Dagen efter Sri Krishna Janmastami er det Srila Prabhupadas fremkomstdag. I år er det 117 år siden, Srila Prabhupada blev født i Calcutta. For ISKCON’s hengivne er det lige så stor en dag som Sri Krishnas fremkomstdag og fejres derfor med samme format den efterfølgende dag, hvilket altså i år betyder torsdag den 29. august.
Et af de traditionelle elementer omkring Srila Prabhupadas vyasa-puja er udgivelsen af den årlige vyasa-puja-bog. Traditionen tro bringer vi en skreven ofring fra en af de tidlige års vyasa-puja-bøger. Denne gang er det Mukunda Gosvami, en af Srila Prabhupadas allerførste disciple, der skriver i vyasa-puja-bogen fra 1997.
Min kære Srila Prabhupada.
Modtag min mest ydmyge underkastelse. Al ære til dig!
Imens jeg stadig har en uforbeholden entusiasme for det forbløffende fremskridt, som ISKCON gør, bedrøver det mig at se, at sloganet om ”et hus, hvor alle kan bo” nu om dage sommetider bruges af nogle tilhængere til at falde fra din bevægelse for at lede efter ”beskyttelse” andetsteds. Jeg synes derfor, det må være passende at berette mere indgående om en hændelse fra Srila Prabhupada-lilamrta, biografien over dig af Satsvarupa Dasa Gosvami. Den står at læse i Bind 3, kapitel fem, der hedder “Swamiji’s Departure”.
Det var i sommeren 1967 i Stinson Beach, Californien. Din langsomme rekonvalescens fra et svigtende helbred havde forskrækket flere af os. Du var ved at gøre dig klar til at tage tilbage til Indien, og vi frygtede, at vi måske aldrig ville få dig at se igen.
En af husets hengivne bad mig spørge dig, om en eller anden kunne overtage ledelsen i dit fravær. Han ville gerne vide, om der var en måde at fortsætte vores uddannelse i Krishna-bevidsthed på, hvis du forlod kroppen. Det var et spørgsmål om proceduren for, hvordan en fortsat uddannelse skulle foregå. Ifølge den person, der spurgte mig, forestillede han sig en bestemt læremester eller guru, der kunne fortsætte det særlige arbejde, du havde påbegyndt, så det kunne fortsætte under den kloge ledelse af en, som du havde anbefalet eller udpeget. Logikken i at have en anden person involveret på den måde var, at hvis du ikke anbefalede en eller anden på den måde, ville vi ikke have aspektet med den personlige opmærksomhed, som vi var så afhængige af. Det faldt mig egentlig ikke ind, at den åndelige mesters indflydelse kunne fortsætte efter hans fysiske bortgang. Jeg satte heller ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg blev skubbet frem for at spørge på en andens vegne. Jeg tror, at jeg forstod, at det var lidt følsomt at spørge en anden person, hvad man skulle gøre, efter at han var død. Men jeg tænkte, at spørgsmålet skulle under alle omstændigheder stilles, uden at forstå, hvad spørgsmålet indebar, og uden at vente det svar, jeg fik.
Pludselig befandt jeg mig alene i værelset sammen med dig. ”Når du dør,” spurgte jeg, ”hvem skal så overtage ledelsen af din bevægelse, dit arbejde, din træning og din uddannelse?” Jeg tror, at ideen om at være åndelig forældreløs havde strejfet mig. Dit svar kom ikke hurtigt. Efter hvad der virkede som flere minutters tavshed ytrede du næsten distræt navnet på en af dine Gudsbrødre. Fordi du ikke så helt færdig ud, ventede jeg, at du skulle sige mere. Jeg ville med glæde have accepteret enhver anbefaling, men du virkede ikke tilfreds med dit svar. Så jeg ventede. Tiden syntes at strække sig i næsten en evighed. Du kiggede ud i det fjerne. Til sidst sagde du: ”I virkeligheden er det en fornærmelse mod den åndelige mester.”
Hvis jeg kunne have manifesteret anima-siddhi [evnen til at forsvinde], ville jeg med det samme være krympet sammen med tæppet. En anden lang tavshed. Og denne gang så du vemodig ud, tilsyneladende mange kilometer fra huset, hvor vi var, i Stinson Beach, i USA, på vores planet. Jeg vidste, at jeg havde begået en eller anden slags forseelse, men jeg vidste ikke, hvad den gik ud på. Jeg havde absolut på ingen måde til hensigt at fornærme dig, men jeg havde gjort det alligevel, og jeg vidste, at uvidenhed ikke ville være nogen undskyldning. Jeg havde gjort et eller andet forkert, og jeg ville komme til at bøde for det. Hvad var en åndelig mester under alle omstændigheder for noget? Jeg ville komme til at lære det på den hårde måde. Jeg beredte mig på det værste, en irettesættelse, en hård lærestreg, en forklaring på, hvorfor mit tilsyneladende uskyldige spørgsmål havde antaget omridset af en forseelse. Så lukkede du dine øjne. Jeg ventede og iagttog og ventede.
Dit næste svar var fuldstændigt uventet og forbløffende. Selv om du ikke åbnede dine øjne, ændrede udtryk eller sagde noget, gled en tynd strøm af tårer ned fra hvert af dine lotusøjne. Du sad fuldstændigt stille. Langsomt borttørrede du tårerne, der havde samlet sig i små pytter, der dækkede begge kinder. Så gispede du: ”Min åndelige mester – ”, og mere var på vej. Men igen var du stille, som om du forsøgte at fatte dig. Denne gang virkede det, som om du græd: ”Han var ingen almindelig åndelig mester.” Efter endnu en lang pause sagde du med grådkvalt stemme: ”Han reddede mig.”
Jeg græd næsten selv og var for følelsesmæssigt overvældet til overhovedet at undskylde for det, som jeg vidste var en alvorlig fejltagelse. Måske mumlede jeg et eller andet om, at jeg var ked af det. Jeg skulle have gjort det. Jeg kan ikke huske det. Men jeg ønskede virkeligt, at jeg bare kunne være forsvundet ind i træpanelerne eller have skruet tiden tilbage og gjort det om igen.
Nu var svaret krystalklart. Det kunne ikke have været mere tydeligt. Du sagde det ikke kun til mig: du demonstrerede det for mig og gav mig en lektion, som jeg aldrig ville og kunne glemme. Det var en lektion, som blev fortalt igennem en ren hengivens følelser. Vani (instruktion) er større end vapu (fysisk tilstedeværelse), som var ord, jeg ikke kendte til dengang. Hvordan kunne det være blevet sagt mere gribende? Noget, som jeg aldrig kunne have haft nogen anelse om, blev forklaret for mig på en måde, som ord alene aldrig kunne have udtrykt. Du var ingen almindelig åndelig mester. Ikke blot var du i færd med at redde mig, men også talløse andre. Du underviste igennem praksis og eksempel, ikke gennem ord. Hvor genialt! Hvor fantastisk! I denne ene hændelse lærte jeg tykke bøger om en åndelig mester. Jeg lærte, at den åndelige mester ikke dør med den fysiske krops bortgang, at man må elske den åndelige mester betingelsesløst, at kærlighed til den åndelige mester først og fremmest betyder troskab, loyalitet og lydighed, at der ikke kunne være nogen anden tilflugt end dig, at du ikke var nogen almindelig åndelig mester. Du startede en bevægelse, der ville redde ikke blot mig, men også hele verden.
Mukunda Gosvami
