Fremkomstdag onsdag den 15. februar 2017

Bhaktisiddhanta Sarasvati blev født som Bimala Prasada Datta den 6. februar 1874 i Puri, Orissa. Han var søn af Kedarnatha Datta eller Bhaktivinoda Thakura, der selv var en berømt bengalsk mester, filosof og lærer inden for Gaudiya-vaisnava-traditionen. Bimala Prasada fik både en vestlig og traditionel indisk uddannelse og befæstede gradvist sig selv som en førende intellektuel blandt bhadralokaerne (de vestligt uddannede og oftest hinduistiske bengalere i kolonitidens Calcutta), hvilket gav ham titlen Siddhanta Sarasvati (”højdepunktet af visdom”).

På sin far og åndelige mesters instruktion tog Bimala Prasada initiering (diksa) i Gaudiya-vaisnavismen fra vaisnava-asketen Gaurakisora Dasa Babaji, der gav ham navnet Sri Varsabhanavi-devi-dayita Dasa (”tjener af Krishna, der er Radhas elskede”), og viede sit liv til en streng asketisk disciplin, recitation af Hare Krishna-mantraet og studier af den klassiske vaisnava-litteratur.

Efter sin fars død og et år senere sin gurus død accepterede Bimala Prasada i 1918 sannyasa-ordenen, hvorved han blev kendt som Bhaktisiddhanta Sarasvati Goswami. Samme år åbnede Bhaktisiddhanta Sarasvati sin organisations første center i Calcutta, hvor det senere blev kendt som Gaudiya Matha. Det udviklede sig til en dynamisk missionerende uddannelsesinstitution med 64 afdelinger over hele Indien og tre udenlandske centre (i Burma, England og Tyskland). Gaudiya Matha udbredte Gaudiya-vaisnavismens lære gennem daglige, ugentlige og månedlige blade og tidsskrifter, autoriserede vaisnava-bøger og offentlige programmer såvel som gennem nyskabelser som ”teistiske udstillinger”. På grund af sin intense og ligefremme tale og sin skriftlige stil var Bhaktisiddhanta Sarasvati kendt som ”acarya-kesari” (”løve-guruen”). Han kæmpede imod advaita, den monistiske fortolkning, der af mange i Indien blev anset for at være den rigtige forståelse af Vedaerne, og arbejdede for at etablere den traditionelle personalistiske krishna-bhakti som Vedaernes fuldbyrdelse og højeste syntese. På samme tid rettede Bhaktisiddhanta Sarasvati igennem foredrag og på skrift sit skyts imod både smarta-brahmanaernes ritualistiske kastebevidsthed og de sensuelle sædvaner blandt talrige udløbere af Gaudiya-vaisnavismen, og kaldte dem apasampradayaer, afvigelser fra den oprindelige Gaudiya-vaisnavisme, der blev givet i 1500-tallet af Caitanya Mahaprabhu og Hans nære efterfølgere.

Missionen, der blev startet af Bhaktivinoda Thakura og videreudviklet af Bhaktisiddhanta Sarasvati, etablerede sig som den mest kraftfulde reformbevægelse inden for vaisnavismen i Bengalen i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Gaudiya Matha blev dog indviklet i interne stridigheder efter Bhaktisiddhanta Sarasvatis bortgang i 1937, og den fælles mission i Indien blev reelt splittet op. Den genvandt først sit momentum, da det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed (ISKCON) blev grundlagt af Srila Bhaktisiddhantas discipel A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada i New York i 1966 og igen satte gang i udbredelsen af Gaudiya-vaisnava-læren over hele verden.

Fødsel og barndom

Bhaktisiddhanta Sarasvati blev født som Bimala Prasada i staten Orissa kl. 15.30 den 6. februar 1874 i byen Puri, der er berømt for sit ældgamle tempel for Herren Jagannatha. Huset, hvor han fødtes, havde hans forældre lejet fra en forretningsmand fra Calcutta, Ramacandra Arhya, og lå nogle hundrede meter fra Jagannatha-templet på Grand Road, det traditionelle sted for den berømte Rathayatra-festival.

Bimala Prasada var det syvende af Kedarnatha Datta og Moder Bhagavati Devis fjorten børn. De var overbeviste vaisnavaer og tilhørte det bengalske kayastha-samfund. På den tid arbejdede Kedarnatha Datta som underretsdommer og var også tilsynsførende for Jagannatha-templet. Sin fritid brugte han på at studere sanskrit og læse i Srimad-Bhagavatam under ledelse af lokale panditaer. Han udforskede, oversatte og udgav Gaudiya-vaisnava-litteratur og skrev også sine egne bøger på bengalsk, sanskrit og engelsk.

Bimala Prasadas fødsel faldt sammen med den voksende indflydelse fra bhadraloka-samfundet, en privilegeret klasse af bengaler, for de flestes vedkommende hinduer, der gjorde tjeneste i den engelske administration i stillinger, der krævede vestlig uddannelse og færdigheder i engelsk og andre sprog. Under indflydelse af Vestens og englændernes værdier inklusive disses nedladende holdning over for Indiens religiøse og kulturelle traditioner begyndte bhadralokaerne selv at stille spørgsmål ved og omvurdere grundprincipperne i deres egen religion og sædvaner. Forsøget på at rationalisere og modernisere hinduismen, så den var mere i overensstemmelse med det vestlige livssyn, gav ophav til den historiske periode, der kaldes den bengalske renæssance, under ledelse af prominente reformister som Rammohan Roy og Swami Vivekananda. Denne udvikling førte til en bred opfattelse i både Indien og Vesten af moderne hinduisme som det samme som Advaita Vedanta, der er en ide om det guddommelige som blottet for form og personlighed, og som blev hyldet af sine tilhængere som den ”evige filosofi” og ”religionernes moder”. Som resultat blev andre retninger inden for hinduismen inklusive bhakti gradvist i den bengalske hindumiddelklasses sind henvist til det obskure og blev ofte set som en ”reaktionær og forstenet rodebunke af tomme ritualer og afgudedyrkelse.”2,3

På samme tid bidrog nationalistisk røre i Calcutta, den daværende hovedstad for det engelske imperium i Sydasien, social ustabilitet i Bengalen og indflydelsen fra kristne og viktorianske følelser til en ide om den ellers hidtil populære tilbedelse af Radha-Krishna og Caitanya Mahaprabhu som irrelevant og amoralsk. Den voksende offentlige afvisning af Gaudiya-vaisnavismen blev forstærket af de fleste Gaudiya-vaisnavaers lavere sociale status såvel som de erotiske og tantriske sædvaner blandt sahajiyaerne, der hævdede at være tæt beslægtet med Gaudiya-skolen. Disse negative opfattelser førte til en stor tilbagegang for vaisnava-kulturen og pilgrimssteder i Bengalen såsom Navadvipa, Herren Caitanyas fødested.

For at modvirke forfaldet af vaisnavismen i Bengalen og udbredelsen af ikke-dualismen blandt bhadralokaerne dannede tidens intellektuelle blandt vaisnavaerne en ny religiøs retning under ledelse Sisir Kumar Ghosh (1840–1911) og hans brødre. I 1868 startede Ghosh-brødrene vaisnava-avisen Amrita Bazar Patrika, der blev et af de mest populære engelske medier i Indien og ”holdt vaisnavismen i live blandt middelklassen.”4,5

Bimala Prasadas far, Kedarnatha Datta, var også et fremtrædende medlem af denne kreds inden for Gaudiya-vaisnava-intelligentsiaen og spillede en afgørende rolle i deres forsøg på at genoplive vaisnavismen. Hans litterære og åndelige præstationer gav ham senere ærestitlen Bhaktivinoda.

Efter at være blevet udstationeret i 1869 i Puri som underretsdommer følte Kedarnatha Datta behov for hjælp i sit forsøg på at udbrede Gaudiya-vaisnavismen både inden for og uden for Indien. Efter sigende talte Deiteten af Herren Jagannatha personligt en nat til Kedarnatha i en drøm: ”Jeg førte dig ikke til Puri for at ordne juridiske anliggender, men for at etablere vaisnava-siddhantaen.” Kedarnatha svarede: ”Din lære et blevet voldsomt undertrykt, og det er ikke i min magt at genrejse den. Det meste af mit liv er gået, og jeg har andre ting at gøre, så send venligst en eller anden fra Din personlige stab, så jeg kan starte denne bevægelse.” Jagannatha bad da Kedarnatha om at bede om en hjælper til Deiteten af gud-inden Bimala Devi, der tilbedes i Jagannatha-templet. Da hans hustru fødte endnu en søn, kædede Kedarnatha dette sammen med den guddommelige drøm og gav sin søn navnet Bimala Prasada (”Bimala Devis nåde”). Den samme beretning nævner, at ved hans fødsel var barnets navlestreng viklet rundt om hans krop ligesom en hellig brahmana-tråd (upavita) og efterlod et vedvarende mærke på huden som en forudsigelse om hans fremtidige rolle som en religiøs leder.

Uddannelse

Den unge Bimala Prasada, der ofte kærligt blev kaldt Bimala, Bimu eller Binu, indledte sin formelle uddannelse i en engelsk skole i Ranaghat. I 1881 blev han flyttet til The Oriental Seminary i Calcutta, og i 1883, da Kedarnatha blev udstationeret som overretsdommer i Serampore ved Hooghly, blev Bimala Prasada optaget i den lokale skole. Ni år gammel havde han lært Bhagavad-gitas 700 sanskritvers udenad. Lige fra sin barndom udviste Bimala Prasada en sans for streng moralsk opførsel, en skarp intelligens og en fotografisk hukommelse. Han fik ry for at kunne huske passager fra en bog efter kun at have læst den én gang og lærte hurtigt nok til at kunne forfatte sine egne digte på sanskrit. Hans levnedskildnere bemærkede, at selv på sine sidste dage kunne Bhaktisiddhanta Sarasvati huske passager ordret fra bøger, han havde læst i sin barndom, hvilket gav ham tilnavnet ”det omvandrende leksikon”.

Tidligt i 1880erne initierede Kedarnatha Datta ham i harinama-japa, recitationen af Hare Krishna-mantraet på en perlekæde.

In 1885 grundlagde Kedarnatha Datta Vishva Vaishnava Raj Sabha (”det Kongelige Verdensselskab af Vaisnavaer”). Selskabet, der bestod af ledende bengalske vaisnavaer, stimulerede Bimalas intellektuelle og åndelige vækst og inspirerede ham til at gå i gang med et dybtgående studium af både klassiske og moderne vaisnava-tekster. Bimalas interesse i vaisnava-filosofien fik yderligere næring af The Vaishnava Depository, et bibliotek og en trykpresse, der blev startet af Bhaktivinoda Thakura i hans eget hjem for systematisk at kunne præsentere Gaudiya-vaisnavismen. I 1886 begyndte Bhaktivinoda at udgive et månedligt magasin på bengalsk, Sajjana-tosani (”Kilden til glæde for de hengivne”), hvor han udgav det, han selv skrev om Gaudiya-vaisnavismens filosofi og historie sammen med boganmeldelser, digte og romaner. Den tolvårige Bimala Prasada hjalp sin far som korrekturlæser, hvilket gjorde ham fortrolig med bogtrykkerkunsten såvel som med de intellektuelle diskussioner blandt bhadralokaerne.

I 1887 begyndte Bimala Prasada at gå i The Calcutta Metropolitan Institution, der gav en omfattende moderne uddannelse til unge bhadralokaer. Samtidig med at han læste de obligatoriske fag, syslede han med studier i sanskrit, matematik og jyotisa (traditionel indisk astronomi). Hans kyndighed inden for sidstnævnte blev hurtigt anerkendt af hans lærere, der gav ham ærestitlen”Siddhanta Sarasvati”, som han tog til sig som sit forfatternavn fra da af. Derefter blev Bimala optaget på Sanskrit College, en af Calcuttas bedste skoler for klassisk vedisk undervisning, hvor han føjede indisk filosofi og oldtidshistorie til listen over sine studier.

Undervisning

I 1895 afbrød Siddhanta Sarasvati sine studier på Sanskrit College på grund af en uenighed om nogle astronomiske beregninger med rektoren, Mahesh Chandra Nyayratna. Kongen af Tripura, Bir Chandra Manikya, der var en god ven af hans far, tilbød Sarasvati en position som sekretær og historiker ved det kongelige hof, hvilket gav ham økonomisk uafhængighed til at fortsætte sine studier på egen hånd. I det kongelige bibliotek fordybede han sig i både indiske og vestlige bøger om historie, filosofi og religion og startede sin egen astronomiskole i Calcutta. Efter kongens død i 1896 bad hans arving, Radha Kishore Manikya, ham om at undervise paladsets prinser og tilbød ham pension med fuld løn, hvilket Sidd-hanta Sarasvati accepterede indtil 1908.

Selv om han var udrustet med en fremragende moderne såvel som traditionel uddannelse og en misundelsesværdig social status blandt de intellektuelle og politiske eliter i Calcutta og Tripura sammen med de faciliteter, dette førte med sig, begyndte Siddhanta Sarasvati at stille spørgsmål ved sine valg i livet på et tidspunkt, som mange ville anse for at være højdepunktet af succes. Hans selvransagelse fik ham til at ønske at opgive trygheden i sin bhadraloka-livsstil og søge efter en asketisk åndelig lærer. På Bhaktivinodas styring henvendte han sig til Gaurakisora Dasa Babaji, der ofte besøgte Bhaktivinodas hjem og var berømt for sin askese og bhakti. I januar 1901 accepterede Siddhanta Sarasvati ham som sin guru, der gav ham et nyt navn, Sri Varsabhanavi-devi-dayita Dasa (”Tjener af Krishna, der er Radhas elskede”).

Mødet med og initieringen fra Gaurakisora Dasa Babaji, der var analfabet, men alligevel en højt respekteret personlighed, forvandlede Siddhanta Sarasvati. Da Bhaktisiddhanta Sarasvati senere reflekterede over sit møde med sin guru, mindedes han:

”Det var skæbnens gunst, at jeg var i stand til fuldt ud at forstå sproget og den praktiske side ved hengivenhed, efter at jeg havde mødt min praktiserende mester [Gaura Kisora Das Babaji] … Ingen uddannelse kunne have forberedt mig på det gode held, som det var at forstå min mesters mentalitet … Før jeg mødte ham, var det mit indtryk, at det, der blev skrevet om i den hengivne skole, ikke til fulde kunne virkeliggøres i et praktisk liv i denne verden. Mit studium af min mester og derpå studiet af bøgerne sammen med Thakura Bhaktivinodas forklaringer gav mig rig mulighed for at gøre fremskridt imod et ægte åndeligt liv. Før jeg mødte min mester, havde jeg ikke skrevet noget om virkelig religion. Op til den tid var min ide om religion begrænset til bøger og et strengt etisk liv, men den slags liv blev oplevet som ufuldkomment, medmindre jeg kom i berøring med den praktiske side af tingene.”6

Efter at være blevet initieret tog Siddhanta Sarasvati på en pilgrimstur til Indiens hellige steder. Han opholdt sig først i et år i Jagannatha Puri, og i 1904 rejste han til Sydindien, hvor han undersøgte forskellige retninger inden for hinduismen, i særdeleshed de gamle og meget aktive Sri og Madhva vaisnava-sampradayaer. Han slog sig til sidst ned i Mayapura 130 km nord for Calcutta, hvor Srila Bhaktivinoda havde købt et stykke jord på det sted, hvor Caitanya Mahaprabhu ifølge hans undersøgelser var født i 1486. På det tidspunkt føjede Bhaktivinoda titlen ”Bhakti” til Siddhanta Sarasvatis navn i anerkendelse af hans kendskab til vaisnava-traditionerne.

Fra 1905 begyndte Bhaktisiddhanta Sarasvati at give offentlige foredrag om Caitanya Mahaprabhus filosofi og lære og tiltrak en tilhængerskare blandt uddannede unge bengalere, af hvilke nogle blev hans elever. Imens han hjalp Bhaktivinoda Thakura med at udvikle hans projekt i Mayapura, aflagde Bhaktisiddhanta et løfte om at recitere en milliard navne på Krishna med Hare Krishna-mantraet, hvilket tog ham næsten ti år at fuldføre.

Brahmanaer og vaisnavaer

Uden på nogen måde at føle sig ”lav” på grund af sin fødsel i en såkaldt lavere kayastha-familie blev Bhaktisiddhanta alligevel hurtigt konfronteret med modstand fra Navadvipas ortodokse brahmanaer, der hævdede, at fødsel i en brahminsk familie var nødvendig for at kunne tilbede Deiteter af Visnu. Et afgørende øjeblik i denne gærende konfrontation fandt sted den 8. september 1911, da Bhaktisiddhanta var inviteret til en konference i Balighai, Midnapore, hvor vaisnavaer fra Bengalen og andre steder mødtes for at diskutere brahmanaernes og vaisnavaernes kvalifikationer. Debatten samlede sig om to spørgsmål: hvorvidt de, der ikke var født som brahmanaer, men initieret som vaisnavaer, var kvalificerede til at tilbede en salagrama-sila (en hellig sten, der er en Deitet af Visnu, Krishna eller andre guddomme), og om de kunne give initiering i vaisnava-traditionens hellige mantraer.

Bhaktisiddhanta Sarasvati accepterede invitationen og præsenterede en tekst, Brahmana o Vaisnava (Brahmana og vaisnava). Efter at have prist den vigtige position, som brahmanaer har som kulturbærere af åndelig og ritualistisk viden, gik Bhaktisidd-hanta videre og fastslog gennem referenser til skrifterne, at vaisnavaer fortjener endnu mere respekt på grund af deres hengivne tjeneste. Han beskrev varnasrama-systemet og dets ledsagende renhedsritualer som gode for den enkelte person, men også som for nærværende plaget af misforståede sædvaner.

Debatten i Balighai endte som en triumf for Bhaktisiddhanta Sarasvati, der blev hyldet af tusinder af mennesker. Ikke desto mindre såede den mellem Navadvipas brahmanaer og Gaudiya Matha et frø af bitter rivaliseren, der varede ved i hele Srila Bhaktisiddhantas liv og tilmed truede ham på livet ved nogle lejligheder.

Bogudgivelser

I 1913 startede Bhaktisiddhanta Sarasvati en trykpresse i Calcutta og kaldte den bha-gavat-yantra (”Guds maskine”). Her begyndte han at udgive vaisnava-bøger på bengalsk såsom Caitanya-caritamrita af Krishnadasa Kaviraja sammen med sine egne kommentarer til bøgerne. Dette var typisk for Srila Bhaktisiddhantas ide om ikke at lade nogen moderne mulighed være uudnyttet i sin udbredelse af Gaudiya-vaisnavismen. Hans nye fokus på udgivelse og udbredelse af åndelig litteratur var også en instruktion, han havde fået fra sin far i et personligt brev i 1910.

Efter sin fars bortgang den 23. juni 1914 flyttede Bhaktisiddhanta Sarasvati sin trykpresse fra Calcutta til Mayapur og videre til nærliggende Krishnanagar i Nadia-distriktet. Derfra fortsatte han med at udgive Srila Bhaktivinodas Sajjana-tosani og færdiggjorde udgivelsen af Caitanya-caritamrita. Kort efter døde hans guru, Gaurakisora Dasa Babaji, også.

Med både Bhaktivinoda Thakuras og Gaurakisora Dasa Babajis død stod Bhaktisiddhanta Sarasvati alene tilbage med ansvaret for deres mission og genrejsningen af Caitanyas tradition. Efter at have overvejet, hvordan missionen bedst kunne videreføres, besluttede han sig for at blive den første sannyasi i nyere tid inden for Gaudiya-vaisnavismen. Siden der ikke var nogen anden Gaudiya-vaisnava sannyasi, som kunne initiere ham, satte han sig den 27. marts 1918 foran et billede af Gaurakisora Dasa Babaji og tildelte sig selv sannyasa­-ordenen. Fra den dag klædte han sig og levede som en vaisnava-sannyasi med navnet Bhaktisiddhanta Sarasvati Goswami.

I december 1918 åbnede Srila Bhaktisidd-hanta sit første center, som han kaldte Calcutta Bhaktivinoda Asana på adressen 1, Ultadinghee Junction Road i det nordlige Calcutta. Navnet blev ændret i 1920 til Sri Gaudiya Matha. Bhaktivinoda Asana gav sine elever logi, træning i selvdisciplin og stærk åndelig praksis såvel som en dybtgående uddannelse i forskellige vaisnava-tekster som Srimad-Bhagavatam og Vaisnava Vedanta. Det blev en model for 64 Gaudiya Matha-centre i Indien plus tre andre i London, Berlin og Rangoon, som Bhaktisiddhanta Sarasvati alle etablerede i løbet af sit liv.

Gaudiya Matha fik hurtigt ry for at være en bramfri og åbenhjertig stemme, når det kom til religiøse, filosofiske og sociale anliggender, igennem sin brede vifte af tidsskrifter, der henvendte sig til uddannede publikummer på engelsk, bengalsk, assamesisk, oriya og hindi. Disse tidsskrifter inkluderede et dagblad på bengalsk (Nadiya Prakash), ugemagasinet Gaudiya, et månedligt magasin på engelsk (The Harmonist) og et månedsmagasin på sanskrit (Shri Sajjana-toshani). Gaudiya Mathas intellektuelle og filosofiske tiltrækning var specielt åbenlys i byerne, hvor velhavende tilhængere begyndte at bidrage gavmildt til opførelsen af nye templer og stort anlagte offentlige programmer.

Gaudiya Mathas centrale ledelse bestod hovedsageligt af veluddannede bengalere og 18 sannyasier, der blev sendt ud for at starte bevægelsen i nye steder i Indien og senere i Europa. De efterhånden mange asrama-beboere bestod imidlertid af et bredt udsnit af det indiske samfund med disciple fra både uddannede bymiljøer og fra simple landsbybaggrunde. Husholderdisciple og sympatisører støttede templerne med penge, mad og frivillig arbejdskraft. Gaudiya Matha-centrene lagde stor vægt på deres beboeres personlige discipliner inklusive obligatoriske askeseløfter og daglig praktisering af hengiven tjeneste, japa-recitation af Hare Krishna, offentlig sang af Krishnas navne, faste studier af filosofien, tilbedelse i templerne og deltagelse i forelæsninger og seminarer.

Bhaktisiddhanta arvede ideen om at sprede Caitanya Mahaprabhus lære til Vesten fra sin far, Srila Bhaktivinoda Thakura. Hans mor udtrykte det samme i sit sidste ønske til ham før sin død i 1920. Derfor begyndte Bhaktisiddhanta fra begyndelsen af 1920erne at planlægge sin mission i Europa.

I 1927 introducerede han et tidsskrift på engelsk og bad engelske embedsmænd om at støtte sin bevægelse, hvilket de gradvist gjorde. Det kulminerede den 15. januar 1935 med et besøg af Bengalens guvernør, John Anderson, til Bhaktisiddhantas hovedkvarter i Mayapur. (se forsidebilledet) Efter en lang og omhyggelig forberedelse ankom tre af Bhaktisiddhantas ældre disciple den 23. juli 1933 til London. Et center blev startet i London den 24. april 1934 og nogle måneder senere åbnede de også et i Berlin. Den 18. september 1935 modtog Gaudiya Matha i Calcutta to nye tyske vaisnavaer, Ernst Georg Schulze og Baron H.E. von Queth, der kom tilbage til Indien sammen med Swami Bon.

På trods af en stor økonomisk satsning og hårdt arbejde begrænsede successen for The Gaudiya Mission i Vesten sig dog til nogle få personer, der blev interesseret i seriøst at praktisere vaisnavisme. Vigtigheden af det vestlige forehavende var ikke desto mindre hovedtemaet i Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakuras sidste offentlige tale til tusinder af hans disciple og tilhængere i Campahati, Bengalen, i 1936. I sin tale gentog Bhaktisiddhanta den bydende nødvendighed og vigtighed af at præsentere Caitanyas lære i Vesten på trods af alle kulturelle, sociale og økonomiske vanskeligheder. Han konkluderede: ”Jeg har en forudsigelse. Uanset hvor lange udsigter i fremtiden det har, vil én af mine disciple krydse havet og komme tilbage med hele verden.”7

Den 3. december 1936 svarede Bhaktisiddhanta på et brev fra sin discipel Abhay Caranaravinda De, der havde spurgt, hvordan han bedst kunne tjene sin gurus mission:

”Jeg har fuld tillid til, at du kan forklare vores tanker og argumenter på engelsk til folk, der ikke er fortrolige med andre medlemmers sprog. Dette vil være meget godt for dig såvel som for dit publikum. Jeg har ethvert håb om, at du kan udvikle dig til at blive en meget dygtig engelsk prædikant, hvis du tjener missionen ved at indskærpe de nye ideer for folk generelt og specielt den moderne tids og religioners filosoffer.”8

Kort derefter døde Bhaktisiddhanta Sarasvati den 1. januar 1937 i en alder af 62 år. Men Abhay Caranaravinda De, der senere blev kendt som A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada, opfyldte fra 1965 til 1977 Srila Bhaktisiddhantas profeti ved at sprede Krishna-bevidsthed over hele verden og også bringe hele verden tilbage til Mayapura.

1 Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/Bhaktisiddhanta_Sarasvati.

2 Sardella, Ferdinando; Sain, Ruby, eds. (2013), The sociology of religion in India: Past, present and future, New Delhi, IN: Abhijeet Publications, ISBN 978-93-5074-047-7, retrieved 16 January 2014.Side 415.

3 Ward, Keith (1998), Religion and human nature (Reprinted ed.), Oxford, UK: Oxford University Press, ISBN 0-19-826965-X, retrieved 2 February 2014. Side 10.

4 Samme som 2, side 416.

5 Dasa, Shukavak N. (1999), Hindu Encounter with Modernity: Kedarnath Datta Bhaktivinoda, Vaisnava Theologian (revised, illustrated ed.), Los Angeles, CA: Sanskrit Religions Institute, ISBN 1-889756-30-X, retrieved 31 January 2014. Side 97.

6 Sardella, Ferdinando (2013b), Modern Hindu Personalism: The History, Life, and Thought of Bhaktisiddhanta Sarasvati (reprint ed.), New York, NY: Oxford University Press, ISBN 978-0199865901, retrieved 6 February 2014. Side 75.

7 Swami, Bhakti Vikasa (2009b), Sri Bhaktisiddhanta Vaibhava: The grandeur and glory of Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati ?hakura, 2 (in three volumes ed.), Surat, IN: Bhakti Vikas Trust, ISBN 978-81-908292-0-5, retrieved 15 January 2014. Side 392-392.

8 Goswami, Tamal Krishna; Schweig, Graham M. (concluding chapters) (2012), A living theology of Krishna Bhakti: The essential teachings of A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada, New York, NY: Oxford University Press, ISBN 978-0-19-979663-2, retrieved 15 January 2014. Side 112.