Bortgang den 9. juni 2021
Den 9. juli er det Srila Bhaktivinoda Thakuras bortgangsdag. I den anledning bringes en kort biografi over hans liv. Længere biografier er blevet bragt ved adskillige lejligheder i Nyt fra Hare Krishna igennem årene. Forfatteren til denne biografi er ukendt.
Srila Bhaktivinoda Thakura blev født i 1838 som Kedarnatha Datta i Birangara, Bengalen. Som den yngste af syv sønner var hans far, Raja Krisananda Datta, en stor hengiven af Herren Nityananda. Familien var ret velstående, indtil Kedarnathas far døde i 1849, hvor den blev kastet ud i dyb fattigdom. I 1850 arrangerede Kedarnathas mor hans ægteskab med den fem år gamle datter af Madhusudana Mitra Mahasaya, en beboer i Rana Ghata.
Kedarnatha blev undervist af sin onkel Kasiprasada Ghosh Mahasaya Thakura i dennes hjem i Calcutta. Kasiprasada havde studeret inden for det engelske uddannelsessystem. Han var en central skikkelse i mange litterære kredse og redaktør for The Hindu Intelligencer. Kedarnatha studerede sin onkels bøger og hjalp ham med artikler til avisen. Han blev kyndig i engelsk som læser, taler og skribent. Da han var 18, kom han på universitet i Calcutta, hvor han skrev omfattende på både engelsk og bengalsk (hans essays blev offentliggjort lokalt). Han talte også ofte på begge sprog. Hans bedste ven i disse år var Sriman Dvijendranatha Thakura, Maharsi Devendranatha Thakuras ældste søn.
Efter at have set korruptionen inden for forretningsverdenen besluttede Kedarnatha at blive skolelærer. Han oprettede en engelsk skole i Kendrapara, en landsby nær Chutigrama i Orissa, og banede således vej for engelsk uddannelse i staten. Et stykke tid senere tog han til Puri og bestod sin lærereksamen. Han blev ansat som skolelærer i en skole i Cuttack og blev senere rektor, først i en skole i Bhadraka og derefter i Madinipura. Hans pligtopfyldende arbejde blev bemærket af skoleautoriteterne. Som rektor studerede Bhaktivinoda forskellige religioner og kom til erkendelsen, at den eneste virkelige religion, der, om end ikke særlig godt, fandtes i Bengalen, var Sri Caitanya Mahaprabhus.
I Bhadraka fødtes hans første søn, Annada Prasada (Acyutananda) i 1860. Efter hans hustru døde, giftede han sig med Bhagavati Dey i byen Jakapura.
I 1861 accepterede Bhaktivinoda offentlig tjeneste som fuldmagtsdommer i Bengalen. I de følgende år fik han adskillige regeringsposter, hovedsageligt som fuldmagtsdommer forskellige steder i Bengalen. Han læste Sri Caitanya-caritamrta gentagne gange. Hans tro på Krishnabevidsthed voksede, indtil han var fuldstændigt absorberet i de rene bhakti-sastraer dag og nat.
Imellem årene 1874 og 1893 tilbragte Bhaktivinoda Thakura megen tid i afsondring for at recitere det hellige navn (selv om han stadig passede sine verdslige pligter). Han skrev flere bøger på sanskrit såsom Sri Krsna samhita, Tattva-sutram, Tattva-viveka og Datta-kaustubha. Han skrev også mange bøger på bengalsk såsom Kalyana-kalpataru. Srila Bhaktivinoda Thakura var en enestående intellektuel og skrev i løbet af sit liv mindst et hundrede bøger, en karriere, der startede, da han var 12. Han talte bengalsk, sanskrit, engelsk, latin, urdu, persisk og oriya. Det lykkedes ham at skaffe og skrive en sanskritkommentar til Caitanyopanisada. Hans andre litterære værker inkluderer Sri Caitanya Siksamrta og Vaisnava-siddhanta-mala, Prema-pradipa og Manah-siksa.
Imens Srila Bhaktivinoda Thakura var i Puri, blev han administrator for Jagannatha-templet. Han etablerede punktlig tilbedelse af Deiteten. I tempelgården etablerede han en ’Bhakti Mandapa’, hvor der afholdtes daglige forelæsninger over Srimad-Bhagavatam. Srila Bhaktivinoda Thakura ville tilbringe mange timer med at diskutere Krishna og recitere det hellige navn, specielt i Tota-Gopinatha Mandir, ved Haridasa Thakuras grav (Siddha Bakula) og i Gambhira.
Som familiemand var Bhaktivinoda gift to gange og havde ti børn, blandt hvilke var den store vaisnava-lærde Sri Srimad Bhaktisiddhanta Sarasvati (Siddhanta Sarasvati Thakura). Bimala Prasad, som Bhaktisiddhanta Sarasvati oprindeligt hed, var Bhaktivinodas fjerde søn og blev født i Sri Purusottama Ksetra (Jagannatha Puri) den 6. februar 1874 som svar på Bhaktivinodas bøn til Herren om ”at sende en stråle af Visnu” til at prædike Sri Caitanya Mahaprabhus budskab over hele verden. Sri Srimad Bhaktisiddhanta Sarasvati blev senere A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupadas åndelige mester.
Som hengiven udviste Bhaktivinoda stor ydmyghed. Han havde urokkelige moralske standarder og ville ikke acceptere gaver fra nogen. Selv i sine offentlige pligter afviste han alle æresbevisninger og titler.
Da Srila Bhaktivinoda Thakuras syvende søn blev født, tog han pancaratrika-diksa-initiering fra Bipin Bihari Gosvami, der var en efterkommer i Jahnava-familien fra Baghnapara. I 1881 begyndte Bhaktivinoda Thakura at udgive Sajjanatosani, hans vaisnava-tidsskrift. Srila Bhaktivinoda Thakura havde tidligere foretaget pilgrimsrejser til Kasi, Prayaga, Mathura og Vrindavana i 1866. Ved afslutningen på sit ophold i Naraila ønskede han igen at se Vrajas land, hvor han mødte Srila Jagannatha Dasa Babaji og accepterede ham som sin evigt tilbedelsesværdige siksa-guru (instruerende åndelige mester).
Fra Vrindavana rejste han til Calcutta og købte et hus. Han startede daglig tilbedelse af Sri Giridhari (Krishnas transcendentale form, der viste sig i form af Govardhanabjerget) og kaldte huset Bhakti-bhavana. I 1881 under udgravningen til opførelsen af Bhakti-bhavana i Rambagan i Calcutta blev en Deitet af Kurmadeva afdækket. Bhaktivinoda betroede sin søn Bimala med tjenesten til Kurmadevas Deitet. I Calcutta startede Srila Bhaktivinoda Thakura selskabet Sri Visva-Vaisnava Sabha, der var viet til at prædike ren bhakti, sådan som det blev lært af Herren Caitanya. For at gøre selskabets arbejde kendt udgav Srila Bhaktivinoda Thakura et lille hæfte med titlen Visva-Vaisnava-kalpavi.
Han udgav også sin egen udgave af Sri Caitanya-caritamrta med sin kommentar Amrta-prabhava Bhasya. Og han introducerede Caitanyabda eller Caitanya-æra-kalenderen og hjalp med udbredelsen af Caitanya Panjika, der etablerede Gaura Purnimas festivaldag.
Han gav forelæsninger og afholdt læsninger over bøger som Bhakti Rasamrta Sindhu af Srila Rupa Gosvami i forskellige vaisnava-selskaber. Han udgav The Hindu Herald, et engelsk tidsskrift, og en detaljeret redegørelse over Sri Caitanyas liv.
Det var på den tid, at lærde vaisnavaer anerkendte Kedaranatha Datta og gav ham ærestitlen Bhaktivinoda Thakura.
Bhaktivinoda rejste og prædikede vidt og bredt. I 1891 tog han orlov fra sit regeringsembede i to år for at gøre dette. Han talte i klubber, selskaber og organisationer. Under den tid fortsatte han med at skrive og åbnede mange afdelinger af Nama Hatta i forskellige distrikter i Bengalen. Nama Hatta blev en selvkørende succes, der fortsatte med at spredes, selv efter at han var vendt tilbage til sit regeringsarbejde.
Imens Bhaktivinoda Thakura var udstationeret i Krishanagar, fandt han sammen med Jagannatha Dasa Babaji Maharaja Herren Caitanyas fødested i året 1887. Efter at fødestedet var blevet opdaget, tilbad Srila Bhaktivinoda Thakura og Srila Jagannatha Dasa Babaji Herren Caitanya der.
I 1908 antog Srila Bhaktivinoda Thakura den ydre vesa-klædning som en babaji i Satasana, Puri. Med andre ord accepterede han paramahamsa-sannyasa. Indtil 1910 rejste han frem og tilbage mellem Calcutta og Puri og skrev fortsat bøger. I 1910 lukkede han sig fuldstændigt inde og gik i samadhi under påskud af at være blevet lammet.
Den 23. juni 1914 gik Srila Bhaktivinoda Thakura Prabhupada bort i Jagannatha Puri. Denne dag er også Sri Gadadhara Panditas bortgangsdag.
Hentet fra http://kksongs.org/authors/bio/bvt_bio.html.