Den 5. september 2014 gik Atapatrini Devi Dasi bort efter flere års sygdom. Hun var gift med Janananda Dasa og mor til deres to døtre, Bhuvanasundari og Lilesvari Gaurangi (tidligere Niramaya). Med Atapatrini som den ledende drivkraft blev hele familien hengivne omkring 1990 og senere hen alle indviet. Siden 2001 boede hun og Janananda fast på Korsnäs Gård i Sverige, hvor de gjorde tjeneste for BBT og ISKCON.
Janananda Prabhu fortæller om Atapatrini:
”Både Atapatrini og jeg blev født i København omkring slutningen af Anden Verdenskrig. Jeg boede i Midtbyen, og hun var født og voksede op i Sundbyerne. Vi mødtes et par gange i vores unge år og blev par, da vi var 24 år gamle. Vi blev gift i 1969, og vores to piger, Bonnie og Linda, blev født i henholdsvis 1974 og 1976.
Atapatrini tænkte altid over, hvor alting kom fra, og da pigerne begyndte at gå i skole, satte hun sig for at finde ud af, hvad ”meningen med livet er.” Vi rendte ind i et par kristne grupper og var også omkring Sai Baba, hvor vi i det mindste fik at vide, at vi skulle læse Bhagavad-gita. Atapatrini anskaffede et brugt eksemplar uden kommentarer og læste den. Hun forstod fra Bhagavad-gita, at medmindre vi blev vegetarer, kunne vi intet forstå. Hun gav os andre tre et år til at blive vegetarer i, men allerede efter tre uger levede hele familien vegetarisk.
Kort derefter fik Atapatrini øje på Bhagavad-gita som den er af Srila Prabhupada i et butiksvindue. Det var i juleferien, og hun måtte vente tre dage, før hun kunne købe den. Det var måske de længste tre dage i hendes liv. Hun læste bogen hurtigt og begyndte at fortælle os andre om Krishna-bevidsthed.
Da jeg arbejdede inde i byen, bad hun mig hver eller hver anden uge om at købe endnu en bog af Srila Prabhupada fra en af de hengivne på gaden. Hendes konklusion var helt klart, at vi skulle blive Krishna-bevidste. Hun var min første guru.
En dag fik jeg sammen med en bog på gaden en invitation til et foredrag med Suhotra Swami. Vi besøgte templet for første gang, hørte foredraget og blev helt overbeviste, hvorefter vi begyndte at komme i templet regelmæssigt. Kort efter flyttede vores ældste datter, Bonnie, der blev indviet som Bhuvanasundari, ind i templet, og Atapatrini og jeg begyndte at recitere 16 runder om dagen. Vores yngste datter flyttede lidt senere også ind i templet, og til sidst endte det med, at hele familien samledes på Korsnäs Gård i Sverige. Atapatrini og jeg begyndte at gøre tjeneste for BBT og ISKCON, og i 2001 slog vi os fast ned på Korsnäs Gård.
Atapatrini var en forbløffende mor og hustru. Hun lavede altid mad til os, så vi aldrig havde en sygedag, og hun sørgede for os både fysisk og mentalt. Hun var den fødte optimist, der altid satte sig selv i sidste række og hele tiden forsøgte at hjælpe andre. Hun var vores store inspiration.”
Atapatrini led de sidste ti år af både lungefibrose og lungeemfysema, to dødelige lungesygdomme, og var allerede et par gange tidligere tæt ved at forlade kroppen. På trods af hendes alvorlige og langvarige sygdom var hendes livsvilje og Krishna-bevidsthed ukuelig til det sidste. Vi beder alle for hende og takker Krishna, fordi han gav os lov til at have hendes selskab i alle disse år
.
