Af Lalitanatha Dasa

Ramanujacarya er den vigtigste acarya (mester) i Sri-sampradayaen, en af de fire discipelrækker af vaisnavaer. Han indtager en plads i Indiens religiøse historie som kun få andre. I år (2017) er det 1.000 år siden, Srila Ramanujacarya blev født, hvilket fejres over hele Indien såvel som inden for ISKCON over hele verden.

Ramanujas liv

Ramanujacarya fødtes i 1017 i  Sriperumbudur midtvejs mellem Kancipuram og Chennai i Sydindien. Hans fars navn var Asuri Kesava Somayaji. Hans mor hed Sarvakratu Diksitar og var barnebarn af den store Sri Yamunacarya, der var den forudgående acarya før Ramanujacarya i Sri-sampradayaen. Ramanujacarya blev givet navnet Ilaya Perumal og blev uddannet i Alvarernes lære fra barn af. Alvarerne er en gruppe store sydindiske vaisnava-helgener, der levede i perioden fra 2000 f.Kr. frem til tiden før Ramanujacarya.

Hans første skolegang blev hovedsageligt givet af hans far, der var en stor pandita. Som 15-årig blev han sendt i skole hos upersonalisten Yadava Prakasa, en berømt lærer inden for Sankaras tradition. Det førte til en del filosofiske sammenstød mellem Ramanuja og hans lærer, for som en naturlig vaisnava kunne Ramanuja ikke acceptere den upersonalistiske filosofi om, at Guds person er en illusion, og der ingen forskel er på os jivaer og Gud. Af høflighed undgik han for det meste at tage til genmæle mod sin lærer, men til syvende og sidst endte det alligevel med, at Yadava Prakasa udviste Ramanuja fra sin skole, selv om Ramanuja var hans mest begavede elev.

Ramanuja begyndte herefter selv at undervise i vaisnava-filosofi og fik hurtigt mange elever. Han blev så populær, at hans tidligere lærer, Yadava Prakasa, blev så misundelig på ham og så bange for, at han ville sprede vaisnava-filosofien overalt og overskygge Sankaracaryas på den tid dominerende indflydelse, at Yadava Prakasa forsøgte at slå ham ihjel. Det mislykkedes dog, og en del år senere blev Yadava Prakasa selv overbevist om Ramanujas lære og blev hans discipel og elev.

Den tids berømteste vaisnava-lærer var Sri Yamunacarya, der var acarya i Sri Rangam, hvor Indiens største tempel er hjem for Visnus Deitet som Herren Ranganatha. Ramanuja ønskede brændende at møde ham og blive accepteret som hans discipel, og Yamunacarya kendte også til Ramanuja, der var hans barnebarn, og ønskede at møde ham, men der var mange hindringer i vejen for det. Faktisk mødtes de aldrig før Yamunacaryas død. Da Yamunacarya lå for døden, sendte han bud til Ramanuja og bad ham komme til Sri Rangam med det samme. Ramanuja begav sig af sted sammen med en ledsager. Historien fortæller, at da de kom til udkanten af Sri Rangam, hørte de lyden af konkylier, der bekendtgjorde, at en stor person var gået bort. Og ganske rigtigt – da Ramanuja nåede frem til templet, blev han mødt af synet af grædende disciple, der stod omkring den afdøde Yamunacarya.

Alles blik faldt på Ramanuja, da han trådte ind. På det tidspunkt var tre fingre på Yamunacaryas højre hånd knyttet, hvilket alle undrede sig over. Men Ramanuja forstod, hvad det betød. Han aflagde tre løfter foran den afdøde Yamunacarya, og for hvert løfte rettede en af fingrene sig ud. Hans første løfte var at beskytte folk generelt mod upersonlighedslæren og vise dem nektaren ved overgivelse til Guddommens Højeste Personlighed, Narayana. Som det næste løfte lovede han at skrive en kommentar til Vedanta-sutra og etablere den Højeste Person som den endelige sandhed. Hans tredje løfte var at give en af sine disciple navnet Parasara til ære for den store vismand Parasara Muni, Vyasadevas far, der i en fjern fortid etablerede forholdet mellem de levende væsener – jivaerne – og den Højeste Herre – isvara.

Alle var forbløffede over at se, hvordan Yamunacaryas fingre mirakuløst udstrakte sig for hvert løfte. Ramanuja blev med det samme accepteret som vaisnavaernes nye leder. Han opfyldte herefter de tre løfter plus gjorde mange andre ting i de tæt ved hundrede år, han levede efter Yamunacaryas bortgang.

Ramanuja blev gift som 16-årig og tog sannyasa, da han var omkring 30, hvorefter han også blev kendt som Yatiraja, kongen over alle sannyasier. Han blev altid set med Narayanas tegn i panden, iført sannyasiens safrangule klædning og med tridanda-staven, der markerer tjeneste til Gud med krop, sind og ord. Hans indflydelse var så stor, at alle filosofier blev trængt i baggrunden i Sydindien. Mange store lærde opsøgte ham og blev hans disciple. Han rejste og prædikede over hele Indien, overvandt mange modstandere og hævede vaisnava-læren til et niveau ikke tidligere set i historisk tid.

Ramanuja grundlagde 64 centre for Sri Vaisnavisme og indviede 700 sannyasier, 12.000 brahmacarier og endnu flere husholdere inklusive konger og velhavende godsejere. Han gjorde alle uanset kaste til brahmanaer. Ifølge ham overskrider en vaisnava alle sociale begrænsninger. Han identificerede sig selv som en tjener og lærte, hvordan man tilbeder vaisnavaerne.

Mange hændelser kunne fortælles fra Ramanujacaryas liv, men pladsen tillader det ikke her. Vil man lære mere om ham, er en god og let tilgængelig bog ”The life of Ramanujacarya” af Naimasaranya Dasa. Bogen kan hentes gratis fra Internettet (se http://www.krishnapath.org/Library/Goswami-books/Ramanujacarya_Biography_by_Naimasaranya.pdf).

Ramanuja levede de sidste år af sit liv i Sri Rangam, hvor han gik bort i 1137, 120 år gammel. Sri-vaisnavaerne anser ham for at være en inkarnation af Laksmana, Herren Ramacandras yngre broder (deraf navnet Ramanuja).

Ramanuja i historisk sammenhæng

Set fra Krishnas transcendentale perspektiv indgår Ramanujacarya som et vigtigt led i en plan, der strakte sig over flere tusinde år. For næsten 4.000 år siden – mere end et årtusinde ind i Kali-yuga – var Vedaernes tilhængere afveget voldsomt fra den oprindelige vediske lære og brugte Vedaerne som påskud for dyreofringer og slagtninger. Krishna nedsteg derfor som Buddha, der forkastede Vedaerne og i stedet fik folk til at følge Sin lære om ikke-vold. Buddhismen var den dominerende religion i Indien i to årtusinder, indtil Sankaracarya, der var en inkarnation af Herren Siva, førte folk tilbage til Vedaerne med sin upersonalistiske lære. Som der står skrevet i Vedaerne, var Sankaras lære i virkeligheden en slags skjult buddhisme, hvor der heller ikke er plads til Guds person som virkelig. Sankaras store fortjeneste var, at Vedaerne igen fik den fremtrædende plads i det religiøse og kulturelle liv, selv om forståelsen af dem var upersonlig.

Sankara banede derved vejen for en række store vaisnava-lærere, der etablerede den egentlige vediske filosofi om Guds personlighed og sjælens evige underordnede forhold til Gud. Den vigtigste af disse lærere var Ramanujacarya. Han spredte filosofien visistadvaita, der betyder ’kvalificeret ikke-dualisme’. Det er læren om, at der er enhed i alting, fordi alt er forbundet med Gud. Men der er alligevel forskelle inden for enheden, for Herren er uendelig, imens de levende væsener er uendeligt små, og dette er en evig forskel.

Ramanujacarya lagde grunden til senere vaisnava-lærere som Madhvacarya og til sidst Sri Caitanya, der bragte vaisnava-læren op til de største højder af kærlighed til Guddommens Højeste Personlighed. Den moderne vaisnavisme i form af bl.a. ISKCON, Det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed, har således også rødder tilbage til Ramanujacarya.

Ramanujas lære

Ramanujacarya skrev følgende bøger:

  • Vedartha-Sangraha: en afhandling med grundprincipperne for Visistadvaita-filosofien, hvor tilsyneladende modstridende skrifter (sruti) bringes til forening i en højere forståelse.Sri Bhasya: en omfattende kommentar til Vedanta-sutra.
  • Gita-Bhasya: en detaljeret kommentar til Bhagavad-gita.
  • Vedanta-Dipa: en kort kommentar til Vedanta-sutra.
  • Vedanta-Sara: en anden kort kommentar til Vedanta-sutra for begyndere.
  • Saranagati-Gadya og Sri Ranga-Gadya: to grundbøger i selvets overgivelse til Herren Visnu.
  • Sri Vaikuntha-Gadya: en beskrivelse af Sri Vaikunthaloka og de befriede sjæles position.
  • Nitya-Grantha: en kortfattet håndbog til vejledning for Sri-vaisnavaerne.

Ramanuja forklarer, at der er tre måder at forstå sandheden på, af hvilke man må acceptere sruti-pramana, den vediske litteratur, uden at sætte spørgsmålstegn ved den. Anuman-pramana, logiske slutninger og fornuft, såvel som pratyaksa-pramana, direkte sanseopfattelse, kan også accepteres, hvis de falder i tråd med sruti, skrifterne. Anuman og pratyaksa kan diskuteres, men sruti skal accepteres som absolut sandhed, fordi den kommer ned fra den Højeste Herre. I Sripad Ramanujacaryas filosofi om visistadvaita bygger alting således på, hvad Herren har sagt eller gjort.

Ifølge Sri Ramanujacarya er Herren Narayana (Visnu eller Krishna) den højeste. Han afviste Sankaras filosofi om, at Brahman er uden kvaliteter, som meningsløs, for en sådan Brahman kan ikke ses, røres ved, tales om eller kendes til. Ifølge Ramanujacarya er det ikke rigtigt, som Sankaracarya hævder det, at denne verden er falsk, men det er sandt, at den er midlertidig og kommer oprindeligt fra Gud. På den måde er alt ét, for alt kommer fra Herren.

Man kan vise sin respekt til enhver halvgud, ligesom man viser sin respekt for enhver anden hengiven, men fejlagtigt at identificere den Højeste Herre med de mindre guder er forkert. Sankaracarya var oprindelsen til ideen om, at man kan tilbede ligegyldigt hvilken af de mange halvguder, og resultatet vil være det samme. Sankara etablerede især pancopasaka, tilbedelsen af fem guder, nemlig Visnu, Siva, Ganesa, Surya og Devi (enten Durga, Laksmi eller Sarasvati). Ramanujacarya udfordrede denne ide. Han refererede til, at ifølge Narada Pancaratra er Herren Visnu (Narayana) alene den Højeste Herre, der ikke har Sin lige eller overgås af nogen.

Sripad Ramanujacarya angreb Sankaras monistiske opfattelse ved at vise, hvordan alting har et forhold til Herren. Når Sankaras tilhængere ville sige: ”Alt er maya [illusion],” eller ”Alt er avidya [uvidenhed],” gjorde Ramanuja opmærksom på, at uvidenhed er en konkret størrelse, der er knyttet til bevidsthed. Man siger: ”Jeg er uvidende,” eller ”Jeg kender ikke mig selv eller andre.” Uvidenhed refererer således til en mangel på forståelse af noget virkeligt på grund af manglende viden om dette. I Ramanujacaryas filosofi kastes bolden derfor tilbage til den, der opfatter, og ikke til den genstand, som den bevidste person forsøger at forstå med sine begrænsede sanser. Uvidenhed står ikke alene som en kategori i sig selv for slet ikke at tale om at være naturen af alting.

Han afklarer på samme måde Sankaras teori om illusion ved at gøre opmærksom på, at hvis man ved, hvad der er sandhed, kan man for en kort tid være under illusion, hvor normale ting synes at være noget andet, end hvad de skulle være. Men det kan ikke siges, at illusion ingen årsag har andet end illusionen selv eller er ukendt og blot dukker frem uden nogen grund. Ramanuja fortsætter, at hvis illusion er ubeskrivelig og uidentificerbar, ville man ikke vide, hvornår og hvor der var illusion, for man ville selv være i illusion og ikke have noget virkeligt at sammenligne med.

Sripad Ramanujacarya skriver i Sri Bhasya-kommentaren til Vedanta-sutra: ”For dem, der accepterer Gud som den højeste og endelige virkelighed, der har kraften til at skabe alle disse ubegrænsede universer, imens Han ligger i en drømmetilstand på Karanahavet, og som forherliges igennem den vediske litteratur, som er alvidende og fri for alle fejl og til fulde er personificeringen af alle gode kvaliteter med en krop, der består af evighed, viden og lyksalighed – hvad er der for sådanne heldige vaisnavaer at opnå eller bevise blot gennem dumme argumenter eller sløve sanser? Guddommens Højeste Personlighed skabte alle universerne for Sin egen nydelses skyld, og de levende væsener (jivaerne) kan nyde i denne verden enten ved at tjene Herren eller ved at engagere sig i deres egen selviske stræben og blive kriminelt indfanget og yderligere betinget i denne verden af fødsel og død.”

Ramanujacarya kunne ikke udholde tingenes tilstand, som de var på den tid med dens såkaldte religion, præsternes bedrageri og den brede befolknings blinde tilslutning. Et af hans mundheld var, at en hengiven eller en religiøs person skal være som salt, nemlig den samme indeni og udenpå uden falskhed og snyderi. Selv om han accepterede daivi-varnasrama-systemet, handlede det for ham ikke om fødselsritualer, men om kvalitet og kvalifikation – guna og karma.

Ramanujacarya var en stor fortaler for og tilhænger af Pancaratra, Deitets-tilbedelse. Formålet med dette system er at indbyde Gud i egen person til at vise Sig igennem Sin personlige form eller billede og derefter gøre alle former for overdådig tjeneste til Herren for Hans tilfredsstillelses skyld på måder, som man ellers ikke ville kunne gøre det på. Igennem denne enkle proces, der er givet af sådanne store hengivne som Narada Muni, kan man udvikle sit eget personlige forhold til den Højeste Person. Igennem en sådan tilbedelse i templet eller derhjemme under vejledning af guru, sadhu og sastra kan ens liv blive fuldkomment. Princippet er at tilbede Herrens person ved at overholde regler og reguleringer for renhed, præcision, punktlighed og uforstyrrethed. I alle Ramanujas institutioner foregik tilbedelsen af Deiteten under meget høje standarder af renlighed og præcision.

På sit dødsleje gav Ramanujacarya sine sidste 74 instruktioner. Han sagde bl.a.: ”Forbliv altid i selskab med og tjen de sjæle, der har viet sig til Guddommen, ligesom I ville tjene jeres egen åndelige mester. Hav tro på Vedaernes lære og de store helgeners ord. Bliv aldrig en slave af jeres sanser. Stræb altid efter at besejre de tre store fjender af selvrealisering: begær, vrede og grådighed. Tilbed Narayana og find glæde i at fremsige Guds hellige navne som jeres eneste tilflugtssted. Tjen oprigtigt Guds hengivne: gennem tjeneste til de store hengivne gøres den største tjeneste, og man opnår hurtigt den højeste nåde. Husk på disse ting og lev derved lykkeligt i denne verden med opnåelse af den næste verden for øje.”

Ramanuja talte disse ord, mens hans hoved lå på skødet af hans fætter og livslange ven Govinda, og hans sind var forankret i åndelig trance. I denne tilstand forlod Ramanuja sin dødelige krop og vendte tilbage til Vaikuntha.