Af Sacinandana Swami

Hvem har hørt kirtana-ledere udbryde: ”Syng fra hjertet!”? Hvad mener de med det?

Vi har tre hjerter: den fysiske pumpe, det følelsesmæssige hjerte og det åndelige hjerte. Når som helst vi gerne vil være på bølgelængde med sangen af det hellige navn, referer vi til det tredje hjerte – hjertet, hvor vi oplever åndelige følelser. Hvem har lagt mærke til, når vi f.eks. læser Srimad-Bhagavatam eller synger Hare Krishna, hvor lettet man bliver? Man har det, som om man svæver over skyerne. Dette er en reaktion i det åndelige hjerte.

Der er en meget lille tærskel mellem de materielle og åndelige virkeligheder, og den går direkte igennem vores hjerte. Hvis man lærer at overskride denne tærskel, vil man opdage, at man står midt i den åndelige virkelighed. Hvorfor? Fordi det er her, at jeg og Herren opholder os sammen. Herren er der direkte i hjertet sammen med vores ”selv”. I det øjeblik, vi vender os til Ham, fører Han os til det guddommelige rum, den åndelige virkelighed, og vi oplever en sløret begyndelse af åndeligt liv. Sådanne erfaringer er fuldstændigt forskellige fra nogen anden erfaring, som vi har haft i denne verden.

Vi bør synge det hellige navn med dette åndelige hjerte, det dybeste sted, med alt, vi har, og tigge det guddommelige par, Radha og Krishna, om tjeneste. For at hjælpe os til at forstå det punkt skrev Rupa Gosvami: ”Min kære Herre, må mit sind blive tiltrukket til Dig på samme måde, som unge mænd tragter efter unge kvinder, og unge kvinder ønsker unge mænd.”

Denne bøn viser, at vi bør tage vores stærkeste følelser og rette dem mod Herren. De stærkeste følelser i denne verden er følelserne mellem unge mænd og kvinder. Når de mødes, og når det ikke kun dikteres af lyst, er der en følelse af, at ”sammen kan vi gøre mere end ved at være alene.” Gode par oplever dette. Det er ikke en fysisk følelse. Det kommer fra et meget dybere sted. Munke oplever en tilsvarende følelse, når de møder en god ven. Den slags følelse er ikke filosofisk eller begrebsmæssig – den er spontan og virkelig. Det er den slags dybe følelser, vi gerne vil tilbyde Krishna. Derfor kalder vi: ”Syng fra hjertet!” Det betyder: fra et dybere sted.

Herren var sammen med os, før vi blev født, Han blev født sammen med os, Han ledsagede og beskyttede os i vores barndom, og Han vil være der, når vi ligger på vores dødsleje. Han rejser altid sammen med os. Det er et meget tæt forhold, og en hengiven vil gerne give den samme fortrolighed tilbage til Krishna ved at synge med følelse fra et aktiveret åndeligt hjerte. En form for følelse er nødt til at være der, mine kære hengivne. Følelser er de ting, vi ikke ønsker at tale om, men som driver os, uanset om vi anerkender dem eller ej, og de er nødt til at blive rettet mod Krishnas tjeneste. Krishna er vores prana-bandhu, vores bedste ven. Det nævner Han Selv i Bhagavad-gita 5.29 (suhrdam sarva-bhutanam: ”Jeg er alle levende væseners bedste ven.”)

Srimad-Bhagavatam (4.29.51) følger op på dette med at tænke på Herren med følelse og bemærker, at den, der forstår, at Krishna er den bedste ven, mister sin frygt for den materielle eksistens og bliver en åndelig mester. At være en guru vil sige at forstå, at Krishna er vores bedste ven.

Derfor er det altafgørende at synge med følelse, mine kære hengivne. Husk Srila Prabhupadas ord, da han sagde, at vi skal synge som et barn, der græder efter sin mor. Så vil Herren høre os og være modtagelige over for os. Han fortæller Arjuna: “Når en hengiven stiller sig foran Min Deitet og danser med tårer i øjnene, er Jeg solgt til ham. Jeg kan ikke erhverves af nogen anden.”

Kilde: https://iskconnews.org/from-the-heart,6691