Af SB Kesava Swami

Jeg er klar til en måneds pause fra computere, møder og administrative opgaver (selv munke kan ikke undslippe disse ting!). Ved at drage fuld fordel af højtidssæsonen rejser vi landet rundt og deler åndelig visdom i form af tusindvis af bøger, der skal distribueres.

De ældgamle skrifter er ”stof til eftertanke” i en fortravlet verden. Vores omtrentlige rute: London – Norwich – Hull – Sheffield – Lincoln – Chesterfield – Stafford – Nottingham – Derby – Mansfield – Leicester – London (og en masse mindre byer ind imellem!). I sidste uge afleverede jeg bøgerne hos vores hold de forskellige steder i landet. Synet af knapt 4.000 bøger stablet fra gulv til loft var en smule forbløffende og tankevækkende! Vil det være muligt at stå i en travl bymidte, stoppe tilfældige folk og inspirere de udkørte shoppere til seriøst at overveje højere sandheder? Har vi været for ambitiøse og bestilt for mange bøger til vores lager? Vil folk virkelig være interesserede? Hvor får vi selvtilliden fra til at løfte sådan en opgave?

De moderne selvudviklingsguruer lærer os, at selvtillid kommer indefra. Du skal ”tro på dig selv”. Hvis du er sikker, vil andre være sikre – din bevidsthed skaber virkeligheden. De fortæller os, at vi skal være optimistiske med hensyn til vores evner, være stolte af vores styrker og have overbevisningen om, at alt er muligt, hvis vi prøver hårdt nok. Denne ”materielle selvtillid” kan muligvis fungere i et begrænset omfang i kort tid. En sådan selvtillid, der er rodfæstet i selvsikkerhed, vil dog gradvist tømmes. Til sidst indser vi, at vi ikke er, hvad vi pumpede os selv op til at være. I sin storhedstid proklamerede Muhammed Ali stolt: ”Jeg er den største.” Senere i livet indså han sin dårskab og erklærede sig selv som den største tåbe for at have overvurderet sin position så voldsomt. Ægte selvtillid kommer fra ydmyghed.

Vi indser vores iboende begrænsninger, men opnår en dyb overbevisning gennem at vide, at forsynets almægtige vilje er på vores side. Med en sådan transcendental opbakning er alt muligt. For dem, der er ”stilfærdigt selvsikre” med deres sandhed rodfæstet i ydmyghed og afhængighed, kan ufattelige ting i denne verden opnås. Stolthed, selvtilfredshed og håbløshed findes ikke i deres ordbog. Da de kun ser sig selv som redskaber, er deres arbejde at skrinlægge deres egen dagsorden og stolthed og i stedet lade den guddommelige magi manifestere sig.

Jeg forsøger at lære kunsten at være en ”stilfærdigt selvsikker” goodwill-ambassadør. Ved at få adgang til Bhagavad-gitas visdom kan mennesker blomstre på alle niveauer: fysisk, følelsesmæssigt, socialt og vigtigst af alt åndeligt. Det er velfærdsarbejde på en ny måde. Jeg håber, at jeg kan spille bare en lille rolle i at forbinde mennesker til dette åndelige kraftcenter.

”Blot afhæng af Mig i alle aktiviteter og arbejd altid under Min beskyttelse. Vær i en sådan hengiven tjeneste helt bevidst om Mig.” (Bhagavad-gita 18.5)