Af Tattvavit Dasa
“På en restaurant eller et offentligt sted med drikkevand mødes mange rejsende, og efter at have drukket vand fortsætter de mod deres respektive rejsemål.
På samme måde mødes levende væsener i en familie, og senere skilles de som konsekvens af deres egne handlinger og fortsætter mod deres næste rejsemål.” (SB. 7.2.21)
Jeg husker, hvordan jeg sad på min fars skød og nød mine forældres selskab. Nu 40 år senere har jeg fået et brev her i Hong Kong fra min mor, at min far er død i Arizona, så jeg husker på ham og tænker over døden.
Sommetider siger vi ’gå bort’ i stedet for ’dø’, men ’gå videre’ kommer tættere på den almindelige forståelse hos en halv milliard af verdens befolkning her i Østen. Reinkarnation er, hvad de lærer fra deres skrifter, og hvad deres forfædre altid har troet på. Det er også, hvad jeg nu tror. Vores personlighed overlever kroppens død og rejser videre til at bo i en anden krop, indtil vi opnår den Højeste.
For mit vedkommende, da jeg var ung i en lille katolsk by i Minnesota, tænkte jeg på døden udtrykt som himmel, helvede og skærsild uden at vide, at der var andre måder at forstå døden på.
Jeg mødte nogle af dem på college i 1970. Videnskabsmænd og psykologer lærte os, at livet kan reduceres til hjernebølger og slutter, når kroppen dør. Jeg afviste deres ideologi, for jeg arbejdede på universitetshospitalet og så folk dø og søgte dybere filosofiske forklaringer på liv og død.
I Hare Krishna-bevægelsen fandt jeg en stærk og vigtig intellektuel tradition, der forklarer liv og død.
Da jeg sluttede mig til Hare Krishna-bevægelsen, tog min far det hårdt, for han ville have mig beskæftiget inden for et område, hvor man fik en god løn. Enhver far ønsker godt for sin søn. Men for ham havde godt intet at gøre med, hvilken tilstand vi opnår efter døden.
Jeg fortalte min far ti år efter, at han var blevet pensioneret i Arizonas solbælte: ”Du vil glemme din kone og hjem, når du dør.”
Han bad mig holde min filosofi for mig selv i hans hjem og tilføjede sågar: ”Dette er mit tempel.”
Alligevel nød han kun sine besiddelser nogle få år mere. Som en filosof engang skrev, dræber den højeste lærer, tiden, alle sine elever.
Helt naturligt var min fars præstationer lige så kortvarige som alle andres. Han hadede bare at blive mindet om, at døden ville fjerne ham fra alting, for han var vokset op i fattigdom og havde arbejdet hårdt for at skabe en formue. For at passe sin forretning stod han igennem mange kolde vintre op klokken fire hver morgen.
Hans unge sønnesøn sagde engang til ham: ”Du skal dø.”
Han protesterede: ”Nej, det skal jeg ikke.”
Min far havde den rigtige ide ifølge vismanden Canakya, der rådede: ”Hvis du vil lykkes materielt, skal du tro, at du lever evigt.”
Men Canakya tilføjede: ”Hvis du vil lykkes åndeligt, skal du tænke, at du kan dø hvert øjeblik.” Han mente, at vi skal være åndeligt klar til at møde døden.
Min søster og brødre skrev intet i deres breve om skæbnen for fars sjæl. De hjalp med at udføre mine forældres beslutning om at kremere fars krop og begrave hans aske ved siden af min morfar og mormors grave. Min onkel, der arbejder med stenhugning, lavede en poleret gravsten: Født den 16. februar 1916.
Fars fødselsdag var ikke hans virkelige begyndelse. Bhagavad-gita (2.22) fortæller, at vi sjæle har levet før i andre kroppe og vil leve igen i nye kroppe:
”Ligesom en person ifører sig nyt tøj og kasserer det gamle, accepterer sjælen nye materielle kroppe og opgiver de gamle og ubrugelige.”
Dette vers minder mig om en tøjbutik, jeg så i Indien, ved navn The Garment Galaxy. Naturen er som en kosmisk tøjbutik, der udruster sjælen med klædedragter som fisk, planter, insekter, krybdyr, fugle, pattedyr, mennesker og halvguder. Naturen giver kroppen, ligesom en skrædder leverer et sæt tøj. Det levende væsen inde i kroppen skabes ikke af den materielle natur. Han er en evig del af Gud.
Til hvad der viste sig at være fars sidste fødselsdag fem måneder, før han døde, skrev jeg i et brev til ham, hvor jeg anerkendte hans gode karakter: ”I disse henseender beundrer jeg dig: Du forblev gift, støttede os og tog os med i kirken.”
Fordi min far handlede både fromt og ufromt, forventer jeg ud fra skrifterne, at han opnår blandede resultater. Hans religiøse ideer om livet hinsides passer sammen med, hvad der forklares i Bhagavad-gita (14.4). Hvis hans fromhed var nok til at give ham en plads i Kristi selskab, opnår han den Højeste i nær fremtid. Men før det vil han måske være nødt til at gennemgå afstrafninger eller en skærsild, hvorfra han kan komme videre ved slægtninges forbøn.
Min fars skæbne vil også afhænge af, hvad han huskede i dødsøjeblikket. Ifølge Bhagavad-gita (8.6): ”Ligegyldigt hvilken tilstand man husker i dødsøjeblikket, vil man helt sikkert opnå den tilstand.” Minder danner med andre ord rammerne for vores sindstilstand og former vores naturer. De indeholder tanker og følelser, ligesom en svamp holder på vand, og de påvirker den døende persons bevidsthed.
Selv om minderne i ét liv skaber det næste liv, falmer disse minder til slut fuldstændigt. Folk husker sjældent deres tidligere liv, og hvor deres sjæl kom fra, før de kom ind i deres mors mave. Det er grunden til, at næsten ingen i Vesten tager sjælevandring seriøst. Men hukommelse er upålidelig. Vi er heldige, hvis vi kan huske en persons navn fem minutter efter, at vi har mødt ham. Selv hvis vi levede i tidligere liv, er det ikke overraskende, at vi har glemt dem.
At man vokser op inden for rammerne af en gammeltestamentelig skabelsesmyte, påvirker også troen på reinkarnation. Som John Boslough skrev i National Geographic i marts 1990: “Den vestlige ide om, at fortid, nutid og fremtid ligger på en ret linie … ser ud til at være vokset ud af en jødisk-kristen tradition, hvor hændelser som skabelsen og Kristi genopstandelse får en særlig betydning, fordi de sker i en rækkefølge. Den kan også lede til en tro på liv efter døden i stedet for jordisk reinkarnation.”
Boslough spørger, om ”vores ide om tiden som et ensrettet spor ligger bag dumheden i vores du-lever-kun-én-gang kultur med dens hensynsløse forbrugerisme, der altid er på jagt efter noget nyt.”
Bhagavad-gita lærer os, at tiden bevæger sig igennem tidsaldre ligesom årstider, og at verden skabes, opretholdes og tilintetgøres igen og igen.
Gud skabte verden for at omvende de faldne sjæle, der er fanget i gentagen fødsel og død, alt imens de vandrer igennem forskellige livsarter. I den menneskelige form har en sjæl en mulighed for at blive fri fra dette kredsløb af fødsel og død og opnå Guds rige. En sådan frihed opstår, når sjælen korrekt udvikler en fuldstændig erkendelse af sin natur som et evigt åndeligt væsen og udelukkende bruger sit sind og sine sanser på at glæde Gud.
Uden denne udviklede bevidsthed fejlidentificerer vi os med den materielle krop, ligesom lavere livsformer gør det, og ligesom andre livsarter handler vi kun for at tilfredsstille materielle ønsker. Imens vi har travlt med at befolke og opbygge verden, indvikler vi os selv i et net af verdslige identiteter.
Og fordi vi ikke erkender vores menneskelige potentiel, dukker alle vores materielle ønsker op i vores sind, når vi går bort, og vi bliver i de døendes verden og er knyttede til en hvilken som helst livstilstand, vi husker eller ønsker at vende tilbage til.
Gud ledsager sjælen, imens den rejser gennem forskellige kroppe. Han er i alles hjerte. Han ved derfor, hvad alle fortjener, og Han sanktionerer alle ønsker i overensstemmelse dermed.
For at lære alle om et evigt liv i perfekt viden og lyksalighed nedstiger Gud Selv sommetider personligt og sender sommetider Sin repræsentant i form af Sin søn eller tjener. De, der er avancerede i åndelig kultur og viden kan træne os i at blive absorberede i den Højestes navne, former, kvaliteter og aktiviteter. Den absorbering kaldes Krishnabevidsthed, og træningen kulminerer i den endelige prøve: Hvordan man dør.
Herren Krishna bemærker i Bhagavad-gita: ”Den, der forstår Min tilsynekomst og Mine handlingers transcendentale natur, fødes ikke igen i denne materielle verden, men opnår Min evige bolig … Og den, der på dødstidspunktet, hvor han forlader sin krop, udelukkende husker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl.” (Bg. 4.9, 8.5)
Hvis vi har nogle tvivl, hjælper det måske at huske på, at videnskaben kan aldrig ”bevise” reinkarnation eller for den sags skyld hvad som helst. Alt, videnskabsmænd kan gøre, er at samle data og forsøge at forklare dem sammenhængende og rationelt. Når mængden af data vokser, bør de videnskabelige forklaringer også vokse i takt dermed. Og på grund af visse forskeres arbejde er mængden af data vokset stor nok til at tyde på, at reinkarnation er en kendsgerning.
Hengivne af Krishna har imidlertid en anden måde at forstå på. Vi accepterer, at Bhagavad-gita indeholder ordene fra Guddommens Højeste Personlighed, den højeste intelligens bag reinkarnationen og universets mekanismer.
Krishna værdsætter ethvert af vores forsøg på at kende og tjene Ham. Han garanterer os tilmed, at hvis vi ikke kan fortsætte med vores åndelige liv igennem hele livet, er der intet tab eller formindskelse. Krishna er så venlig, at Han aldrig glemmer en persons tjeneste. Den, for hvem det mislykkes at blive helt Krishnabevidst i dette liv, får en ny mulighed i et fremtidigt liv for at leve i selskab med ophøjede vismænd eller i en retskaffen eller aristokratisk familie. ”Efter en sådan fødsel,” fortæller Bhagavad-gita (6.43), ”genopliver han den guddommelige bevidsthed fra sit tidligere liv, og endnu engang forsøger han at gøre yderligere fremskridt for helt at opnå fuldstændig perfektion.”
Så jeg kan være sikker på, at fordi min far troede på Gud, vil hans tro fortsætte, selv om den bliver dækket af materielle ønsker i hans næste menneskeliv. Og hvis han bliver overbevist om, at Gud eksisterer, og at Gud er almægtig, vil han gå videre fra tro til kendsgerning. Kendsgerningen er, at Gud kan nedstige i verden og vise Sine handlinger, så Hans hengivne kan forstå Hans virkelige position. Gud taler om Sig Selv og Sine aktiviteter i Bhagavad-gita. Han gør det muligt at forstå Ham.
Den sidste gang, jeg besøgte far, haltede han ynkeligt på grund af en delvis lammelse, der stammede fra hjerteproblemer. Jeg sagde til ham: ”Jeg er også ved at blive gammel. Ingen kan undgå det.”
Da han var i en ung krop og holdt mig på sit skød, var han helt ligeglad med skavanker eller alderdom. Digteren Coleridge skriver om ungdom og alderdom: ”Duggens dråber er morgenens juveler, men en sorgfuld aftens tårer.”
Ligesom et barn, der voksede fra sit yndlingsspil, måtte far holde op med at spille golf, fordi det blev for anstrengende for ham at køre på stierne i hans elektriske vogn. Jeg ville ønske, at han havde forstået, hvad min åndelige mester, Srila Prabhupada, havde observeret i USA: Efter at have arbejdet hårdt igennem hele livet spilder gamle mænd den kostbare tid, de har tilbage, på at arbejde hårdt på at slå en bold ned i et lille hul.
Men hvis vi bruger vores tid på selvrealiseringsprocessen i Krishnabevidsthed, vil vi i sidste ende sætte en stopper for alderdom, sygdom, fødsel og død. “For sjælen,” siger Krishna, ”er der hverken fødsel eller død på noget tidspunkt. Han blev ikke til, han bliver ikke til, og han vil ikke blive til. Han er ufødt, evig, altid eksisterende og oprindelig.”
Fra Back to Godhead 29-05-1995.