Af Suhotra Swami
I Back to Godheads augustnummer fra 1986 skrev Suhotra Swami nedenstående kommentar til den tids terrorismetrussel. Måske vil man indvende, at det ikke længere er aktuelt. Men nogle af betragtningerne kan måske også overføres på verdens nuværende krise.
1986 har vist sig at være et mærkeligt og skræmmende år, specielt for amerikanere, der bor i Europa. Frygten for terroristgengældelser mod USA’s borgere i kølvandet på præsident Reagans luftangreb mod Libyen er til at tage og føle på. Her i Heidelberg, hvor jeg opholder mig det meste af tiden, er de engang så sorgløse amerikanske militære boligområder uden for baserne blevet afspærret fra de omgivende tyske nabolag af vejspærringer, der er bemandet med bevæbnede soldater i fuld kampudrustning. AFN, USA’s væbnede styrkers radiokanal, sendte for nylig en halv times program, hvor de instruerede deres lyttere i, hvad de skulle gøre, hvis, imens de sad fredeligt i en flyvemaskine og roligt ventede på en sikker landing i et eller andet eksotisk turistmekka, ”en ung fyr med vilde øjne pludselig skubber en AK-47 ind i dine ribben.”
Det blev så slemt, at amerikanske rejsende begyndte at undgå Vesteuropa ligesom pesten, og hollywoodstjerner som Steven Spielberg aflyste deres tur til filmfestivalen i Cannes. På trods af USA’s for nyligt genfundne celluloide chauvinisme, kunne man ingen steder på traditionelle feriesteder i London, Paris og Rom se storsnudede, muskelpumpede kloner af Rambo. I stedet valgte globetrottere fra frihedens land og de modiges hjem mere dystre rejsemål i Østeuropa og Sovjetunionen. Desværre begyndte reaktoren i Chernobyl så at spy dødelige isotoper ud over hele landkortet. Den plagede leder af en gruppe på 31 turister fra Long Island fortalte Newsweek efter gruppens hastige afrejse fra Kiev: ”Vi kom til Sovjetunionen, fordi der ingen terrorisme er her. Og så står vi pludselig midt i en større katastrofe.”
Selv om jeg er amerikaner af fødsel, har jeg et helt andet perspektiv på alt dette. Jeg er medlem af Hare Krishna-bevægelsen og har accepteret læren i Bhagavad-gita, som mange amerikanere måske vil synes repræsenterer et alt for pessimistisk syn på livet. Det er sandt i én forstand. Denne gamle kundskabsbog beskriver denne materielle verden som duhkhalayam asasvatam, ”et midlertidigt, lidelsesfyldt sted.” I min forståelse har de nylige hændelser imidlertid kun bekræftet disse vise ord. Jeg har ingen illusioner om, hvad der kan forventes fra det nuværende eksistensniveau, hvor vi alle befinder os, og derfor er jeg optaget af at hæve mig selv til Krishna-bevidsthedens evigt lyksalige sfære. Det gør jeg hovedsageligt ved at prædike Krishna-bevidsthed til andre, hvilket er grunden til, at jeg bor i Europa.
Jeg indrømmer gerne, at det er muligt, at jeg er alt for naiv, men det virker på mig, som om amerikanere har en ubegrænset evne til at bedrage sig selv. På trods af chokkene, som uden omsvøb er blevet vores nationale bevidsthed til del med nådesløs regelmæssighed i Beirut, om bord på Achille Lauro og andre steder, har vi ikke lært den virkelige lektie. Det er ikke et spørgsmål om en nylig stigning i tendens til terrorisme. Den tendens blev godt og grundigt fastsat tilbage i år nul. Uanset om det er med en kugle, bombe eller Alzheimers sygdom, bliver alle dræbt af den materielle natur.
På trods af deres voksende fornemmelse af ubehag omkring verdens tilstand har amerikanerne endnu ikke erkendt omfanget af faren. Imens vi bryder vores hoved over muligheden for, at længe ventede fornøjelsesrejser eksploderer i vores ansigter, hvorfor ikke da blot indrømme fra begyndelsen af, at der ikke er nogen virkelig nydelse at få i denne rejse fra fødsel til død, som vi kalder livet? Lad os omsider anerkende den enkle kendsgerning, at der ingen sikkerhed er imod døden i denne materielle verden, uanset hvor vi tager hen. Og lad os fortsætte med vores virkelige opgave i livet: at bryde vores tilknytning til løgn og usandfærdighed og hæve os til at møde Gud ansigt til ansigt.