– Af Gaurahari Dasa –
Jeg var 19, da jeg fik et sommerjob som bybud hos en købmand, som lå i Skindergade lige ved Jorcks passage midt i København. Derinde i centrum skete der altid noget. Mange typer fra vidt forskellige samfundslag kom i butikken. Der var dog én, som skilte sig ud, og som har brændt sig fast i min hukommelse.
Jeg troede ikke mine egne øjne, da døren gik op til butikken, og denne skabning gjorde sin entre. Det var umuligt at kønsbestemme personen. Det var ikke engang til at se, hvilket tøj vedkommende havde på, eller om der overhovedet var noget tøj i normal forstand. Den bedste beskrivelse, jeg kan give, er, at det så ud, som om nogen havde dyppet ham i lim for derefter at rulle ham rundt på en losseplads, eller dyppe ham i en støvsugerpose i overstørrelse. Fra top til tå var vedkommende dækket af affald, slet og ret. Det eneste, som ikke var dækket, var munden og de to skinnende øjne. Med slæbende skridt bevægede væsenet sig hen til disken og bad om to guldøl. Stanken fyldte hele butikken, og de andre kunder stod som lammede og stirrede bare frem for sig, indtil personen forsvandt ud af døren igen.
Ekspedienten, en ung fyr, udtrykte sin medfølelse: ”Hvor er det synd for ham.” Jeg må naturligvis give ham ret, men samtidig kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvilken dårlig karma, man må have, for at ende i sådan en tilstand. For der er en sammenhæng. Vores nuværende situation er resultatet af, hvordan vi har levet tidligere. Som Krishna siger (Bhagavad-gita 15.8):
sariram yad avapnoti,
yac capy utkramatisvarah
grhitvaitani samyati,
vayur gandhan ivasayat
”Det levende væsen i den materielle verden tager sine forskellige livsopfattelser med sig fra den ene krop til den næste, ligesom vinden fører dufte med sig. På denne måde accepterer han én slags krop for derefter igen at forlade den og acceptere en anden.”
Dette spøgelsesagtige væsen fra butikken i Skindergade kom ikke bare ud af det blå. Han havde dyrket sådan en mentalitet, nærmest som en orm i afføring, i tidligere liv og fik nu sin belønning. Det betyder ikke, at vi ikke kan have medfølelse. Når et barn stik imod forældrenes formaninger rører ved ilden og brænder sig, føler vi medlidenhed, selv om det er dets egen skyld. Men man kan godt føle sig magtesløs, når man ser de betingede sjæle lide i tilsyneladende bundløst mørke. Dog er der noget, vi kan gøre, selv for at hjælpe personer som dette ”spøgelse” fra Skindergade. Den virkelige fjende er uvidenhed, for det er uvidenhed, som i sidste instans er årsagen til al lidelse.
Det er på grund af uvidenhed, at vi vender os bort fra Krishna for at prøve at nyde på egen hånd, som om vi selv var Krishna. Denne mentalitet er fælles for os alle sammen her i den materielle verden. Alligevel kan selv de betingede sjæle her se, at der er noget galt med den mentalitet. Vi ser for det meste ikke vores egne fejl, men når vi støder på den samme uvidenhed, blot i mere grelle former, stejler vi, akkurat som de andre kunder blev forfærdede over mødet med denne person i købmandsbutikken i Skindergade.
Yderst set vil de fleste holde med i, at det er vores selviske mentalitet, som er årsagen til alle problemer i verden. Men findes der noget alternativ til denne selviskhed? Det er vel naturligt, at jeg gerne selv vil nyde, vil være en succes, vil være lykkelig osv. Ok, i den materielle verden kan vi sige, at det er naturligt, men det er fordi den materielle verden er stedet, hvor alle selviske personer er blevet samlet. Vi må forstå, at der findes et alternativ, og det er kundskaben om dette alternativ, som udgør essensen af viden. Der bliver talt om det såkaldte ”kundskabsløft,” men her er den virkelige kundskab: Vi er uløseligt forbundet med Krishna, Gud, og vi kan ikke blive lykkelige, før vi opgiver vores smålige selviskhed og indvilliger i at tjene roden til alting, Krishna.
Vi ønsker succes, lykke, nydelse, men lad os ønske Krishnas succes, Krishnas lykke, Krishnas nydelse. Det er alternativet til den selviskhed, som er i færd med at styrte verden i ruin.
bhoktaram yajna-tapasam,
sarva-loka-mahesvaram
suhrdam sarva-bhutanam,
jnatva mam santim ricchati
”Når en person bliver fuldt bevidst om, at Jeg (Krishna) er nyderen af alles aktiviteter, herskeren over alle planeter og guder og alle levende væseners velgører og velynder, opnår han fred for de materielle lidelser.” (Bhagavad-gita 5.29) Vi opnår ikke bare fred, når vi tjener Krishna. Vi opnår en lykke, en tilfredsstillelse, som overgår alt, vi har oplevet. Uselviske mennesker er lykkelige mennesker. Alle kan lide uselviske mennesker. Det er den praktiske demonstration af kundskab. De fleste filosoffer, specielt i moderne tid, har været ulykkelige, frustrerede mennesker, så hvorfor skulle vi spilde vores tid på at lære af dem. Find en person, som virkelig er lykkelig, og lær hans hemmelighed af ham.
Min mor fortalte en historie om en konge, som fik den ide, at hvis han kunne finde verdens lykkeligste mand og købe hans skjorte, ville han selv blive lykkelig. Han sendte sine mænd ud for at lede, og endelig fandt de verdens lykkeligste mand, men til deres store forbløffelse havde han ikke nogen skjorte. Han var så fattig. Så hvad var hans hemmelighed? Det melder historien ikke noget om, men vi må konkludere, at hvis han var lykkelig, må det være fordi han var Gudsbevidst. Så vi kan hjælpe alle de levende væsener, som lider i mørke, ganske enkelt ved at demonstrere, hvordan man bliver lykkelig ved at tjene Krishna.
Eksemplets magt er større, end vi tror. Blot ved at være hengivne, glade hengivne, kan vi hjælpe selv så dybt faldne personer som den skæbne, der denne sommerdag for mange år siden trådte ind i købmandsbutikken i Skindergade.