– Af Satsvarupa Dasa Goswami –
I sine sidste dage i Vrindavana i 1977 plejede Srila Prabhupada at blive båret op og ned ad trapperne i en palankin eller bærestol. Han havde for vane at hvile sig om dagen i sin seng på taget.
En dag, da de var på vej op ad den smalle trappegang fra gulvetagen til taget, bar Satadhanya Maharaja den bageste del af Prabhupadas palankin i dens to håndtag, imens en anden mand bar den forreste del. Tamala Krishna Gosvami ledte gruppen, og Upendra Dasa fulgte bagefter med Prabhupadas drikkekrukke og vattæppe.
Pludselig begyndte Prabhupada at le ubehersket. De hengivne var forbavsede, for Srila Prabhupada var meget syg og havde været tavs og alvorlig.
”Vil I høre en sjov historie?” spurgte han.
De svarede alle: ”Ja, Prabhupada!”
“Lad os gå ned igen. Der kan jeg fortælle den.”
Imens Upendra styrtede af sted efter sin båndoptager, bar de andre Srila Prabhupada op til taget, anbragte ham i hans seng og satte sig ved hans fødder. Srila Prabhupadas krop var udtæret fra flere måneders faste, og han lagde sig ned, men fortsatte med at le.
”Der er et bengalsk ordsprog,” startede han. ”Garib manus ca chinga khai hakta gelo gauda jaya.” Blot at sige det fik Prabhupada til at le endnu mere. De hengivne var fortsat mystificerede og forventningsfulde.
”Nu vil jeg forklare den,” fortsatte Srila Prabhupada. “Garib manus. Garib betyder ‘fattig’, og manus betyder ‘mand’.” Igen brød Srila Prabhupada ud i latter. Hans udmagrede krop rystede, og hele hans ansigt var et stort smil. “Ca chinga khai,” sagde han videre. “Ca chinga betyder ‘græshoppe’. Khai betyder ‘spiser’. Så denne fattige mand har intet andet at spise end nogle græshopper, som han finder her og der og spiser. Garib manus ca chinga khai hakta gelo. Men når han skal på toilettet og besørge sig – gauda jaya – så rider han på en stor hvid hest.”
Prabhupada lo højt, og alle de hengivne så til i forbløffelse. Så vendte Prabhupada sig til Upendra og spurgte: ”Forstår du?” Upendras blev rød i ansigtet, fordi han ikke forstod noget som helst. Satadhanya Maharaja tænkte: ”Jeg håber ikke, at Prabhupada spørger mig.” Satadhanya vendte sig til Tamala Krishna Maharaja og hviskede: “Tamala, forstår du?” Tamala Krishna Maharaja nikkede usikkert og svarede: ”Ja,” men sagde ellers intet.
Prabhupada fortsatte: ”Se bare. Garib manus. Han er en fattig mand, der kun spiser græshopper. Men når han skal besørge sig, rider han på en stor hvid hest.” Da Prabhupada så, at de ikke fattede, hvad han talte om, forklarede han videre: ”På samme måde er jeg en sannyasi. Så en sannyasi er en tigger, en fattig mand. Jeg er en fattig mand, men når jeg skal sove, må fire mænd bære mig i en palankin.”
På denne måde endte de alle med at le og nyde Prabhupadas historie, men ikke helt så meget, som Prabhupada selv gjorde det.
Denne historie blev fortalt Satadhanya Swami i et interview. Satadhanya Swami kunne give de præcise bengalske detaljer, fordi han selv talte sproget. Engang, da han var sammen med Srila Prabhupada og nogle gæster inklusive Prabhupadas gudsbroder Krishna Dasa Babaji, lykkedes det Satadhanya Swami at glæde Srila Prabhupada med sit bengalske. Satadhanya Maharaja sagde på et tidspunkt på bengalsk til en af gæsterne: ”Det er bedre, at du går nu, for Guru Maharaja har brug for at hvile sig. Han har det ikke så godt. Kom tilbage på næste tirsdag i stedet.” Da Krishna Dasa Babaji, der altid lo, hørte Satadhanya Maharaja tale bengalsk, rullede han næsten rundt på gulvet i ubehersket latter. Han slog Prabhupada på ryggen, og så begyndte Prabhupada også at le. Prabhupada vendte sig til Krishna Dasa Babaji og sagde på bengalsk: “Kubh bhal bangla jane,” hvilket betyder: ”Han taler rigtigt godt bengalsk.” Herefter fortsatte Prabhupada og hans gudsbroder med at le.