Så er vi fremme ved årets sidste måned, december, der er julemåned og den første vintermåned. Vi lader derfor Srila Prabhupada tale om Jesus Kristus på side 3, ligesom vi til forsiden har fundet et rigtigt godt vinterbillede af Srila Prabhupada, der er sammen med sin discipel Tamal Krishna på en sneklædt bro, vist nok i Amsterdam engang omkring 1970.

Fra og med dette blad prøver vi at følge nogle af forslagene fra vores læserundersøgelse i oktober. Vi har en visdomshistorie på side 17, og Jahnu bidrager med en artikel på 8.

På side 15 starter vi på en serie for begyndere i praktisering af Krishna-bevidsthed, sådan som en læser foreslog det. Vi skriver også om bogdistribution på side 16 med en opfordring til at deltage i det årlige Prabhupada-maraton og mulighed for at købe bøger på tilbud (se side 18).

Og måske har vi fundet en tegneserieforfatter, der måske tegner noget til næste nummer (altså måske!). Det var alt sammen ideer fra læserundersøgelsen. Men der er også andre spændende ting at læse i dette nummer.

Traditionen tro udkommer årets første blad i 2020 sikkert forsinket. Regn med andre ord først med at have bladet i postkassen eller indbakken engang midt i januar.

Må vi alle få et godt nytår, hvor vi altid husker på Krishna og aldrig glemmer Ham. Ld.