– Af Tejasvi Krishna Dasa –
Introduktion
Denne tekst er tiltænkt som inspiration for hengivne til at studere Srimad-Bhagavatam. Studieguiden er en ofring til Hans Hellighed Mahavishnu Gosvami, min ærede åndelige mester, til minde om hans bortgang fra denne verden den 25. januar 2010. For dem, der ikke er bekendte med Hans Hellighed, kan det siges, at han gjorde Bhagavad-gita til sit åndedræt og Srimad-Bhagavatam til sit hjerteslag. I de første år af sin praksis i ISKCON ville han hver dag blive set siddende ved en søjle foran Sri-Sri Radha-Londonisvara i Londons tempel i Soho Street otte timer i træk helt fordybet i studiet af Srimad-Bhagavatam. En dag skete det i templet, at der ingen var til at give Srimad-Bhagavatam-forelæsningen, og en eller anden foreslog, at Maharaja kunne tale. Publikum blev slået med forundring over hans dybe præsentation. Fra da af fortsatte han med at henrykke sit publikum med Srimad-Bhagavatams budskab.
Jeg vil hermed gerne dele med læseren den mest værdifulde ting, min Gurudeva nogensinde gav mig, interessen for oprigtigt at studere Srimad-Bhagavatam. Jeg husker, at jeg en dag spurgte ham, hvordan man skal studere Srimad-Bhagavatam. Hvilket forbløffende svar han gav mig. Jeg frembærer min dybeste respekt ved hans lotusfødder.
Studiets to dele
Maharaja delte sit studie op i to dele: ‘grundig gennemlæsning’ (GG) og ‘detaljerede studier’ (DS). Dernæst forklarede han, at man bør studere én bog ad gangen, og studiet bør deles op i to dele, nemlig grundig gennemlæsning og detaljerede studier. I hans absorberede og respektindgydende dybe selskab med Srimad-Bhagavatam bemærkede vi, hvordan han hyppigt tog noter og havde kasse efter kasse fyldt med notesbøger, der var spækket med hans notater, for det meste direkte citater fra Srila Prabhupadas bøger. Nu bad han mig have to notesbøger til mine studier. Den ene var til den grundige gennemlæsning og den anden til de detaljerede studier.
Grundig gennemlæsning
”Bemærk essensen af hvert vers, du læser,” var Maharajas instruktion for den grundige gennemlæsning. Helt præcist bad han mig nedskrive to linier for hvert vers og dets kommentar. Når man derefter læste oversættelsen og kommentaren igen, ville man reflektere over deres betydning og finde de to linier i notesbogen for at fange essensen. Man kan spørge, hvorfor kun to linier? Selv om jeg aldrig stillede Maharaja dette spørgsmål, siger min erfaring mig, at man fremmer gennemlæsningen ved at begrænse sig til to linier. Med andre ord mister man ikke sammenhængen ved at gå for meget i detaljer i noterne til et vers. Når man læser, viser det sig så, at nogle vers er for dybe og fulde af betydning til blot at beskrives med to linier. Disse vers vil da blive krydset af til et senere detaljeret studie.
Det detaljerede studie
Srimad-Bhagavatam og Bhagavad-gita er henholdsvis Krishnas lydrepræsentation og lydinkarnation. Fordi de er fuldstændigt ikke-forskellige fra Krishna, taler de til hver hengiven individuelt. Derfor vil hver hengiven have sin egen helt særlige oplevelse, imens han absorberer siderne i disse transcendentale sastraer. Hvad der skal studeres indgående i et detaljeret studie vil derfor være forskelligt for hver enkelt studerende.
På billedet herover er der et detaljeret studie af Srimad-Bhagavatam 1.3.43. I et detaljeret studie nedskriver man sanskritversets transliteration i øverste venstre hjørne sammen med ord-til-ord betydningen (synonymerne) under hvert sanskritord, selve oversættelsen af verset til højre for verset og de vigtige pointer i Srila Prabhupadas forklaringer i punkter nedenunder. Alt dette skal så læres udenad. Hare Krishna! Når man har lært sig et vers på den måde i et detaljeret studie, skal det herefter gentages, eftersom det fæstner kundskaben i hjertet, når man forklarer eller prædiker det. Engang i et foredrag fortalte Maharaja os, at ved at gentage verset 4-5 gange til en, der lytter, vil man huske det resten af livet.
Maharaja opmuntrede os til at lære versene udenad, selv om vores evne til at gøre det ofte var dårlig. Han forsikrede os for, at evnen ville blive større, hvis vi øvede os. Hvis en svamp er tilfedtet, kan den ikke rumme meget vand, men ved at rense den kan den genvinde sin absorberingsevne. På samme måde vil versene i Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam rense selve vores væsen, og i takt med, at vi bliver mere og mere rensede, vil mere hænge fast. Det er en virkelig fantastisk proces, og ved Herrens nåde kan man gradvist overskride sine nuværende begrænsninger.
Studiepartnere
I flere år gemte jeg denne meget værdifulde instruktion i mit hjerte, uden at det lykkedes mig at omsætte den i praksis, da min beslutsomhed til at studere på egen hånd simpelthen var for svag. I år har Skæbnen imidlertid inspireret mig til at søge hjælp hos de hengivne. Et vers fra Canakya Pandita (Niti-sastra 4.12) blev ved med at dukke op i mit sind: ”Religiøs askese praktiseres bedst alene, studier parvis og sang, når man er tre. En rejse bør foretages af fire personer sammen, landbrug af fem, og i en krig skal man være mange sammen.”
Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor Canakya Pandita skrev, at studier skal foretages i par, da han må have haft en god grund til dette. Så skete der det, at en ny bhakta flyttede ind i templet, og jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle kultivere ham. Da vi kun var en lille håndfuld hengivne til templets tjenester i København, var der det tidspunkt desværre intet organiseret bhakta-program, så i mit bekneb søgte jeg efter en løsning. Det slog mig, at jeg havde en ambition om at studere Srimad-Bhagavatam to timer om dagen, hvilket jeg ikke fik gjort, så hvorfor ikke få en aftale med den nye bhakta om at studere to timer sammen. Srila Prabhupada ville da tage sig af ham, og jeg kunne studere i to timer. Henimod slutningen af læsningen ville jeg da spørge, hvad han havde læst, og bagefter ville han spørge mig om det samme. På den måde havde vi et kvarters tid til at reflektere over, hvad vi lige havde læst, og en mulighed for at forklare det for hinanden. Jeg oplevede det, som om jeg lige var blevet givet noget virkeligt transcendentalt håndgribeligt, som jeg kunne give til andre og til mig selv, en aftale med Krishna og en aftale med Srila Prabhupada. Dette er alt sammen Gurudevas nåde, for han bankede den absolutte vigtighed af Srimad-Bhagavatam og Srila Prabhupadas forklaringer ind i hovedet på os. Det lod mig også forstå, at Canakya Pandita havde ret. Der er virkelig en særlig magi i at studere med en partner. Jeg kunne sætte pris på det som en slags broderfølelse, da vi giv hinanden reel hjælp i at opfylde livets formål, der er opnåelsen af Guddommens Højeste Personlighed, Sri Krishna.
Efter et stykke tid følte jeg behovet for at få flere studiepartnere, da kun en enkelt aftale om ugen fik de andre seks dage til at føles tomme. Ligesom en grådig handelsmand tænkte mit sind på hvem jeg kunne indfange til en aftale omkring Srimad-Bhagavatam. Og ganske rigtigt var der nok kandidater at finde. Jeg fandt en gnist af interesse for Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam i fem andre partnere. Til min overraskelse værdsatte alle i templet vores sessioner, hvor vi sad sammen i to timer og studerede. Jeg koncentrerede mig om mit eget studie af Srimad-Bhagavatam, og de andre partnere studerede enten Bhagavad-gita eller Srimad-Bhagavatam. Det, der var tiltænkt som en måde at udbedre mine egne mangler i mit studie af Srimad-Bhagavatam på og det umiddelbare behov for at tage sig af en ny bhakta blev nu anerkendt som en solid måde at prædike på. At prædike er selvoplysende i den forstand, at hvor som helst det sker, oplyser det atmosfæren. At en sådan positiv forandring kunne komme af så tilsyneladende en lille indsats forbløffede mig, men gav mig også samtidig en dyb tilfredsstillelse.
Den ligefremme udveksling mellem to hengivne i et studiepartnerskab giver ophav til sandt venskab, for ved vores vens hjælp finder vi os selv beskyttede under Herrens lotusfødder. Uden denne hjælp kunne vi måske slet ikke finde denne beskyttelse. Vanca-kalpa-tarubhyash ca kripa-sindhubhya eva ca. Vi længes efter kærlighedsudvekslinger blandt os selv, og det højeste udtryk for den kærlighed er at sætte Krishna i centrum og være sammen i Hans selskab.
I kærlighedsudvekslinger mellem hengivne skal man ifølge Rupa Gosvami i Bhakti-rasamrita sindhu åbne sit sind i fortrolighed eller med andre ord dele sine inderste tanker og erkendelser med en anden hengiven. Dette finder jeg sker til fulde i mine oplevelser med studiepartnere. Hvad man deles om i sit samvær med Krishna, og hvordan man deler det, er et personligt anliggende, og ved at dele det med en anden hengiven åbner man for, at denne hengivne ser ens personlighed i fortrolighed. Disse fortrolige forhold er absolut nødvendige for vores velbefindende. Hvis der på en eller anden måde mangler kærlighedsudveksling i vores liv, vil vi føle os ensomme. Når hengivne føler sig ensomme, bliver de rastløse og har svært ved at forblive i deres asrama. Denne lidende tilstand kan undgås, hvis en hengiven har rigelig adgang til meningsfyldte og personlige udvekslinger med sine medhengivne ved at tale fortroligt om sit hjertes erkendelser, når han læser Srimad-Bhagavatam, og samtidig lægger øre til sine venners Bhagavatam-udgydelser. Vi kommer i virkeligheden ikke tættere på et levende væsen end det, vi erfarer ved at dele den udødelige nektar af transcendental lydvibration. (Fortsættes i næste nummer)