede de faktisk en ”ursuppe”, eller måske opstod disse molekyler nær en hydrotermisk skorsten. I begge tilfælde er teoretikerne om livets oprindelse nødt til at forklare, hvordan aminosyrerne eller andre vigtige organiske molekyler forbandt sig i lange kæder (polymerer) såsom proteiner (eller RNA).

Desværre er et vandbaseret miljø som ”ursuppen” eller nær en hydrotermisk undervandsskorsten det sidste sted, man kemisk set ville forbinde aminosyrer til kæder. Som indrømmet af The National Academy of Sciences: ”To aminosyrer forbinder sig ikke spontant i vand. Tværtimod er det den modsatte reaktion, der er termodynamisk begunstiget.”15 Med andre ord nedbryder vand proteinkæder tilbage til aminosyrer (eller andre bestanddele), hvilket gør det svært at få proteiner (eller andre polymerer) i ursuppen.

Materialister mangler gode forklaringer på disse første, simple skridt, der er nødvendige for livets oprindelse. Kemisk evolution går bogstaveligt talt død i vand.

 

Noter:

  1. Se http://www.amazon.com/More-than-Myth-Creation-Evolution/dp/0991988027.
  2. Se Reuters.com på http://blogs.reuters.com/faithworld/2009/01/23/evolution-gets-added-boost-in-texas-schools/
  3. Karl W. Giberson, Saving Darwin: How to be a Christian and Believe in Evolution, s. 53 (HarperOne, 2008).
  4. Det er under alle omstændigheder en myte, at Vestens civilisation engang troede på en flad jord. Se Jeffrey Burton Russell: ”The Myth of the Flat Earth,” på http://www.veritas-ucsb.org/library/russell/FlatEarth.html.
  5. Stanley L. Miller, ”A Production of Amino Acids under Possible Primitive Earth Conditions,” Science, 117: 528-529 (den 15. maj 1953).
  6. Se Jonathan Wells, Icons of Evolution: Why Much of What We Teach About Evolution Is Wrong, (Washington D.C.: Regnery, 2000); Casey Luskin, ”Not Making the Grade: An Evaluation of 19 Recent Biology Textbooks and Their Use of Selected Icons of Evolution,” se http://www.evolutionnews.org/DiscoveryInstitute_2011TextbookReview.pdf.
  7. David W. Deamer, ”The First Living Systems: a Bioenergetic Perspective,” Microbiology & Molecular Biology Reviews, 61:239 (1997).
  8. Jon Cohen, ”Novel Center Seeks to Add Spark to Origins of Life,” Science, 270: 1925-1926 (december 1995).
  9. Sammesteds.
  10. Antonio C. Lasaga, H. D. Holland og Michael J. Dwyer, ”Primordial Oil Slick,” Science, 174: 53-55 (oktober 1971).
  11. Kevin Zahnle, Laura Schaefer og Bruce Fegley, ”Earth’s Earliest Atmospheres,” Cold Spring Harbor Perspectives in Biology, 2(10): a004895 (oktober 2010) (”Geochemical evidence in Earth’s oldest igneous rocks indicates that the redox state of the Earth’s mantle has not changed over the past 3.8 Gyr”); Dante Canil, ”Vanadian in peridotites, mantle redox and tectonic environments: Archean to present,” Earth and Planetary Science Letters, 195:75-90 (2002).
  12. Dante Canil, ”Vanadian in peridotites, mantle redox and tectonic environments: Archean to present,” Earth and Planetary Science Letters, 195:75-90 (2002)
  13. National Research Council Space Studies Board, The Search for Life’s Origins (National Academy Press, 1990).
  14. Deborah Kelley, ”Is It Time To Throw Out ’Primordial Soup’ Theory?,” NPR (den 7. februar 2010).
  15. Committee on the Limits of Organic Life in Planetary Systems, Committee on the Origins and Evolution of Life, National Research Council, The Limits of Organic Life in Planetary Systems, p. 60 (Washington D.C.: National Academy Press, 2007).