INTERVIEW MED PROFESSOR A. L. BASHAM
Af Subhananda Dasa
Professor A. L. Basham (1914-1986) var en af verdens førende autoriteter inden for gammel indisk civilisation.
Han er måske bedst kendt for bogen The Wonder That Was India, men han skrev omfattende om både de buddhistiske og hinduistiske traditioner. Det følgende interview med Dr. Basham blev foretaget af Subhananda Dasa og første gang trykt i magasinet Back To Godhead i 1983.
Subhananda dasa: I din konklusion til A Cultural History of India skriver du, at Hare Krishna-bevægelsen ”er historisk meget betydningsfuld, for nu for første gang siden Romerrigets dage praktiseres en asiatisk religion helt åbent af mennesker af vestlig oprindelse på gaderne i Vestens byer.” Mange religiøse grupper af asiatisk oprindelse har selvfølgelig etableret forposter i Vesten i den ene eller anden form. Hvorfor giver du Hare Krishna-bevægelsen en særlig opmærksomhed?
Dr. Basham: For det første er Hare Krishna-bevægelsen helt sikkert en religion. Det er en religion, som man er nødt til at tro helt og aldeles på. De talrige organisationer, der i fortiden har bragt indiske ideer til Vestens verden såsom Ramakrishna Mission, Det Teosofiske Selskab osv., har, selv om de har visse religiøse træk, i bund og grund været selskaber for folk, der er interesserede i mystik, gnosticisme osv. For det meste har det været midaldrende folk, der mødtes en gang om ugen og lyttede til den lokale swami for derefter at gå hjem og fortsætte med deres konventionelle sekulære liv. Men Hare Krishna-bevægelsen kræver en betydelig forandring i ens liv, hvis man skal være fuldtidsmedlem.
Som sådan tror jeg ikke, at noget i den stil er sket i den europæiske sammenhæng siden Romerrigets dage, da kristendom, jødedom, mithraisme og andre religioner fik talrige konvertitter i Vesten. Man kan ikke sige, at det aldrig før er sket, men det er dog noget, som jeg mener, man ikke har set i meget lang tid. Derfor mener jeg, at det er historisk meget betydningsfuldt.
Læg mærke til, at jeg sagde på gaderne i Vestens byer. Vi har faktisk folk af rent vestligt blod fra familier fra den kristne eller jødiske tradition gøre på gaderne i Vestens byer alle de ting og mere til, som religiøse hinduer gør på gaderne i Calcutta. Da dette er tilfældet, mener jeg, at uden at komme med nogen værdidom er det et meget vigtigt historisk fænomen, og jeg kan ikke komme i tanke om, at det er sket siden Romerriget.
Subhananda dasa: I samme konklusion til A Cultural History of India skriver du: “Et aspekt af modangrebet fra Østen er importeringen af ikke blot Indiens mystiske gnosis, men også af hendes simple tro. Dette er hovedsageligt Hare Krishna-bevægelsens værk, der blev startet af Srila Prabhupada.” Hvilke slags grupper har du i tankerne, når du refererer til importen af ”Indiens mystiske gnosis”? Hvordan er Krishnabevidsthed forskellig fra disse?
Dr. Basham: Man kan spore den stadigt voksende indflydelse af mystisk gnosis i Vestens verden fra slutningen af det attende århundrede og fremefter, da Bhagavad-gita første gang blev oversat til et europæisk sprog af Charles Wilkins. Indiske ideer cirkulerede hurtigt blandt intelligentsiaen, ikke blot i den engelsktalende verden, men også i andre dele af Europa. De havde helt sikkert en indvirkning på folk over hele Vestens verden blandt tyskere som Schlegel, Deussen og Schopenhauer, amerikanere som Emerson og Thoreau, englændere som Max Mueller (en adopteret englænder) og Aldous Huxley, franskmænd som Romain Rolland og russere som Tolstoy. Disse folk var dog på ingen måde gennemgribende hinduer, men var hovedsageligt imponerede af mystikken i Upanisaderne og Bhagavad-gita.
Især siden Anden Verdenskrig har der været en stor forøgelse i antallet af praktiserende og lærere af indisk mystisk gnosis i Vesten. Disse folk har dog i bund og grund mest været lærere af yoga, mystisk praksis og mystiske ideer, men har ikke på samme måde været religiøse ledere, som I er det i jeres Hare Krishna-bevægelse. Utvivlsomt praktiserer I en form for meditation i Hare Krishna-bevægelsen, men jeres primære aktivitet er ikke mysticisme i den forstand, men sang af Krishnas pris. Derfor er det en anden ting. Det er simpel indisk bhakti, som I har bragt til Vestens verden, og ikke Upanisadernes mystiske, verdensfjerne doktriner, som I måske nok accepterer i teorien, men som ikke betyder så meget for jer som disse simple, direkte praksisser.
Subhananda dasa: Men mener du ikke, at bhakti-traditionen kan også beskrives meget præcist som mystisk og verdensfjern? Med ’mystisk’ eller ’gnostisk’ tror jeg, at du refererer specielt til indisk panteisme eller monoteisme, ikke sandt?
Dr. Basham: Jo, det er rigtigt. Bhakti-traditionen er helt sikkert mystisk. Den leder til transcendental erfaring. Jeg har selv observeret, og man kan næsten sige taget del i, Caitanya-kirtanaer i Calcutta, hvor man mærker en fuldstændig frigørelse fra alle verdens anstrengelser og bekymringer og bliver ført op i en højere sfære. Det er en fantastisk oplevelse, som man får det bedre af. Det er en slags mystik. Det betvivler jeg ikke. Men når jeg taler om Indiens mystiske gnosis, mener jeg hovedsageligt Sankaras advaita-vedanta og hans moderne støtter og tilhængere. Den har slået igennem på alle mulige måder med Ramakrishna Mission og mange mindre bevægelser af den ene eller anden slags. Men den er slet ikke det samme som jeres bevægelse, der i bund og grund handler om simpel tro, en tro, der selvfølgelig er glimrende formuleret inden for en veletableret teologisk tradition.
Subhananda dasa: I et brev, du for nyligt skrev til mig, stillede du kort Hare Krishna-bevægelsen i modsætning til Vedanta og dens neo-hinduistiske propagandister, som du refererer til som ”strømlinede swamier”. Hvad præcist mener du med det?
Dr. Basham: “Strømlinede swamier” er et spøgefuldt udtryk, som jeg selv kom op med. Jeg mener det ikke på nogen bestemt dårlig måde, og jeg ønsker ikke at lyde upassende kritisk med brugen af dette udtryk, men jeg bruger det som en reference til de doktriner og undervisninger, som forskellige indiske swamier kommer med, en strømlinet hinduistisk mystik, der er beregnet til at appellere til den moderne rumfartstids disciple: levitering på få måneder eller uger, moksa gennem nogle få lette lektioner i hinduisme uden træning, tilbedelse, strenge tabuer osv. På den modsatte yderlighed fra jeres form for indisk religion eller mystik har vi eksempelvis Transcendental Meditation. TM virker til at have sluppet hele sin teologiske og tilmed filosofiske ballast. Det er blot en metode til mental og psykisk træning.
Det er den ene yderlighed. Jeres er den anden. I tilegner jer til fulde en indisk religion med dens tro, praksis, alle dens tabuer osv. og indfører den til Vesten. Imellem disse yderligheder har vi alle slags variationer, og de ”strømlinede swamier” er dem, der snarere hælder til Transcendental Meditations yderlighed end til jeres. Jeg bruger det ikke i nogen upassende nedsættende betydning, men sådanne folk strømliner deres religiøse, teologiske og filosofiske ideer for at gøre dem spiselige for det tyvende århundredes vestlige mentalitet. Da dette er tilfældet, mener jeg, at mit udtryk ”strømlinede swamier” kan være berettiget.
Subhananda dasa: Så hvad den anden yderlighed i form af Krishnabevidsthedsbevægelsen angår, ser du dens tilhængere efterstræbe mere end blot indiske mystiske ideer eller meditationsteknikker. De vover sig ud på en vej af selvforvandling og hengiver sig til en tydeligt radikal afvigelse fra normativ vestlig tankegang, opførsel og livsstil. Hvad er det da ved Vesten eller den moderne kultur, som de oplever som så frastødende? Hvad gør de oprør imod? Og hvad er på den anden side det, som de finder så tiltrækkende ved indisk kultur eller vaisnavismens bhakti-tradition?
Dr. Basham: Jeg tror, at en af de ting, som de ubevidst finder det svært at forlige sig med, er det ’frie samfund”, ideen om, at man ”gør sin egen ting” og kun tænker på at opfylde sine egne personlige luner og mål. Du kender hindudoktrinen om livets fire progressive mål: dharma [social pligt], artha [erhvervelse af rigdom], kama [verdslig nydelse], og til sidst moksa [befrielse] som det endelige mål. Tendensen i det frie, eftegivende samfund er helt at udelade dharma. Og hvis man er en af de ”enspænder” typer, der flyder rundt blandt dagens uddannede ungdom, udelader ret mange af vores studerede også artha. Alt, man behøver at tænke på, er kama. Og den kama behøver ikke nødvendigvis kun at udtrykke sig gennem seksuel aktivitet. En masse af disse unge ser ud til at tro, at kama blot betyder at have sex på grund af udtrykket “Kama-sutra”. Men selvfølgelig betyder kama i en bred sammenhæng selvtilfredsstillelse: Bare gør, hvad du har lyst til – hvad som helst du forestiller gør dig lykkelig.
Subhananda dasa: Som de siger: ”Hvis det føles godt, så gør det.”
Dr. Basham: Ja, hvis du tror, at det vil gavne dig og gøre dig lykkelig, så gør det. Det er kama. Men de oplever, at det fungerer bare ikke. De ønsker noget, de kan udstikke deres vej efter. De ønsker noget, der giver dem en følelse af retning. Det gør dharma selvfølgelig.
Psykologisk set synker vi, hvis vi ikke følger vores dharma, uanset hvad vores dharma måtte være. Som I forstår det, at imens der i hindu-traditionen er sanatana-dharma [de eviggyldige kodekser, der gælder for alle], har enhver også sin egen individuelle dharma, sva-dharma. Vi er nødt til at følge vores dharma, ellers lider vi af alle former for psykologiske vanskeligheder for at sige det mildt. Det påvirker vores karma [handlinger] og vores generelle adfærd såvel som vores fremtidige lykke. På den måde er der, uanset hvad man ellers tror om et fremtidigt liv, en masse sandhed i hinduismens grundlæggende doktriner.
Hvis folk derfor ingen dharma har og med overlæg nægter at have en dharma, er deres eneste dharma blot en vag fornemmelse af ikke at genere andre folk alt for meget og fortsætte med at gøre ”sin egen ting”. Men alle har deres forskellige ”egen ting”. De er ikke længere en gruppe. De hører ikke rigtigt til blandt nogen eller noget. De er isolerede. Hvad mere er, mangler deres liv retning. De driver. Af den grund blandt andre grunde har vi en stor vækst i anvendelsen af farlige stoffer nu om dage.
Seksuel promiskuøsitet eller det eftergivende samfund kan virke helt fint på papiret, men det har visse bagsider, som jeg tror verden mere og mere begynder at forstå. For det første – imens den berømte ”pille” i store træk har løst problemet med uønskede børn, og man nu kan bruge sex som en behagelig underholdning uden nogen særlig frygt for konsekvenserne, har den ikke løst problemet med menneskelig jalousi. En mand og en kvinde vil ikke være særligt lykkelige i deres forhold, hvis de hele tiden frygter, at en dag kommer der en og tager deres partner fra dem. Det er, hvad de frygter i dag. Jeg ved fra mange af mine studerende, som jeg har talt med, at det især påvirker kvinderne, men mændene mærker det også. Tanken om at miste deres elskede forfølger dem. Det samme i et ægteskab. En ung gift mand har ingen virkelig tro på at kunne holde på sin ægtefælle helt frem til alderdommen. Måske vil han selv vende sine øjne mod en anden. Således er manglen på stabilitet i menneskelige forhold en af hovedgrundene til væksten af mentale og psykologiske problemer i verden i dag.
Jeres bevægelse går diametralt imod alle disse ting. I fraråder unødvendig seksuel aktivitet. I må ikke have seksuel aktivitet, medmindre I helt sikkert ønsker at få et barn. Én mand til én kvinde resten af livet. Om end i en ny og anderledes påklædning er dette en tilbagevenden til det attende og nittende århundredes puritanisme.
Jeg lyder måske gammeldags, men det virker på mig som om, at det er, hvad verden har brug for. Måske forholder det sig sådan, at med opfindelsen af lettere og mere pålidelig prævention vil verden aldrig helt vende tilbage til noget som den gamle puritanske opfattelse af menneskelige forhold, men den har brug for noget i stil med puritanisme. Ikke nødvendigvis den stive puritanisme, der stemplede alle, der begik utroskab, med et stort ”U” på deres pande eller henretter dem, som muslimerne gør det i Saudi Arabien. Det bør være langt mere tolerant end det. Men i det mindste synes nogle mennesker, at verden og de selv har brug for et system, der har tabuer.
Vi kan ikke alle være voksne hele tiden. Det kan kun sannyasier og helgener være. Mange af os er det meste af livet børn i hjertet og har brug for en slags vejledning og styring. Det får man i en religiøs bevægelse. Det er nedslående, at de kristne kirker gør meget lidt i den henseende nu. Selv katolikkerne er blevet næsten lige så eftergivende som de troløse, når det kommer til deres ideer om menneskelige forhold.
Ikke blot finder denne tids unge mand eller kvinde, i mange tilfælde i hvert fald, det eftergivende samfund for utilfredsstillende, men finder også de værdier, som de forventes at følge, for utilfredsstillende.
På den ene side har de valget mellem et af de kristne fælleskaber, af hvilke de fleste stadig forventer af dem at tro på visse doktriner, som de har svært ved at acceptere, såsom Jesu genopstandelse. På den anden side har de en direkte mangel på tro, der er psykologisk utilfredsstillende.
Mennesker har brug for en fornemmelse af underet og mysteriet ved verden og deres eksistens inden for denne. Mangel på tro eller mangel på interesse for religion, ateisme, agnosticisme – hvad end man kalder det – giver bare ikke dette. En mentalitet af tro er virkelig meget vigtig for menneskelig lykke. En tro på noget, der er uden for én selv, en tro på grundlæggende godhed i verden eller en tro på, at der er godt i verden, og at verden har en mening. Hvis man kan få en sådan tro, er der i det mindste en vej til et lykkeligere og bedre liv.
Jeg tror, at dette er, hvad der tiltrækker nogle mennesker til Krishnabevidsthedsbevægelsen. Bevægelsen tilbyder dem en helt anden livsstil, der både er styret og vejledt. Inden for rammerne af bevægelsen har man en stor frihed, men den giver retningslinier, som dens medlemmer forventes at følge. Mange unge mennesker har virkelig brug for retning, vejledning og mening.
Hvad mere er, er der en generel følelse blandt mange af, at det kapitalisktiske samfund har lavet en masse rod. Det kommunistiske samfund, der giver endnu mindre frihed, end kapitalismen gør det, har også skabt en masse rod. I sammenstødet mellem dem er der faren for, at de sprænger verden i stykker. Mange søger et tredje alternativ, en anden måde at leve på, der hverken er den ene eller den anden. Jeres bevægelse giver dem et alternativ, som i hvert fald nogle finder acceptabelt. (Fortsættes i næste nummer)