A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada fødtes som Abhay Caran De i 1896 i Calcutta. Han mødte sin åndelige mester Bhaktisiddhanta Sarasvati i 1922 og blev indviet af ham i Gaudiya-vaisnava-traditionen i 1933. Allerede ved deres første møde i 1922 bad Bhaktisiddhanta Sarasvati den unge Abhay udbrede kendskabet til Caitanyas lære i den engelsktalende verden.

På den tid var Abhay nygift med kone og lille barn og kunne ikke se, hvordan han kunne hjælpe sin åndelige mester i hans mission. Han glemte den dog aldrig, og han forsøgte på sin egen måde med de midler, han rådede over. Han startede et magasin på engelsk, Back to Godhead, i 1944, arbejdede på en kommenteret engelsk oversættelse af Bhagavad-gita og tænkte ofte over, om han ikke på et tidspunkt i livet skulle være i stand til at opfylde sin åndelige mesters ønske.

I begyndelsen af 1950’erne valgte Srila Prabhupada at gå videre fra familielivet til forsagelsens livsorden, sannyasa. I vedisk kultur er dette ikke ualmindeligt. En familiefar overlader ansvaret for familien til en voksen søn for at kunne bruge resten af sit liv på åndelige aktiviteter, i sidste ende som en god forberedelse til døden og den næste tilværelse. Srila Prabhupada benyttede sig af denne mulighed til at frigøre sig fra alle andre forpligtelser end dem, han havde over for sin åndelige mester. Fra da af havde han kun ét mål i livet. Han arbejdede målbevidst på at komme til Vesten. Som forberedelse skrev han tre bøger til at have med sig, en kommenteret oversættelse på engelsk af den første af Srimad-Bhagavatams tolv bøger [Srimad-Bhagavatam er et andet centralt vedisk værk]. Det lykkedes ham at overtale en skibsreder til at give ham en fribillet til Jaladuta, et fragtskib, der sejlede i rutefart imellem Indien og Amerika, og den 13. august 1965 gik han om bord på skibet som eneste passager. Hans ejendele udgjorde en kuffert, en paraply, en sæk tørrede gryn, syv dollars i indisk valuta og nogle kasser med hans egne bøger.

Da Jaladuta lagde til i New Yorks havn 37 dage senere, gik han fra borde uden at vide, om han skulle gå til højre eller venstre. Han ankom til USA næsten 70 år gammel uden penge, venner eller tilhængere, godt helbred eller nogen klar ide om, hvad han nu skulle gøre. Hans eneste styrke var en urokkelig tro på, at Krishna havde en plan, og han bad til, at Han ville bruge ham i den plan, hvis Han ønskede det.

De første to måneder i USA boede han hos en familie, som han indirekte kendte svagt fra Indien. Derefter rejste han alene til New York, og her begyndte han at holde foredrag i et lejet butikslokale og synge Hare Krishna med mellemrum i en park, hvor flere unge mennesker begyndte at interessere sig for den eksotiske swami. 

I august 1966 grundlagde han Det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed (forkortet som ISKCON) uden dog at have en eneste fast tilhænger. Hans første disciple kom først nogle måneder senere. Med tålmodighed og vedholdenhed lykkedes det ham at få startet et lille tempel i New York, og et halvt år senere startede han nummer to i San Francisco. Gradvist blev flere tilhængere tiltrukket til hans ligefremme, men dybtgående forklaringer af den vediske filosofi, hans personlige renhed og uselviskhed og den interessante åndelige kultur og levestil, han stod for. Pludselig fængede hans bevægelse som en løbeild, og på få år gik ISKCON fra at være ingenting til at have tusinder af medlemmer og templer verden over. Hare Krishna blev et dagligdagsbegreb.

Da Srila Prabhupada tolv år senere døde i Vrindavana, Indien, var den Krishna-bevidste lære blevet udbredt til de fleste større byer, og hans internationale samfund bestod af tusinder af disciple og tilhængere. Han havde etableret 108 templer på seks kontinenter og rejst Jorden rundt tolv gange for personligt at uddanne sit voksende samfunds medlemmer.

Som om dette ikke var nok for en mand i hans alder, havde han også skrevet og oversat 51 bøger om den vediske filosofi og fået dem udgivet på 28 sprog. Han havde givet tusinder af foredrag, skrevet tusindvis af breve og mødtes personligt med tusinder af tilhængere og beundrere såvel som kritikere og modstandere. Han havde vundet agtelse i lærde kredse som sin tids ypperligste repræsentant for den vediske tradition, og hans bøger var blevet standardlæsning på mange universiteter.

Srila Prabhupada døde den 14. november 1977. I det samfund, han grundlagde, mærkes hans tilstedeværelse dog lige så stærkt som i tiden før hans bortgang, og hans lære og instruktioner er blevet fastsat for altid som den urokkelige norm i ISKCON, det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed.