– Af Lalitanatha Dasa –
Det følgende bygger på en tekst, der oprindeligt blev skrevet i 2009 som en kommentar til to resolutioner fra ISKCON’s Governing Body Commission (GBC), det øverste styrende verdensråd for ISKCON. I disse resolutioner (se faktaboks) tager GBC fat på de problemer, som ISKCON’s landbrugssamfund har, og opfordrer til, at hengivne støtter op omkring dem bl.a. ved at købe varer fra dem.
Fra et af ISKCON’s landbrugssamfund.
ISKCON’s styrende råd, GBC, har bedt ISKCON’s ledere, guruer mm. om at bruge 10 procent af deres tid på at udvikle landbrugssamfund og ISKCON’s templer, restauranter og medlemmer om at købe fra deres lokale landbrugssamfund. I resolution 310-311.2009 bemærker GBC, at skønt nogle landbrugsprojekter har været vellykkede, ”har der været en tilbagegang i udviklingen af ISKCON’s gårde, og de fleste af de tilbageværende landbrug kæmper for at overleve.”
Srila Prabhupadas vision var, at landbrug og beskyttelse af køer ikke blot skal hvile i sig selv, men også være en kilde til økonomisk velstand for hele ISKCON. Dette er generelt ikke sket. Mange landbrugssamfund har udviklet sig til forstadsbyer på landet, hvor de hengivne pendler til nærliggende storbyer for at tjene til livets opretholdelse, imens landbrug og kobeskyttelse mest overlever i kraft af økonomisk støtte udefra.
Ydermere har ideen om ”en enklere, mere naturlig levemåde” for nærværende slet ingen praktisk betydning for de fleste af ISKCON’s medlemmer. Mindst 99 procent af ISKCON’s hengivne lever et storbyliv, hvor de skaffer sig til dagen og vejen ved at tjene en løn igennem et almindeligt verdsligt arbejde. Det er der heller intet forkert i, når det er den måde, man kan forsørge sig selv og sin familie på. Men hvis Srila Prabhupada mente, at ”en enklere, mere naturlig levemåde” var for alle ISKCON’s medlemmer, er der stadig en lang vej, før det er tilfældet.
Manglen er også åbenbar, når det kommer til at påvirke verden, som Srila Prabhupada mente det med at “undervise i en enklere, mere naturlig levemåde.” Selv om vi somme tider i vores præsentation af ISKCON viser lysbilleder af okser, der pløjer på et Krishna-bevidst landbrugsprojekt et eller andet sted i verden, er vores faktiske indflydelse blandt dem, der i det større samfund arbejder for at etablere naturlige, bæredygtige projekter, forsvindende lille.
Dette skader vores gode navn og vores udbredelse af Krishna-bevidsthed. Alle, der kommer i kontakt med Hare Krishna og læser Srila Prabhupadas bøger, forstår hurtigt, at vi står for en anden, mere naturlig livsstil. Når folk ser, at vores høje idealer ikke er omsat til den måde, vi lever på, kan de naturligt miste troen på Krishna-bevidsthedsbevægelsen som en dynamisk faktor, der kan gøre en forskel i verden.
GBC har derfor gode grunde til at ville gyde mere liv i eksisterende såvel som nye landbrugsprojekter. Men spørgsmålet er, om der ikke skal andet til end blot mere af samme model. Srila Prabhupada havde selvfølgelig ret i, at en naturlig levestil er realistisk og praktisk. Ikke desto mindre slår vi her til lyd for, at der er brug for en ny indfaldsvinkel for at føre hans vision ud i livet, og vi mener, at det er muligt for alle og ikke kun nogle få ”landbrugshengivne” at slå ind på “en enklere, mere naturlig levemåde.”
Måske tænker de, der læser dette, nu, at vi foreslår en masseudvandring fra byerne. ”Lad os alle forlade vores overbefolkede storbyslum og slå os ned på landbrugssamfund i uspolerede, naturlige omgivelser uden moderne bekvemmeligheder, elektricitet, rindende vand og Internet.”
Det er ikke vores budskab. Tværtimod mener vi, at den største hindring for at realisere et mere naturligt liv blandt ISKCON’s mange medlemmer netop er selve ideen om, at en naturlig levestil kun kan foregå på nogle steder (på landet) og ikke andre steder (i byerne). I stedet for at opfordre alle til at rykke ud på landet appellerer vi til det omvendte: lad landet ryk ind i byerne! Hvis ISKCON’s naturlige levestil skal være andet end et frilandsmuseum her og der med ringe relevans for den måde, de fleste af os lever på, må vi gøre den ”enklere, mere naturlige levemåde” til en integreret del af livet for alle inklusive os, der nu er fanget i storbylivet.
Livet på landet og den industrielle specialisering
Lad os forestille os et liv før den industrielle revolution. 95 procent af befolkningen boede på landet. Næsten alle dyrkede og fremstillede de fleste af deres egne nødvendigheder. Det, de ikke selv kunne fremstille, byttede de sig til i lokalsamfundet. Kun få ting skulle hentes langvejs fra. Siden folk måtte lave de fleste ting selv, var de alsidige i deres kunnen som landmænd, gartnere, tømrere, håndværkere, husmødre osv. Kun få var specialiserede inden for et bestemt erhverv. De fleste familier havde nogle køer, lavede deres egne mælkeprodukter, dyrkede korn og bønner, frugter og nødder, holdt får for uldens skyld, dyrkede frø og urter, malede deres eget mel, byggede og reparerede deres egne huse osv.
Økologisk set var landsbyen en lukket enhed. Køernes møg var gødning for korn og grønsager, og det tiloversblevne fra grønsager og korn var foder for køer og får. Kun hvad der var et naturligt overskud fra dette økologiske kredsløb blev solgt på markeder uden for landsbyen. Det gav en stabil økonomi. Hvis én afgrøde slog fejl, lykkedes andre. Næsten aldrig slog alting fejl på samme tid.
Den industrielle revolution ændrede dette. Industri betød, at fabrikanter bragte råstoffer sammen fra forskellige steder langt væk fra og ansatte arbejdere til at forarbejde dem til et færdigt, specialiseret produkt. Dernæst blev produktet fragtet ud til salg på markeder verden over. Med avancen fra salget købte industrialisten og hans arbejdere sig derefter til de fornødenheder, som de tidligere selv havde fremstillet.
Selv om den industrielle livsstil var tiltrækkende, havde den sine bagsider. En var, at alle mistede deres selvstændighed, for nu afhang deres levebrød ikke af dem selv, men af økonomiske og politiske kræfter, de ikke havde kontrol over. Ikke desto mindre er dette i dag den almindelige livsstil for næsten alle. De fleste inklusive mange af ISKCON’s hengivne er ikke engang klar over, at sådan har det ikke altid været, eller at det stadig er muligt at eksistere på en anden måde.
Dette reflekteres også i de ovennævnte GBC-resolutioner. For eksempel anbefaler GBC, at alle ISKCON-projekter og hengivne ”køber frugter, grønsager, blomster og mælkeprodukter fra ISKCON’s landbrug.” Bortset fra, at mange ISKCON-projekter og hengivne ikke bor i realistisk nærhed af nogen ISKCON-gård, er det virkelige problem her ordet ”køber”. Er det ikke netop det samme industrielle paradigme om at skulle købe sig til alle sine grundlæggende fornødenheder? Siden det er selve denne ide, der ødelagde det ”enkle og naturlige liv,” som alle engang levede, er det så ikke også den, vi skal gøre op med?
Måske GBC hellere skulle have anbefalet noget i retning af: ”Alle ISKCON-projekter og hengivne bør så vidt muligt dyrke deres egne frugter, grønsager, blomster og mælkeprodukter. I det omfang dette ikke er muligt, bør de købe disse fra andre ISKCON-projekter og hengivne, og som sidste udvej kan de købe på det almindelige marked de ting, de ikke kan skaffe på nogen anden måde.”
Her vil nogle sikkert protestere: ”Lige et øjeblik! Vi bor i store, forurenede byer. Det er umuligt for os at dyrke vores egen mad. Vi har ikke alle adgang til jord” Det er ikke sandt. Der dyrkes mange ting i byerne. Ja, en af verdens største jordbrugsafgrøder bliver hovedsageligt dyrket i storbyerne. Selv om det er skrevet i 1988, er følgende iagttagelse fra Bill Mollison mere sand end nogensinde:11
”Den største enkeltafgrøde i USA, en afgrøde, der kræver 573 kilokalorier pr. kvadratmeter at opretholde, hvilket er mere energi, end der bruges på dyrkning af majs eller grønsager, er …” – gæt engang!
”Det anslås, at i USA var 6,5 millioner hektar afsat til græsplæner i 1978 … og en stor udvidelse af græsplæneområdet er sket i årene siden.” 6,5 millioner hektar græsplæner svarer til halvanden gange Danmarks areal.
”I 1978 brugte græsplæner 15–20 % af USA’s årlige gødningsproduktion, samme mængde, der brugtes på Indiens samlede fødevareproduktion. Med hensyn til vandforbrug blev 44 % af vandforbruget i Californien brugt på græsplæner, endnu en enorm offentlig udgift til græsplæner, der også har omkostninger i form af forurening af grundvand, atmosfære og jordbund.”
Den forbløffende kendsgerning er, at alle de moderne lande, ”der dyrker store græsplænearealer, kunne producere al deres mad på samme areal med de samme ressourcer.” Tænk over det. Al den jord, der nu spildes på græsplæner, kunne med lethed producere alle de grønsager, frugter og blomster, som vi behøver!
Mollison sukker: ”Græsplænen er blevet de moderne byområders forbandelse, ligesom sukkerrør er de lavtliggende tropiske kystområders forbandelse og kvæg forbandelsen for de halvtørre og tørre græsarealer.”
Bill Mollison nævner, at i USA er ”den gennemsnitlige forstadsgræsplæne på omkring 650-900 kvadratmeter.” Sammenhold dette med Srila Prabhupadas udtalelse: ”Man kan dyrke en have. Alle, der har jord – i det mindste i Indien har selv den fattigste mand et lille stykke jord – kan bruge dette for Krishna ved at dyrke blomster, der kan ofres til Ham.” (Bg. 11.55, kommentar.)
Mange har sikkert tænkt, når de læser denne passage: ”Sådan er det måske i Indien, men her, hvor jeg bor, har ikke alle mennesker et stykke jord.” Men faktum er, at der er masser af jord overalt, selv i byerne. Vi ser blot ikke skoven for træer eller rettere, vi ser ikke jorden for græsplæner.
Selvforsyning i byen
Mange er ikke klar over, hvor lidt jord der skal til for med lethed at dyrke mere mad, end en familie kan sætte til livs. At holde køer er måske ikke muligt i alle verdens byer – mange steder er det ligefrem forbudt – men fuldstændigt at forsyne en familie med frugter og grønsager hver dag året rundt kan let gøres på 100-200 kvadratmeter havejord overalt i verden.
Hvis man ikke har sin egen have, kan man sikkert leje eller låne en plet jord hos en, der har det. Selv nogle få kvadratmeter kan bruges. Ja, på nogle måder er det faktisk bedre med lidt jord end megen jord, for det tvinger én til at lære kunsten at dyrke meget på et meget lille areal. Når man først kommer i gang, vil man blive overrasket over, hvor meget man faktisk kan høste.
Nu er mange byer selvfølgelig forurenede, så det siger sig selv, at man ikke dyrker grønsager op ad en stærkt trafikeret vej eller anden forureningskilde (selv om man sagtens kan dyrke f.eks. blomster her). Men hvis man kigger sig omkring, vil man opdage, at der i alle byer er masser af små og større jordstykker, hvor man let kan dyrke grønsager til mennesker. Måske er det ikke perfekt, men det er stadigvæk bedre end det, man kan få i butikkerne.
Problemet er ikke, at jordbrug ikke er muligt i storbyerne. Det virkelige problem er, at de fleste af nutidens mennesker er så fremmede over for Moder Natur, at de ikke har den mindste anelse om, hvordan man dyrker noget så enkelt som et par kartofler eller nogle blomster. Heldigvis er det ikke så vanskeligt endda. Enhver kan blive en selvforsynende bygartner ved at lære det fra dem, der allerede ved, hvordan man gør det, ved at læse bøger om emnet og – vigtigst af alt – simpelthen ved at gøre det. Nogle ting vil slå fejl til at begynde med, men mange ting vil også lykkes, og gradvist vil man i løbet af nogle år indhente erfaring og blive en meget dygtig bybonde.
Hvad mere er, kræver det ikke de store investeringer ud over ens tid. Man behøver ikke at vente på opbakning fra ISKCON’s ledere, eller at nogle starter et stort landbrugssamfund, som man kan håbe at passe ind i. At være bybonde er særdeles græsrodsvenligt. Alle kan blive det blot ved at starte med det, de har der, hvor de er.
Det er heller ikke en underskudsforretning. Tværtimod er det forbavsende økonomisk givtigt og kræver ingen form for kunstige tilskud. Det, man selv dyrker, vokser uafhængigt af ydre økonomiske og politiske konjunkturer og kan fortsætte uden ophør på ubestemt tid. Ideen kan også brede sig til andre, når de ser, hvor enkelt og indbringende det er.
Så selv om det er godt, at GBC er bekymret for tilbagegangen for ISKCON’s landbrugsprojekter, er problemet mere end noget andet et begrebsmæssigt problem. Det går helt tilbage til roden i den industrielle mentalitet med dens ide om, hvordan man forsørger sig selv. Når først dette er forstået, er løsningen ikke vanskelig eller kostbar. ”Urban farming”, som det nu hedder på moderne sprogbrug, kan praktiseres af hengivne hvor som helst. Blot ved at skabe bevidsthed om og uddanne i det kan alting ændre sig til det bedre og indlede, hvad der måske kan blive den anden bølge – storbybølgen – i ISKCON’s jordbrugsrevolution og vise verden et eksempel på ”en enklere, mere naturlig levemåde.”
1 Bill Mollison, Permaculture – A Designer’s Manual, Tagari Publications, Australia 1988, s. 434-435.
Resolution 310. GBC-deltagelse i landbrugsprojekter
Eftersom ISKCON’s landbrug og landmænd ofte kæmper for at holde deres bedrifter kørende;
Eftersom ISKCON’s landbrug, kobeskyttere, landmænd og de, der beskæftiger sig med landbrugsudvikling, ofte oplever, at de ingen støtte har fra ISKCON’s ledelse;
Eftersom den vellykkede etablering af varnasrama og landligt liv var et centralt anliggende for Srila Prabhupada;
Eftersom det vediske system støtter op omkring jordbrugssamfund og landsbyfællesskaber;
Eftersom der har været en tilbagegang verden over i den generelle status for landbrugsprojekterne;
Eftersom de landbrugsprojekter, som GBC’s medlemmer lægger energi bag, ofte er vellykkede;
ER DET HERMED BESLUTTET:
Alle GBC-medlemmer skal så vidt muligt binde sig til at bruge 10 procent af deres tid på at hjælpe med at udvikle landbrugsprojekter: 10 procent af deres klasser skal handle om vigtigheden af landbrugsudvikling og kobeskyttelse,
og/eller de skal tilbringe 10 procent af deres tid på et eller flere landbrug for at støtte vores landbrugshengivne.
Resolution 311. Køb fra ISKCON’s landbrug og landmænd
Eftersom ISKCON’s landbrug og landmænd ofte kæmper for at holde deres bedrifter kørende;
Eftersom de fleste templer og centre ikke køber varer fra deres lokale landbrug, landmænd eller goshalla [kostalde];
Eftersom vi ved ikke at købe fra vores lokale landmænd løber risikoen i tider med global økonomisk krise for høje priser og mangel på mad på grund af afhængighed af udefrakommende kilder, der igen afhænger af oliekonsumerende transportfirmaer;
Eftersom andre religiøse grupper med held køber fra deres egne projekter og dermed viser verden en økologisk, selvforsynende livsstil;
Eftersom det var Srila Prabhupadas ønske, at vi i ISKCON viser verden en økologisk, selvforsynende livstil, der ikke er afhængig af hjælp udefra;
Eftersom det vediske system støtter op omkring jordbrugssamfund og landsbyfællesskaber;
Eftersom der har været en tilbagegang i udviklingen af ISKCON’s gårde, og de fleste af de tilbageværende landbrug kæmper for at overleve;
ER DET HERMED BESLUTTET:
Alle ISKCON’s Deitetskøkkener, templer, restauranter og relevante projekter bør købe, hvor som helst det er muligt, frugter, grønsager, blomster og mælkeprodukter fra ISKCON’s landbrug i deres lokale område forudsat, at deres varer er af god kvalitet, og prisen tillader det.
ISKCON’s templer, restauranter og berørte projekter bør, hvor det er praktisk muligt, undersøge muligheden for at købe jord og gøre den tilgængelig for landmænd at dyrke. I tilgift bør templer for en rimelig pris stille plads til rådighed til salg af landbrugsvarer.