– Af Sri Gandharvika Devi Dasi –
I begyndelsen af februar blev Gandhari Grønlund initieret af Sacinandana Swami og fik sit nye navn, Sri Gandharvika Devi Dasi. Hun vil i den forbindelse gerne dele nogle tanker, hun har gjort sig omkring sin initiering.
Mandag den 2. februar var første gang, jeg kunne lave en ofring til Hans Hellighed Sacinandana Swami Maharaja som hans discipel. Jeg havde ventet på denne dag med spænding, og siden jeg havde vidst, at der ikke var længe til min genfødsel, var der mange prøver, der var kommet. Prøver, der udfordrede min tro, min sadhana, mine mål i Krishna-bevidsthed. Alligevel overlevede jeg, og den altoverskyggende årsag til min overlevelse var Maharajas tro på mig og hans omsorg, hans vejledning og hans beskyttelse.
Hans barmhjertighed kommer til mig på så mange måder, og jeg forundres over, hvordan han så uselvisk giver al sin barmhjertighed videre til os, al den barmhjertighed, som han selv modtog fra sin egen åndelige mester, Srila Prabhupada. Han giver en helt speciel opmærksomhed til ungdommen, unge mennesker som jeg, der har brug for kærlig omsorg og opmærksomhed for at undgå, at vi søger andre former for ikke så opløftende selskab og udvikler dårlige vaner.
I de sidste syv år har jeg mediteret på og fulgt Maharaja. Jeg har prøvet at forstå og opfange de vidundere, som han skaber, mens han bevæger sig utilknyttet rundt i den materielle verden. Hele tiden har jeg i mit hjerte vidst det, som jeg i dag har lovet og overgivet mig selv til, men jeg har ventet med at tage disse løfter, fordi jeg ønskede at give noget tilbage til ham. I min iver har jeg prøvet at forberede mig, men min konklusion er, at det eneste, jeg kan tilbyde ham, er mig selv. I alle mine bestræbelser har jeg i virkeligheden ikke opnået noget, der er værd at tilbyde min guru ud over mig selv, det selvsamme selv, som jeg var for syv år siden. Mine anstrengelser har ikke båret frugt.
I stedet har jeg oplevet, at min tro har vokset sig stærkere hvert år i takt med, at Maharajas ord manifesterede sig mere og mere i mit liv. Det er igennem hans barmhjertighed, at jeg er nået her til dette punkt, som er begyndelsen på mit åndelige liv. Det giver mig håb, at selv den mindste anstrengelse med den rette intention mod Herren og Hans hengivne kan skabe mirakler. Det er et mirakel. I dag er Maharajas ord og Srila Prabhupadas ord den eneste sti, jeg følger. Nogle dage leder stien mig til vidundere i Vraj, der har mange små gangstier, hvor der er påfugle, der synger højt, og man konstant kan høre Srimati Radharanis navn blive sunget. Andre gange leder stien mig væk fra fristelser, misundelse og grådighed. Min forvandling er langsomt begyndt, og jeg er så begejstret og spændt på, hvad fremtiden vil bringe.
Krishna har afsløret de vigtigste relationer i mit liv og givet mig Maharajas personlige selskab, så jeg kan lære at udvikle tjenestevillighed, uselviskhed, taknemlighed, ydmyghed og tolerance, alle disse kvaliteter, der vil hjælpe mig til at gå dybere i udvikling af det ultimative og vigtigste forhold, mit forhold til Gud.
Inden min initiering var jeg meget nervøs. Jeg følte mig slet ikke kvalificeret til at tage dette skridt. Da jeg var i USA lige inden min initiering, deltog jeg i nogle sangaftener, hvor vi sang sange og læste fra Saranagati af Bhaktivinoda Thakura. Der var der en hengiven, der kom op til mig og spurgte, hvordan jeg havde det, og om jeg var spændt. Jeg udtrykte, at jeg var meget nervøs, og jeg prøvede at forberede mig, men at jeg slet ikke følte mig kvalificeret. Hun delte noget, som hendes guru, Radhanatha Swami Maharaja, havde sagt til hende omkring hendes første initiering: ”One should just be grateful.” Man skal bare være taknemlig. Så med denne meget enkle meditation prøvede jeg at forberede mig til denne dag. Taknemlighed for alt det, som Maharaja har givet mig, den godhed, han udviser over for os alle, og den styrke, jeg føler, når jeg lytter til hans ord, eller når jeg er i hans nærvær.
Efter denne ceremoni, som var en kraftfuld samskara, kan jeg mærke nogle ændringer i min personlighed. Der er en ro og en styrket tiltro til den sti, jeg har valgt at følge, og et ønske i mig er blevet stærkere, et ønske om at tjene Srila Prabhupada i hans mission og hjælpe min Gurudev med at sprede det hellige navn. Kirtana er, hvad jeg brænder for. Det hellige navn er den Inkarnation, som tiltrækker mig mest. Jeg ikke kan leve uden Nam-Prabhu. Jeg håber, I vil velsigne mig, så jeg altid må være engageret i hengiven tjeneste, og tilgive mine mangler og fejl.
Jeres tjener, Sri Gandharvika Devi Dasi
