Den 29. februar fejres Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakuras 150 års fødselsdag over hele verden. UNESCO har sågar accepteret Bhaktisiddhanta Sarasvati som en de særlige personer, der skal mindes i 2024.

Hvad skal vi skrive i denne anledning? Nyt fra Hare Krishna har allerede bragt flere biografier over hans liv igennem årene, så i stedet havde jeg mere lyst til at ære ham med noget, der bare udtrykker hans ånd på en præcis måde. I den forbindelse faldt jeg over en artikel af Giriraja Swami (discipel af Srila Prabhupada og dermed granddiscipel af Bhaktisiddhanta Sarasvati), hvor han rammende fanger essensen af Bhaktisiddhantas storhed.

Bhaktisiddhanta Sarasvati gik bort den 31. december 1936, og hele Bengalen og praktisk resten af Indien var i chok. Giriraja Swami skriver:

”Efter midnat den 31. december forlod Srila Sarasvati Thakura denne verden. Hans disciple tog hans krop til Mayapur og etablerede hans samadhi der.

Han var en monumental personlighed. Nyheden om hans bortgang blev sendt over All-India Radio, og en officiel sørgedag blev erklæret i Bengalen. Calcuttas bystyre afholdt et særligt møde til ære for hans minde og udsendte en officiel resolution, der udtrykte alle medlemmernes dybe sorg. Borgmesteren tiltalte forsamlingen:

”Jeg rejser mig for at kondolere bortgangen af Hans Guddommelige Nåde Paramahamsa Srimad Bhaktisiddhanta Sarasvati Gosvami Maharaja, præsident-acarya for Gaudiya Matha af Calcutta og den store leder af Gaudiya-bevægelsen over hele verden. Denne sørgelige hændelse skete på det nye års første dag.

Han var født i 1874 og viede hele sit liv til religiøs stræben og udbredelsen af dette vores store og ældgamle lands kulturelle rigdom. Som en intellektuel gigant blev han beundret af alle for sin enestående lærdom, sine store og mangeartede præstationer, sin originale tankegang og sine fantastiske forklaringer inden for mange vanskelige områder af viden.

Med sine uvurdelige bidrag berigede han mange tidsskrifter. Han var forfatter til en stribe ansete hengivne bøger. Han var en af de mest kraftfulde og intelligente eksponenter for vaisnava-traditionen, hvor hans taler og skriverier demonstrerede en dyb indsigt inden for sammenlignende filosofi og teologi. Hans fordomsfrihed i hans opfattelser, hans soliditet i hans undervisning og frem for alt hans dynamiske personlighed og den uuimodståelige kraft i hans rene og enkle liv tiltrak tusinder af tilhængere til hans lære om kærlighed og tjeneste til den Absolutte, sådan som den blev udbredt af Sri Krishna Caitanya.

Han var grundlæggeren og den ledende ånd for Sri Caitanya Matha i Sri Mayapur (Nadia) og Gaudiya Matha i Calcutta. Gaudiya-bevægelsen, til hvilken hans bidrag ikke er lille, har lidt et alvorligt tilbageslag ved bortgangen af en sådan stor sjæl. Hans bortgang har efterladt et tomrum på Indiens åndelige horisont, et tomrum, der bliver svært at udfylde.”

Tomrummet var stort – der var ingen anden som ham. Praktisk taget havde der aldrig været nogen som ham, og ingen kunne forestille sig, der kunne komme nogen som ham bagefter ham.

Men så i 1965 steg Srila Bhaktisiddhantas beskedne tjener, en grhastha-discipel ved navn Abhay Caranaravinda Dasa, der efter sin guru maharajas bortgang var blevet givet sannasya og navnet A.C. Bhaktivedanta Swami af Sripada Bhakti Prajnana Kesava Gosvami Maharaja, ombord på et fragtskib i Calcutta og rejste til New York, hvor han startede Krishnabevidsthedsbevægelsen, det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed, i Vesten. Bhaktivedanta Swami eller Srila Prabhupada, som han blev kendt som, var personificeringen af sin guru-maharajas ånd og lære og opfyldte Sri Caitanya Mahaprabhu, Srila Bhaktivinoda Thakura og Srila Sarasvati Thakuras ønske og forudsigelse om, at Sri Krishna og Sri Krishna Caitanyas hellige navne ville blive udbredt til hver by og landsby i hele verden.

Så Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakuras dynasti fortsætter ved hans guddommelige nåde. Men det er ikke let at prædike i Kali Yuga. Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati havde mange fjender, ligesom Srila Prabhupada havde det. Som Srila Prabhupada sagde: ”Stor prædiken betyder store fjender.” Hvis vi blot holder os bag lukkede døre eller fortæller folk: ”Jeg er god nok, I er gode nok, alting er godt nok,” får vi ikke mange fjender, men vi kommer heller ikke til at have megen indvirkning. Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati bemærkede sarkastisk, mein bhi cup, tum bhi cup: “Jeg tier stille, og du tier stille,” hvormed han mente: ”Jeg skal nok lade være med at forstyrre dig, og du forstyrrer ikke mig.” Det var ikke hans ånd, det var ikke Srila Prabhupadas ånd, og det bør heller ikke være vores ånd.

Essensen af alting er sangen af det hellige navn. Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati rådede: “Krishna og Krishna-nama er ikke to forskellige ting. Krishna er Sit hellige navn, og det hellige navn er Krishna. Krishna-nama er Nandas søn, Syamasundara. Vores eneste hengivne tjeneste og pligt er sri-krsna-nama-sankirtana. Denne forståelse er lykkebringende.”

Til en discipel skrev han:

“Jeg er henrykt over at høre, at din entusiasme efter at synge det hellige navn vokser. I takt med, at vores forureninger fjernes gennem sang af Hare Krishna, vil Herrens form, kvaliteter og lege blive åbenbaret for os i det hellige navn. Der er ingen grund til separat at anstrenge sig kunstigt for at huske Herrens form, kvaliteter og lege. Herren og Hans navn er én og samme ting. Dette vil blive klart, når tildækningerne i dit hjerte er væk. Ved at synge det hellige navn uden forseelser vil du personligt erkende, at alle fuldkommenheder kommer fra det hellige navn. Igennem sang af det hellige navn bliver adskillelsen, der eksisterer imellem selvet og de grove og subtile kroppe, gradvist udvisket, og man realiserer sin egen åndelige form. Når først man er bevidst om den åndelige krop, og man fortsætter med at synge Hare Krishna, ser man den transcendentale natur af Herrens form. Kun det hellige navn afslører det levende væsens åndelige form og får ham derefter til at blive tiltrukket af Krishnas form. Kun det hellige navn afslører det levende væsens åndelige aktiviteter og får ham derefter til at blive tiltrukket til Krishnas lege. Med tjeneste til det hellige navn mener vi ikke kun sang af det hellige navn. Det inkluderer også den hengivnes andre pligter. Hvis vi tjener det hellige navn med kroppen, sindet og sjælen, manifesterer retningen af den tjeneste sig spontant ligesom Solen på den klare himmel i den hengivnes hjerte. Hvad er det hellige navns natur? Til sidst vil alle disse forståelser spontant vise sig i hjertet på den, der synger det hellige navn. Den sande natur af hari-nama åbenbares ved at lytte til, læse og studere skrifterne. Det er unødvendigt at skrive mere om dette emne. Alle disse ting vil blive åbenbaret for dig igennem sang af det hellige navn.”

Så lad os alle synge Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.” Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura ki jay! Srila Prabhupada ki jay!

Fra en tale af Giriraja Swami om Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura den 24. december 2010 i Ventura, Californien.