KRISHNABEVIDST HJEMME HOS SIG SELV, 15

Af Lalitanatha Dasa

Den løbende serie om praktisering af Krishnabevidsthed midt i et almindeligt liv afrundes her med nogle afsluttende betragtninger over, hvorvidt man skal ændre sin situation eller ej, efterfulgt af en kort gennemgang af den normale udvikling af Krishnabevidsthed fra begynderstadiet til det mest avancerede niveau af ren kærlighed til Gud, Herren Sri Krishna.

Vi lagde ud med historien om Herren Caitanya og brahmanaen Kurma. Herren fortalte ham, at han ikke skulle ændre sin situation, men i stedet lægge Krishna til det liv, han allerede levede. Denne ide har været tråden igennem hele denne serie. Alligevel kan man spørge, om den gælder altid. Er der ikke situationer, der er så umulige eller skadelige for ens Krishna-bevidsthed, at man er nødt til at søge væk fra dem?

Svaret er jo, selvfølgelig er der det. Det vil f.eks. være svært at fortsætte med at være slagter, hvis det er, hvad man har været, før man blev hengiven. Eller hvis de mennesker, man lever sammen med, saboterer og undergraver ens praktisering af Krishna-bevidsthed, vil man sikkert også ende med at konkludere, at det er en uholdbar situation.

I så fald er det bedste at have erfarne hengivne, man kan diskutere sin situation med og tage råd og vejledning fra. Selv om man i sidste ende selv må træffe sine beslutninger, er det vediske system altid, at man rådfører sig med mere erfarne personer, der kan se tingene ovenfra. Det hindrer én i at gøre noget overilet.

Måske er ens situation faktisk uholdbar, og det rigtige er at komme væk fra den. Eller måske kræver det blot lidt intelligens, tolerance og tålmodighed, før tingene efter et stykke tid ved Krishnas arrangement falder på plads på en måde, som man aldrig havde forestillet sig. Beder man konstant til Krishna om vejledning og samtidigt tager råd fra andre hengivne, vil Krishna efter et stykke tid gøre det meget klart, hvilken vej man skal følge.

En gennemprøvet vej

Formålet med bhakti-yoga eller hengiven tjeneste er at genoplive vores egentlige Krishna-bevidste natur. Krishna-bevidsthed er ingen kunstig mental tilstand, man skal påtvinge sin bevidsthed fra et sted uden for sig selv. Det er den naturlige bevidsthed, der slumrer i os alle. Med den rette metode og livsstil kan den igen bringes frem og skinne i fuldt flor.

Caitanya Mahaprabhu sagde:

nitya-siddha krsna-prema ‘sadhya’ kabhu naya
sravanadi-suddha-citte karaye udaya

“Ren kærlighed til Krishna befinder sig for evigt i hjertet på alle levende væsener. Det er ikke noget, der skal hentes fra noget andet sted. Når hjertet renses ved, at man hører om Krishna og tjener Ham, vågner denne kærlighed naturligt.” (Cc. M. 22.107)

Det er, hvad hengiven tjeneste eller bhakti-yoga handler om. Det er en systematisk proces og levemåde, hvorigennem man gradvist vækker sin naturlige bevidsthed og sit normale forhold til Krishna. Når man igennem en systematisk praktisering af Krishna-bevidsthed er blevet renset for al materiel mentalitet og besmittelse, vokser ens iboende kærlighed til Krishna frem igen. På det tidspunkt ser man Ham i alting og har intet andet ønske end at tjene Ham. Hele dette forløb beskrives i Bhakti-rasamrta-sindhu (1.14.15):

adau sraddha tatah sadhu-
sango ’tha bhajana-kriya
tato ’nartha-nivrttih syat
tato nistha rucis tata
athasaktis tato bhavas
tatah premabhyudancati
sadhakanam ayam premnah
pradurbhave bhavet kramah

”I begyndelsen må der være tro, og herefter bliver man interesseret i at omgås med rene hengivne. Som det næste bliver man indviet af den åndelige mester og udfører de regulative principper under hans ordre. Således bliver man befriet fra alle uønskede vaner og bliver fast forankret i hengiven tjeneste. Derefter udvikler man smag og tilknytning. Dette er forløbet af sadhana-bhakti, udførelsen af hengiven tjeneste under regulative principper. Gradvist forstærkes ens følelser, og til sidst vækkes ens kærlighed. Dette er den gradvise udvikling af kærlighed til Gud for den hengivne, der er interesseret i Krishna-bevidsthed.”

Disse to vers forklarer i en nøddeskal, hvilke stadier man kommer til at gennemløbe, hvis man begynder at praktisere Krishna-bevidsthed. Lad os se nærmere på de ni forskellige stadier, da dette er vigtigt at forstå.

1:  Sraddha tro. På det første stadie er ens tro på Krishna-bevidsthed blevet vækket. Ikke tro i betydningen overbevisning, men det er en indledende tiltrækning og følelse af, at Krishna-bevidsthed er noget interessant og godt. Altså den første kontakt med hengiven tjeneste, der har gjort én åben og nysgerrig.

2: sadhu-sanga – samvær med hengivne. På grund af den indledende tiltrækning begynder man at søge Krishna-hengivnes selskab. Man synes om dem og kan lide at være sammen med dem, og deres forklaringer af Vedaernes filosofi giver mening.

3: bhajana-kriya – disciplin. Igennem omgangen med de hengivne vokser ens tro, og man får lyst til at gå videre. De hengivne forklarer, at nøglen til deres fremskridt er, at de har fulgt den hengivne tjenestes disciplin med de dertil hørende regler og reguleringer, som den åndelige mester har givet. Man begynder derfor selv at følge de samme regler og principper.

4: anartha-nirrvti – hjertet renses. Som et resultat af at følge den hengivne tjenestes disciplin renses ens sind og hjerte. I vores materielle bevidsthed er vi fulde af materielle tilknytninger, begær, misundelse, forvirring, vrede, had og mange andre uønskede kvaliteter. Med den regulerede praktisering af hengiven tjeneste bortrenses disse gradvist.

5: nistha – urokkelig tro. Den åndelige rensning gør én urokkeligt overbevist. Man har direkte oplevet, at processen virker, og man har erkendt Krishnas eksistens og sin åndelige natur som en evig sjæl og uadskillelig del af Ham. Andre kan sige, hvad de vil, uden at det rører én, for man har erfaret.

6: ruci – smag. Med ens urokkelige tro er alle tvivl og reservationer forsvundet, og man er i stand til fuldt ud at overgive sig til hengiven tjeneste, uden at noget inde i én selv holder én tilbage. Dette åbner for oplevelsen af den hengivne tjenestes dybe smag og tilfredsstillelse.

7: asakti – tilknytning. Som resultat af ens dybe smag bliver man så knyttet til Krishna og hengiven tjeneste, at man føler, at man ikke kan leve uden. En afhængighedsfølelse ligesom en slags narkomani i positiv forstand. Man har intet andet ønske end at tjene Krishna uafbrudt.

8: bhava – spirende kærlighed til Krishna. Bhava betyder følelse. Nu begynder man rent faktisk at føle noget for Krishna. Hjertet opblødes fuldstændigt.

9: Prema – fuld kærlighed. Ligesom Solen skinner fra en åben himmel, når alle skyer er forsvundet, stråler ens naturlige ekstatiske kærlighed til Krishna nu i en fuldt afdækket og udviklet tilstand. Dette er det endelige og fuldkomne stadie.

Krishna-bevidsthed er altså mere end det, man normalt forstår ved en religion. Det er en gennemprøvet metode til at genopvække sin kærlighed til Gud, Krishna, på. Mange, mange før os er blevet renset og selvrealiserede igennem Krishna-bevidsthed. Den samme vej står stadig åben for alle uanset alder, køn, erhverv, race, religion, politisk overbevisning, eller hvad man ellers kalder sig.

Indholdet i denne serie bygger således på traditionel vedisk viden og på Krishna-hengivnes erfaringer igennem årtusinder. Vi har at gøre med en hævdvunden viden og livsstil, som mennesker til alle tider har brugt til at opnå selvrealisering med. Denne viden kan føres over 5000 år tilbage til Bhagavad-gita, Herren Sri Krishnas instruktioner til menneskeheden, og til Sri Caitanya Mahaprabhu, der for 500 år siden spredte sangen af Hare Krishna-maha-mantraet som den bedste måde til at opnå fuldkommenhed på i denne tidsalder. Resultatet er sikkert, hvis man følger vejen samvittighedsfuldt.

Igennem kontakt med ISKCON får mennesker jævnligt lyst til selv at blive Krishna-bevidste. Det kan de også sagtens, for praktisering af Krishna-bevidsthed er let og ligetil, hvis man får den rette vejledning og træning. Imidlertid lykkes det ikke for alle omsætte deres ønske om at blive Krishna-bevidste til praksis, f.eks. fordi de på grund af sociale omstændigheder eller geografiske afstande er afskåret fra at være sammen med allerede uddannede hengivne, der kan give dem denne personlige vejledning. 

Denne serie henvender sig specielt til sådanne personer. Det er en praktisk instruktion i, hvordan man praktiserer Krishna-bevidsthed hjemme hos sig selv midt i et almindeligt liv med arbejde, familie og sociale forpligtigelser. Disse artikler erstatter ikke den personlige vejledning, men gør det muligt for én at leve et stabilt hengivent liv i det daglige. Kombineret med den lejlighedsvise personlige vejledning og omgang med andre hengivne, som ens situation tillader det, vil det gøre det muligt for én at blive fast forankret i hengiven tjeneste og blive en solid hengiven af Krishna.

Må Herren Sri Krishna, de tidligere åndelige mestre og alle vaisnavaer velsigne os alle i vores forsøg på at blive Krishna-bevidste.