Den 17. oktober 2016 døde en ISKCON’s store hengivne og betydeligste støtter i Indien, Sri Nathji Prabhu (Dr. N.D Desai). Hans død kom uventet og pludselig, da han blev ramt af et hjertestop under et besøg i Bhutan, 76 år gammel.
Sri Nathji Prabhu blev født som Narendra Dharmsind Desai den 22. maj 1940 i Baroda, Gujarat, Indien. Hans mor, Shanta Ben, var en hengiven af Krishna og bad om, at hendes søn også måtte blive en stor hengiven af Krishna.
Narendra tog uddannelse som ingeniør fra University of London i 1961 og færdiggjorde sin Ph.D. fra University of Pennsylvania i 1964. I årene herefter opbyggede han et stort forretningsemperium i Indien bl.a baseret på belysningsindustri og blev en af Mumbays mest velhavende mænd.
Han mødte Srila Prabhupada i 1971, hvilket ændrede hans liv for altid. Til at begynde med hældte han mest til den upersonlige mayavada-filosofi og diskuterede voldsomt med Prabhupada om dette. Men han endte med at blive overbevist om overlegenheden i Prabhupadas personalistiske filosofi.
Dr. Desai nåede ikke at blive initieret af Srila Prabhupada. Da Radhanatha Swami nogle år senere begyndte at prædike i Mumbay, hjalp Dr. Desai ham med at starte Radha-Gopinatha-templet i Chowpatty og tog initiering fra ham som Sri Nathji Dasa. Sri Nathji førte således sammen med Radhanatha Swami Chowpatty-templet fra praktisk ingenting op til at være et af ISKCON’s mest succesfulde templer noget sted i verden, og han var involveret i de fleste af de store projekter, der er udgået fra dette tempel de sidste årtier.
Sri Nathji Prabhu er således et eksempel på en mand, der opnåede en grad af både materiel og åndelig succes, som det kun er få forundt. Han havde adskillige universitetsgrader og gav jævnligt videnskabelige forelæsninger verden over på mange universiteter, og han bestred ledende stillinger i mange af Indiens største forretningsforetagender. Samtidig var han en stor hengiven og åndelig personlighed og har støttet ISKCON på talrige områder. I tilgift var han beskedenheden i egen person. På samme dag kunne han ses deltage i templets morgenprogram og give forelæsningen over Srimad-Bhagavatam, senere i løbet af dagen forhandle store forretningsaftaler på plads og underskrive dem for til sidst at afslutte dagen med at skære grønsager i tempelkøkkenet om aftenen. Han var altid en tjener.
Vil man læse mere om Sri Nathji, kan bogen Bhakti-Yoga in Business, The Spiritual Journey of Dr. N.D. Desai af Satyaraja Dasa anbefales (se http://store.krishna.com/bhakti-yoga-in-business-the-spiritual-journey-of-dr-n-d-desai/). Der fortæller Sri Nathji: ”Både min mor og far støttede selvfølgelig ideen om, at alting tilhører Krishna, og vi endte derfor med at praktisere vaisnava-princippet om at give 50 procent af vores indtægt til hengivne aktiviteter, hvilket vi gjorde igennem ISKCON eller andre velgørende organisationer.” Her tilføjer Satyaraja: ”Med tiden gav han meget, meget mere end 50 procent. Han gav alting.”
Sri Nathjis russiske forbindelse
Af Rasaraja Dasa
I 1981 eller 1982 besøgte jeg Chennais tempel fra templet i Detroit, hvor jeg havde sluttet mig til ISKCON som en brahmacari. En morgen gik en pæn herre i jakkesæt ind i templet til Deitets-audiensen. Han var i Chennai på forretningsrejse og kommet direkte til templet fra lufthavnen. De hengivne i Chennai tog glade imod ham og bad ham efter aratien om at give dagens foredrag. Han gav et rigtigt godt foredrag.
I slutningen af foredraget nævnte han de vanskeligheder, som de hengivne i USSR gennemgik på den tid. Han var derfor ved at få Bhagavad-gita trykt på russisk og hemmeligt smuglet til Rusland, fortalte han. Han var en væsentlig drivkraft i udviklingen af vores arbejde der. Han hev en russisk Bhagavad-gita i lommestørrelse frem, og han fortalte, at det var den første i et sådant lommeformat.
Han gav bogen til tempelpræsidenten, der var Paradhyeya Prabhu fra England, så vidt jeg husker. Manden i jakkesættet var ingen anden end Sri Nathji Prabhu.
På den selvsamme dag var vores templer over hele verden og specielt i Indien blevet bedt af GBC om at marchere med så mange hengivne som muligt til de russiske ambassader og overrække dem et formelt brev, der bad Sovjetunionen om at standse forfølgelsen af de hengivne.
Templet i Chennai havde organiseret omkring et hundrede hengivne og forsamlingsmedlemmer. Templet havde kun få tamilske hengivne, så da jeg var fra Chennai, var tempelpræsidenten glad for, at jeg var der. Han sagde, at når vi kom til konsulatet, skulle jeg gå ind og overrække appellen.
Vi nåede frem til USSR’s konsulat efter nogle kilometer med harinama sankirtana. Politiet var der, og de standsede os udenfor. Huset var det sidste på en blind vej i et velhavende kvarter.
Efter et stykke tid blev jeg inviteret indenfor, men i sidste øjeblik rakte Paradhyeya Prabhu mig lomme-Gitaen og hviskede: ”Hvis du får chancen, så distribuér den.”
Han rådede mig til at gemme bogen i lommen i min kurta. Lige derefter blev hoveddøren åbnet, og jeg blev fulgt indenfor og anbragt i en sofa.
En stor russisk mand kom ud og spugte: ”Er du her for at overrække appellen fra Hare Krishna’erne?”
Jeg nikkede. Han trykkede mig i hånden og bad mig følge efter ham. Vi kom ind i et lokale med et dørskilt, hvor der stod Consul General. Jeg fulgte med ind, og han lukkede døren bag os.
Jeg var temmelig bange og ville væk derfra så hurtigt som muligt.
Han sagde: ”Jeg er generalkonsulen. Giv mig appellen.”
Jeg gav den til ham, og han sagde strengt: ”Jeg sender den videre til Moskva, men jeg tror ikke, der kommer noget ud af det.”
Han så sig derefter hemmelighedsfuldt omkring og hviskede så: ”Der er noget, jeg vil spørge dig om. Dette er min sidste dag på tjeneste her. I tre år har jeg forsøgt at få fat på Bhagavad-gita, men der har hele tiden været en KGB-mand omkring mig, så jeg kunne ikke købe bogen. I aftes bad jeg til Gud, om Han ikke nok på en eller anden måde ville give mig en Bhagavad-gita, før jeg tog fra Indien. Mit fly går i aften. Har du ikke en Bhagavad-gita, du kan give til mig?”
Jeg blev fuldstændig taget på sengen, og jeg vidste ikke, om dette var en fælde eller ej. Han lød dog så oprigtig og fortvivlet, at efter nogle sekunder hev jeg lomme-Gitaen, som Sri Nathji havde efterladt, frem og gav den til ham.
Nu var det hans tur til at blive forbløffet over at se Bhagavad-gita på russisk. Med et stort grin trykkede han min hånd op og ned så voldsomt, at jeg troede, at den ville gå af led (jeg var en temmelig ung mand dengang).
Han sagde noget i retning af: ”Jeg vidste, at Gud aldrig ville svigte mig. Mange tak. Den vil jeg helt sikkert læse.”
Da jeg gik derfra, tænkte jeg, hvor fantastisk Herren Caitanya handler, og hvordan Sri Nathiji Prabhus tjeneste var arrangeret af Herren for at tjene Herrens formål.
Sri Nathji er en meget speciel person. Vi ved alle, hvordan han gjorde mange fantastiske tjenester på mange fronter, og han vil blive savnet.
