August er den store måned i 2014 med fejringen den 17. august af Sri Krishna Janmastami efterfulgt af Srila Prabhupadas Vyasa-puja dagen efter. Forsidebilledet reflekterer dette med et billede af Sri Krishna i Vrindavana, hvor Han spiller på en af Sin talløse fløjter ved bredden af Yamuna, imens en af Hans elskede køer lytter på.
Festprogrammet for Janmastami i København starter kl. 15 og byder bl.a. på besøg af Parividha Prabhu. Han er fra Holland og discipel af Srila Prabhupada og er kendt for sine teaterstykker, som han flere gange har optrådt med til Ratha-yatra i København. I år er han vores særlige gæst til Janmastami og vil både optræde og holde foredrag på Janmastami-dagen til glæde for de 2-300 gæster, som vi regner med vil dukke op. Alle er velkomne.
En anden gæst under Janmastami er Radhika Nagara Prabhu, som man kan læse mere om længere nede på siden. Han vil også holde et foredrag under Janmastami-programmet, der er som følger:
- 15.00 – Bhajana
- 15.45 – Foredrag med Radhika Nagara Prabhu
- 16.45 – Teater med Parividha Prabhu
- 17.15 – Parikrama (optog rundt omkring templet i Vanløse)
- 18.30 – Bhajana
- 19.00 – Gaura-arati
- 19.30 – Foredrag med Parividha Prabhu
- 20.30 – Abhiseka (badning af Sri Krishna)
- 22.30 – Teater med Parividha Prabhu
- 23.00 – Lysbilleder og oplæsning om Sri Krishna
- 24.00 – Midnats-arati efterfulgt af servering af fest-prasada.
Srila Prabhupadas vyasa-puja
Mandag den 18. august er det 118 år siden, at Srila Prabhupadas fødtes i Calcutta. Traditionen tro afholder vi på denne dag til hans ære en stor Vyasa-puja-ceremoni. Denne dag er lige så monumental for os som Sri Krishna Janmastami, for uden Srila Prabhupada ville vi slet ikke kende til Krishna. Alle er hjerteligt velkomne til også at komme og deltage denne dag til følgende program:
- 14.00 – Bhajana og abhiseka
- 16.00 – Sang af Gurvastakam
- 16.15 – Oplæsning af ofringer
- 17.30 – Fremvisning af en ny film om Prabhupada af Yadubara Prabhu
- 18.30 – Gurupuja og puspanjali
- 19.00 – Servering af prasada
Aarhus
Med hensyn til fejringen af de samme dage i Aarhus starter Janmastami kl. 14 i Krishnahuset. Ud over det henvises der til Hare Krishnas Facebook-side for Aarhus (gå ind på www.krishnahuset.dk og klik videre til Facebook), hvor man kan læse om de nærmere detaljer om programmet for både Janmastami og Srila Prabhupadas Vyasa-puja.
Gæster og seminarer i august
I løbet af august får København besøg af flere gæster, der giver forskellige foredrag og seminarer i templet. Fra den 8. til den 10. august kommer Janesvara Prabhu fra Sverige og giver foredrag morgen og aften inklusive søndagsfesten den 10. Janesvara kommer især som repræsentant for GBC (ISKCON’s øverste styrende råd), så hvis der er ting, man gerne vil tale med ham om i den forbindelse, er der mulighed for det.
Den 11. august og en uge frem er der så besøg af Radhika Nagara Prabhu, der er ny til Danmark. Han er oprindeligt fra Spanien og kom til Hare Krishna for over 20 år siden i Skotland, hvor han gjorde tjeneste i tolv år. I dag bor han i Mayapur og underviser i kurset bhakti-vaibhava. Han besøger Danmark i ugen op til Janmastami. Han giver et seminar i templet fra den 11. til og med den 15. august med titlen Bhakti-sadacara, hver dag med start kl. 17.00. Seminaret er en gennemgang af en vaisnavas generelle adfærd og etikette i hans omgang med andre. God opførsel er et særligt kendetegn for en vaisnava, og Radhika Nagara Prabhus seminar er en praktisk undervisning i mange af de elementer, som en vaisnavas handlemåde skal bestå af. Janardana Prabhu kender ham fra Mayapur og har fået ideen til at invitere ham til Danmark. Janardanas anbefaling af hans seminar er kort og godt: ”Det er et fantastisk seminar.”
Som allerede nævnt har vi besøg af Parividha fra Holland under Janmastami. Han ankommer fredag den 15. og rejser tilbage til Holland tirsdag den 19. august. Og omkring den 20. august kommer Devakinandana Prabhu fra Singapore. Han har tidligere besøgt Danmark og vil blive her i nogle dage denne gang. Nærmere detaljer angående hans besøg kan fås igennem templet eller hjemmesiderne, som tiden nærmer sig.
Balaramas fremkomstdag og Radhastami
Værd at nævne er det også, at den 10. august er det Balaramas fremkomstdag, hvor der er fest for Ham i templet i Vanløse fra kl. 17, og at Radhastami falder tidligt i år, nemlig allerede den 2. september, hvor der også bliver afholdt et særligt program i templet.