KRISHNA-BEVIDST HJEMME HOS SIG SELV, 12
Af Lalitanatha Dasa
Samvær med andre hengivne (sadhu-sanga) er essentielt for ens Krishna-bevidsthed. Hvorfor er nemt at forstå.
Srila Prabhupada gav eksemplet med, at forretningsfolk stifter handelsselskaber eller børsassociationer, for når de mødes, forstår de naturligt hinanden og kan udveksle erfaringer, diskutere problemer, se eksempler på, hvordan andre forretningsmænd tjener penge osv. I hinandens selskab styrker de hinanden på en måde, som det ikke er muligt, hvis de kun er hver for sig.
På samme måde er det gavnligt for vores Krishna-bevidsthed at komme sammen med andre hengivne af Krishna. Da Srila Prabhupada startede ISKCON, oprettede han derfor templer, hvor alle hans hengivne kunne bo sammen under samme tag. Det skabte naturligt en stærk Krishna-bevidst atmosfære, hvor man beskyttede og inspirerede hinanden.
Ikke alle havde dog mulighed for at leve på denne måde, der hovedsageligt passer til unge mennesker, der ikke har de helt store forpligtelser endnu, eller til ældre hengivne, der har overstået dem. Resultatet er, at igennem årene har ISKCON udviklet sig, så i vore dage virker 99 procent af alle Hare Krishna-hengivne i det almindelige samfund. Princippet med at omgås med andre hengivne er dog stadig lige vigtigt, og derfor har hengivne andre måder at søge sammen på.
Bor man i nærheden af et tempel, er det naturligt at deltage i dets aktiviteter i det omfang, det er muligt. Gør man ikke det, er der måske andre hengivne i nærheden, som man kan mødes med til morgen- eller aftenprogram. En mulighed er at være med i en ’nama-hatta’ gruppe, hvor man mødes eksempelvis en aften om ugen for at synge Hare Krishna, læse Bhagavad-gita og spise prasadam sammen. Nogle nama-hatta-grupper mødes også ved andre lejligheder eller arrangerer større sammenkomster eller festivaler i samarbejde med andre nama-hatta-grupper eller et lokalt tempel.
Er det ikke en mulighed, kan man foretage lejlighedsvise besøg i templer eller rejse en tur til Indien og opleve en intens Krishna-bevidsthed i f.eks. Vrindavana og Mayapur.
En mulighed er måske også at gøre en gruppe mennesker i det område, man bor, interesserede i Krishna-bevidsthed og begynde at mødes med dem. Det kræver lidt initiativ og lederevner, men er bestemt muligt, hvis man er frisk på det.
Indirekte former for sadhu-sanga kan også have sin berettigelse, når ikke andet er muligt. I vore dage er der på Internettet store netværk af hengivne, som man kan deltage i. Man kan også skrive sammen med andre hengivne eller abonnere på ISKCON’s tidsskrifter som Nyt fra Hare Krishna eller det engelske Back to Godhead.
Under alle omstændigheder anbefales det, at man arbejder på at forøge sin omgang med hengivne. Man kan måske overveje ligefrem på et tidspunkt at flytte efter det.