Srila Prabhupadas liv og nåde

– Af Radhanatha Swami –

Da Srila Prabhupada i begyndelsen af tyverne mødte sin elskede åndelige mester, Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, fik han instruktionen: ”Du er en intelligent ung mand, så spred Sri Caitanyas budskab over hele verden på det engelske sprog.” Selv om Srila Prabhupada var gift og havde et barn, brugte han de næste mange år på at forberede sig på dette. Omkring halvtredsårsalderen trak han sig tilbage fra alt verdsligt liv og slog sig ned i Sri Vrindavana Dhama, Herren Krishnas hellige land. På selve stedet, hvor Krishna i al evighed har Sine smukke lege i Vrindavanas charmerende åndelige miljø, oversatte Srila Prabhupada Srimad-Bhagavatams Første Bog til engelsk. Han levede som en sannyasi uden materielle ejendele, men han ejede et ubegrænset skatkammer af kærlighed til Krishna og medfølelse med hvert eneste levende væsen. Han rejste til Bombay, hvor han sad på trappen uden for Scindia Steamship Company for at tigge om en billet på et fragtskib til New York City. Han tiggede ikke til sig selv, men for dig, mig og alle levende væsener. Han manglede ikke noget. Han boede i Vrindavana i guddommelig bevidsthed, men tiggede og ydmygede sig selv til den mest ubetydelige position og udsatte sig for fare, frygt og pinefulde tilstande for at give verden kærlighed til Krishna.

Han fik sin billet til Jaladuta. Blot nogle dage, før skibet sejlede, tog han til Mayapur-dhama for at besøge sin guru maharaja, Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakuras, samadhi mandira, hvor han bad om hans velsignelser. Tilbage i Calcutta kom fem personer for at sige farvel: Sena Gupta, Bhagavati, Mr. Ali, en ansat ved Scindia steamship og hans søn Vrindavana. Han gik ombord med 45 rupier, hvilket svarede til syv dollars.

 

Prabhupadas kamp i New York

Srila Prabhupada forlod Calcutta fredag den 13. august 1965. Midt i det Arabiske Hav var der voldsomme storme, søsyge og flere hjertetilfælde. Efter en 38-dages livstruende rejse ankom han omsider til New York, hvor han ingen kendte. I, der har læst hans dagbog, kan intet andet end falde ned ved hans fødder med taknemmelighed i jeres hjerte. Sikke en måde at leve på! 70 år gammel boede han på Bowery blandt drankere, prostituerede og narkomaner.

Han skrev til sine gudsbrødre, til velhavende mennesker i Indien og til politikere: ”Jeg ønsker at starte det første Radha-Krishna-tempel i Amerika. Folk er modtagelige. Hjælp mig.” Men alle skrev de tilbage: ”Swamiji, det er umuligt. Kom hjem.” Hans eneste materielle værdi var hans returbillet på Jaladuta til Bombay. Men han ønskede ikke at bruge den, selv om der ingenting skete.

Han var en ren hengiven. I hans dagbog kan I se, at han anså alt for at være Krishnas ejendom. Han stod til regnskab over for Krishna for alt, han sagde og gjorde. Han noterede omhyggeligt hver eneste udgift og indtægt. 14 cent brugte han en dag på en banan og nogle kartofler. 30 cent til en busbillet. 23 cent til en banan, lidt kartofler og et æble. Han skrev alt ned. Nogle gange købte folk hans bøger, hvilket gav ham lidt indtægt, som han brugte på at prædike.

Han boede forskellige steder og indbød altid folk til at komme. En aften skrev han, at ingen kom. Var han nedslået? Nej, på en eller anden måde havde han fået fat på en båndoptager og indspillede et helt program på båndoptageren. En anden dag forklarede han, hvordan tre damer og en mand kom. ”Og jeg spiller båndet med min sang. Og de kan lide det. Derfor kan jeg forstå, at Haridasa Thakuras forudsigelse af, at Krishnas hellige navn vil blive spredt over hele verden, vil gå i opfyldelse.” Sikke en positiv tænkning!

Han opgav aldrig håbet og troen. I 1966 skrev Prabhupada i sin dagbog på den mest velsignede dag af alle festdage, Gaura-purnima-dagen, Herren Sri Caitanya Mahaprabhus fremkomstdag: ”I Vrindavana og Navadvipa er mine gudsbrødre og gudssøstre forsamlet til prægtige festligheder, men her er jeg, 15.000 kilometer væk fra den nærmeste vaisnava. Jeg er helt alene uden noget som helst. Men jeg er lykkelig, for dette er Krishnas budskab. Herren Caitanya ville have Sit hellige navn spredt over hele verden, og jeg er parat til at lide i helvede for at udføre Hans ønske.”

 

Prabhupada var altid positiv

På et tidspunkt var Srila Prabhupada hjemløs. Nogle folk skaffede ham et lille butikslokale på 26 Second Avenue på Manhattans Lower East Side. De kunne hjælpe ham med huslejen til den første måned, men ikke mere. Han skrev i sin dagbog: ”Vi lader det være op til Krishna.” Han gik i gang med at give Bhagavad-gita-foredrag, og nogle interesserede folk kom. Han begyndte at tage hen i Tompkins Square Park, hvor han sad under et elmetræ og spillede på en bongotromme, som nogen havde givet ham. Han havde ingen mridanga eller vediske instrumenter, men spillede på trommen og sang Hare Krishna. Folk stillede sig op og sang og dansede med ham, hvorefter han forklarede Bhagavad-gitas budskab for dem.

Oprigtige søgere efter sandheden begyndte at komme til ham. Det var folk, der var født i materiel rigdom og velstand og materielt set havde verden for deres fødder. Men de havde visdommen til at forstå, at der ingen mening er i sådanne ting alene. Der må være noget dybere, en åndelig substans i livet. De var desorienterede på grund af samfundets hykleri og budskaber, der ingen tilfredsstillende filosofi indeholdt. Da de hørte Srila Prabhupada og lærte hans hjerte at kende, mærkede de, at her var der en mand, der elskede dem og elskede Gud. Her var en mand, der ville ofre sit liv for alle og enhvers velfærd. De gav deres liv til at hjælpe ham. Snart blev Srila Prabhupadas lille butikslokale oversvømmet af oprigtige sjæle, og en forbløffende ting ved Srila Prabhupada blev afsløret: de, der faktisk var taknemmelige for det, han gav dem, blev selv givet kraft og inspireret med den samme frygtløse medfølelse, som han havde.

Der var tre ægtepar, der ikke havde været hengivne i et år. Srila Prabhupada sendte dem til London for at starte Krishna-bevidsthed der. De havde ingen penge og kendte ingen. Men de havde én kvalifikation – de så det, som Prabhupada gjorde for dem. Trolddommen i denne nåde inspirerede dem til at gøre det samme for andre.

Disse seks hengivne havde ikke penge nok til at komme ind i landet. De havde kun en bankcheck fra Srila Prabhupada. Det første par rejste ind i landet og viste myndighederne checken. Da de var inde, sendte de checken til det næste par, der igen sendte den til det sidste par, hvorefter checken blev sendt tilbage til Srila Prabhupada. Malati havde en lille spæd pige, som Srila Prabhupada kaldte Sarasvati. Hun var Hare Krishna-bevægelsens første barn og sov somme tider i en papkasse med sin familie i en kælder i et varehus. De havde intet, men var inspirerede og ekstatiske og ønskede at dele den fantastiske gave, Srila Prabhupada havde givet dem. De havde tilegnet sig Srila Prabhupadas følelse af frygtløshed og af at kunne gøre det umulige med Krishna som deres Herre. De opsøgte The Beatles, verdens mest indflydelsesrige folk. Det var umuligt at nærme sig dem, men de mødte dem og overbeviste George Harrison, og snart var de kendte for deres sang på gaderne. Sådan kom Srila Prabhupada til London og etablerede Krishna-bevidsthed.

Vores elskede gudsbroder Tamal Krishna Gosvami var en anden sådan person, der kunne gøre hvad som helst, fordi han var inspireret af Srila Prabhupadas nåde. Srila Prabhupada sendte sådanne hengivne forskellige steder hen i verden. Snart var der 108 blomstrende templer. Fra en papkasse i en kælder til Bhaktivedanta Manor. Fra et lille værelse i Vrindavana til Vrindavana-dhamas mest populære tempel, Krishna-Balarama-templet.

 

Bogdistribution

Srila Prabhupada begyndte sin bogdistribution som den eneste bogdistributør. Han gik fra testand til testand og forsøgte at overbevise folk om Krishnas budskab i form af Back To Godhead-magasinet. Nogle få år senere havde han skabt verdenshistoriens største forlag inden for indisk litteratur. Flere hundrede millioner bøger er blevet distribueret. Titusinder af Bhagavad-gitaer bliver distribueret dagligt af dem, der er rørt af hans ånd af medfølelse. Hvad var Srila Prabhupadas motiv? Uselvisk, ubetinget kærlighed til Krishna og medfølelse med dig og mig med et ønske om at give os den åndelige verdens største skatte, der let kan opnås ved at vie vores liv i en ånd af hengivenhed til Krishna og synge Hans hellige navne.

Srila Prabhupada inspirerede små børn, gamle mennesker på dødens rand, kvinder og mænd, rige og fattige, asiatere, afrikanere, amerikanere, europæere – der var ingen diskrimination. Prabhupada udviste medfølelse med alle, selv med det mest ubetydelige levende væsen. ”Syng de hellige navne, rens dit hjerte og oplev den virkelige glæde i livet.” Lad os i dagens anledning tage Srila Prabhupadas nåde til hjertet ved at acceptere det som den vigtigste prioritet i livet at synge Guds navne og forsøge at dele vores store held med andre: Hare Krishna Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/Hare Rama Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.