– Af Ravindra Svarupa Dasa –

Tiden nærmer sig uundgåeligt: Om 25-35 år vil der ikke længere være hengivne, der har mødt Srila Prabhupada personligt, tilbage på Jorden. Ikke desto mindre er det afgørende, at Srila Prabhupada vil være lige så meget til stede for alle fremtidige generationer af hengivne, som han var det for de første generationer. Hvordan sikrer man det? Dette spørgsmål har en komite under GBC, The Srila Prabhupada Position Committee, arbejdet med en del år. Som et resultat af dette arbejde har GBC netop udgivet ’Srila Prabhupada, the Founder-acarya of ISKCON’, en bog af Ravindra Svarupa Prabhu, der diskuterer vigtigheden af at bevare Srila Prabhupadas centrale rolle som ISKCON’s ’grundlægger-acarya’.

Da GBC anbefaler alle ISKCON’s hengivne nøje at studere denne bog, bringes her bogens indledning, der giver bogens tanke og tese i en overordnet form.

Srila Prabhupada lagde stor vægt på, at hans position som ISKCON’s grundlægger-acarya til alle tider nyder en fremtrædende anerkendelse. Han gav ordre til, at hans navn skal stå i alle hans bøger på titelsiden og på omslaget som ’Hans Guddommelige Nåde A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada’ med ’Grundlægger-acarya for det Internationale Samfund for Krishna-
bevidsthed’ anbragt direkte under. På samme måde gav han ordre til, at der skal stå ’Grundlægger-acarya: Hans Guddommelige Nåde A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada’ direkte under ’Det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed’ på alle ISKCON’s officielle dokumenter, brevhoveder, udgivelser og underskrifter. På disse og andre måder skal Srila Prabhupadas særlige tætte forbindelse til ISKCON altid anerkendes.

Som grundlægger-acarya indtager Srila Prabhupada en enestående position i ISKCON. Vi er nødt til at forstå dette dybt. Som acarya er hans personlige handlemåder modellen og normen for alle ISKCON-hengivne. Som grundlægger antager hans personlige standarder og de principper, hvorefter han handlede, eller hans særlige ånd eller mentalitet en social dimension og form i den organisation, han skabte. Hvert enkelt medlem tager den ånd til sig og gør den til en integreret del af sin egen identitet. Hans ånd gennemsyrer hele institutionen som essensen af dens kultur, og medlemmerne bliver dens synlige legemliggørelser i verden.

Vi holder de mange store acaryaer i vores tradition i ære og lærer fra dem, men alligevel er Srila Prabhupada for os som grundlægger-acarya enestående blandt dem alle. Prabhupada selv vil leve generation efter generation som den mest specielt fremtrædende siksa-guru i hver eneste ISKCON-hengivens liv – en bestandig iboende aktiv ledende og styrende tilstedeværelse. Han er således hele ISKCON’s sjæl. Som så fortsætter Srila Prabhupada med handlingskraftigt at agere i denne verden, så længe ISKCON fortsætter som det sammenhængende udtryk for og samlede redskab for hans vilje. På denne måde forbliver Srila Prabhupada ISKCON’s sjæl og ISKCON hans krop.

 

Prabhupadas grunde til at grundlægge ISKCON

Da det lykkedes Srila Prabhupada at etablere Herren Caitanyas bevægelse som en verdensomspændende prædikemission, tog han den tunge beslutning at danne en ny institution, Det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed, med ham selv som grundlægger-acarya. Han gjorde dette på grundlag af sin viden og sine erkendelser. Essensen af den viden havde han fra sin åndelige mester. Desværre var denne viden og erkendelse i det store hele ophørt med at blive fulgt, da Srila Prabhupadas egen Guru Maharaja var gået bort, i dennes nu fragmenterede institution. Derfor grundlagde Prabhupada en ny organisation, der i både helhed og alle detaljer skulle give form til og udvikle den erkendelse – en erkendelse, der manifesterer sig selv som en fast, utrættelig forpligtelse til at give lidende mennesker overalt ren kærlighed til Gud.

Institutionen, der skal kunne handle med fælles kræfter over store spand af tid og rum, har brug for en helt særlig form. Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Gosvami forlangte derfor en organisation, hvor den endelige autoritet skulle ligge, ikke hos nogen enkeltperson i form af en enkelt autokratisk acarya, men snarere hos et råd af ledere, som han kaldte ’The Governing Body Commission’. Det lykkedes ikke Gaudiya-matha at føre denne struktur ud i livet, og derfor blev Gaudiya-matha med Prabhupadas ord ’ubrugelig’.

 

Vores vigtigste udfordring

Srila Prabhupada etablerede en sådan struktur for ISKCON ved at nedsætte The Governing Body Commission i 1970 og overse rådets gradvise dannelse og udvikling. Med sin udtalelse om, at han ville have ”hundreder og tusinder af åndelige mestre” inden for ISKCON lod han forstå, at det normative guru-discipel forhold skulle bevares for alle tider inden for den samlede institution under ledelse af GBC. I en sådan organisation ville mange guruer kunne handle med fælles kraft og arbejde sammen med andre ledere og administratorer i broderlig harmoni.

Ligesom et barn på fostertilstanden i dets moders mave med dets form og funktion nødvendigvist ikke fuldstændigt udviklet forblev ISKCON’s struktur imidlertid af natur i en uudviklet tilstand, så længe Prabhupada var til stede som eneste acarya og diksa-guru. Under Prabhupadas manifesterede tilstedeværelse kunne GBC på grund af selve naturen af situationen af indlysende grunde ikke antage sin fuldstændige rolle som den ”yderste ledende autoritet”, og Prabhupada fortsatte også med at være den eneste guru. Derfor måtte det færdiggjorte produkt af Prabhupadas arbejde vente på sin tid til at blive manifesteret.

Følgelig har Srila Prabhupada efterladt os opgaven efter sin bortgang med helt at finde ud af, hvordan ISKCON i praksis skal antage sin form og sine funktioner for at kunne handle effektivt i verden. En central udfordring er at integrere guru-discipel forholdet, der indebærer sit eget berettigede krav om dyb loyalitet og forpligtelse over for guruens person, inden for et større samfund, der i en vis forstand kræver en højere, mere altomfattende loyalitet. Denne loyalitet er vores fælles troskab over for vores grundlægger-acarya, Srila Prabhupada, en loyalitet, der demonstreres i praksis gennem vores samarbejde med hinanden inden for den struktur, han har testamanteret til os for at opfylde sit inderste ønske.

Vi opdagede, at det første system med ’zone-acaryaer’ og integrering af guruen med en bred struktur stiltiende skabte geografiske zoner, der hver især var mere sammenhængende end selve ISKCON som helhed. Dette viste sig at bringe ISKCON’s integritet i fare, hvorfor det system er blevet afskaffet. Ikke desto mindre er vi stadig nødt til at gå meget dybere for at gøre den organisation, som Srila Prabhupada ville have, til virkelighed.

Det er interessant at bemærke, at to fremtrædende anti-ISKCON bevægelser (der ofte hævder at være ’det virkelige ISKCON’) bygger på den direkte afvisning af den ene eller den anden af de to dele af Prabhupadas helhed. Ritvik-tilhængerne vil af med de egentlige guruer til fordel for GBC’ institutionelle autoritet, imens tilhængerne af en eller anden prominent sannyasi eller lignende vil fjerne et reelt GBC og afhænge af en karismatisk, autokratisk enkeltstående acarya.

ISKCON har brug for at udvikle begge elementer: en stærk fælles loyalitet over for ISKCON og GBC og det dybe og fuldstændige lærerforhold mellem den individuelle guru og discipel inden for ISKCON. Vi er nødt til at indse, at der er ingen modsætning og konflikt imellem dem. Vi er nødt til at forstå, hvordan de styrker og støtter hinanden.

Et afgørende element i etableringen af denne nødvendige syntese er opnåelsen af en dyb forståelse af Srila Prabhupadas position såvel som at handle på den forståelse, både med hensyn til jnana og vijnana [teoretisk og erkendt viden]. Så ordet grundlægger-acarya symboliserer selve Srila Prabhupada og er på en måde ISKCON’s enhed. Derfor skal han udgøre en uundgåelig fremherskende følt tilstedeværelse i alle hengivnes liv, uanset hvem der ellers gør tjeneste som deres siksa- eller diksa-guruer. Guruer, der stadig er manifesteret i verden, vil naturligt gøre et mere levende indtryk på deres tilhængere end dem, der er umanifesteret i form. Fordi Srila Prabhupadas person som sådan nu er umanifesteret, er det nødvendigt, at dette fravær af vapu [fysisk tilstedeværelse] kompenseres af en konstant dybere og dybere erkendelse af hans manifestation som vani [instruktion], sådan som han selv lærte det.

Det er nødvendigt, at en sådan tilstedeværelse bliver lige så meget en del af ISKCON’s struktur, som den særlige karakter af dens kultur er det, så hans tilstedeværelse ikke vil blive mindre på det tidspunkt, hvor alle dem, der personligt har kendt Srila Prabhupada, er fulgt med ham bort fra denne verden.

Det vil have mange konsekvenser at gøre Srila Prabhupadas position som grundlægger-acarya til en realitet. Blandt dem er: 1) Den ene generation efter den næste vil kunne modtage den særlige nåde, som Srila Prabhupada tilbyder. 2) Ved at søge fuldstændig tilflugt hos Srila Prabhupada som siksa-guru i hans vani-manifestation vil alle lærere i ISKCON, uanset hvilket niveau af fremskridt de er på, autentisk kunne videregive Srila Prabhupadas egentlige lære og derigennem tilbyde alle virkelig vejledning og beskyttelse. 3) Srila Prabhupadas aktive tilstedeværelse vil sikre ISKCON’s enhed og integritet. 4) ISKCON’s lære vil forblive konstant over tid og rum. 5) Srila Prabhupadas realiserede viden, der udrustede ham med den særlige kraft til at sprede Krishna-bevidsthed, vil ikke blot blive bevaret, men også videreudviklet. 6) Hans bøger vil forblive centrale for us, for de indeholder erkendelser og instruktioner, der først kan blive til virkelighed efter udviklinger i fremtiden. 7) Srila Prabhupadas øjne vil for altid være den linse, gennem hvilke alle fremtidige generationer ser vores forudgående acaryaer.

 

Srila Prabhupada, the Founder-acarya of ISKCON kan hentes gratis som pdf-fil på http://www.founderacharya.com/