Af Lalitanatha Dasa

Tidligere på året udgav den amerikanske videnskabsforfatter og fortaler for intelligent design Dr. Stephen Meyer sin nyeste bog, Return of the God Hypothesis. Bogen blev omgående en bestseller ligesom hans to tidligere bøger, The Signature in the Cell og Darwin’s Doubt.

I sin nye bog præsenterer Meyer skelsættende nye videnskabelige opdagelser, der støtter ideen om Guds personlige eksistens, inden for fysik, kosmologi og biologi.

Først tager Meyer et historisk tilbageblik til begyndelsen på Vestens videnskab i 1500- og 1600-tallet. Til manges overraskelse var den tids videnskabspionerer alle stærkt religiøse mennesker, der forskede videnskabeligt ud fra ønsket om at demonstrere Guds herligheder. Først i slutningen af 1800-tallet begyndte intellektuelle at påstå, at videnskaben står i modsætning til teisme – at troen på Gud og videnskaben er krig imod hinanden. Stephen Meyer udfordrer denne opfattelse ved at gennemgå tre videnskabelige opdagelser, der stærkt støtter et teistisk verdensbillede.

Meyer går et skridt videre end i sine tidligere bøger, hvor han afholdt sig fra at forsøge at besvare spørgsmålet om, ”hvem” der har designet livet. I denne bog argumenterer han videnskabeligt og filosofisk for, at videnskaben ikke blot støtter eksistensen af en eller anden intelligent designer, men eksistensen af en personlig Gud.

Jeg brugte et par måneder på at gennemlæse bogen (den er på 430 sider) og kan anbefale den for alle, der vil forstå de seneste videnskabelige opdagelser, og hvordan de støtter ideen om, at Gud må være den bedste forklaring på den verden, vi befinder os i. Jeg bemærkede dog også et par mindre unøjagtigheder i bogen, og så slog det mig, at Meyers argument ville stå endnu stærkere, hvis han inkluderede en diskussion af bevidsthed, der også i sig selv er et stærkt bevis på eksistensen af Gud som en person. Følgelig forfattede jeg Stephen Meyer et brev med mine tanker og sendte det til ham. 

Brev til Stephen Meyer

Kære Stephen Meyer.

Jeg er netop blevet færdig med din nye bog, Return of the God Hypothesis. Sikke en fantastisk bog! Jeg kan ikke lade være med at skrive til dig for at udtrykke min taknemmelighed og fornøjelse efter at have læst den. Bogen er helt sikkert endnu et stort spring fremad i argumentet for design. Det er et logisk, men også vovet skridt at argumentere for inkluderingen og genintroduceringen af hypotesen om en personlig Gud i den videnskabelige søgen efter den yderste oprindelse til universet. Du er sluppet rigtig godt fra dette, mange tak.

Det var oplysende at læse, hvordan de tidlige videnskabsmænd var drevet af et ønske om at afdække og fastslå Guds herligheder, og at det kun var i en senere tid, at videnskaben blev berøvet sit teologiske motiv og kapret af ateister. Selv om det var lidt langtrukkent, fandt jeg det meget nyttigt at blive trukket gennem alle de tekniske detaljer i argumenterne for og imod et multivers. Diskussionen af ’slutningen til den bedste forklaring’ er også rigtig god, ligesom hele bogen i virkeligheden er det, inklusive hvad der tidligere er blevet skrevet om i andre udgivelser om intelligent design, uanset om det er dine eller andres. De gode punkter er simpelthen for mange til at opregne, så det vil jeg afholde mig fra at gøre (og jo, jeg gav bogen fem stjerner på Amazon).

Som en eftertanke vil jeg gerne tilføje et punkt til korrektion sammen med et forslag til endnu et potentielt stærkt empirisk og videnskabeligt argument for eksistensen af en personlig Gud. Selv om du ikke kom ind på dette argument, er det mit håb, at du vil overveje at inkludere det i senere diskussioner om den videnskabelige hypotese om den mulige eksistens af en personlig Gud bag alting.

Mit forslag til en rettelse drejer sig om hindutraditionen, som du beskriver som panteistisk. Det repræsenterer i virkeligheden ikke det komplette billede af denne ældgamle, komplekse filosofiske og teologiske tradition. Det er sandt, at der er grupper af tilhængere inden for den større hinduistiske paraply, der bekender sig til forskellige former for panteisme. Jeg giver dig også ret i det utilstrækkelige ved panteistiske opfattelser, når det kommer til at redegøre fuldstændigt for livet og universet. Ikke desto mindre er den væsentlige lære i den vediske litteratur, der udgør det skriftlige grundlag for hinduisme, i virkeligheden monoteistisk i sin kerne og peger direkte mod en personlig Gud – Visnu eller Krishna – som den yderste årsag til alting. Dette beskrives meget præcist i den berømte Bhagavad-gita, hvor Gud som person siges at eksistere bag tid, rum, stof, bevidsthed, og hvad der ellers måtte være, og intet eksisterer bag Ham. Det er således ikke kun de abrahamiske traditioner, der har ideen om en personlig Gud som den yderste kilde til alting. Denne ide findes lige så meget i den vediske litteratur og sikkert også andre steder.

Hvad mere er, indeholder den vediske litteratur et stærkt argument for en personlig Gud gennem observationen af naturen af bevidsthed. Det er dette argument, som jeg mener fortjener at blive inkluderet i en hypotese om Gud. Argumentet er som følger.

Vi kan alle være sikre på, at vi er bevidste – eller jeg kan i hvert fald være sikker på, at jeg er bevidst. Selv hvis jeg tvivler på min bevidsthed, beviser det min bevidsthed! At være bevidst er den mest direkte og selvindlysende erfaring vi alle, videnskabsmænd inkluderet, har. Så hvad er denne bevidsthed for noget? I moderne evolutionstænkning tages det for givet, at det er et biprodukt af materie i form af nogle neurologiske processer i hjernen. Men er det virkelig tilfældet. Bhagavad-gita undersøger dette ved at stille et retorisk spørgsmål: “Kan det, der er uforanderligt og vedvarende komme fra det, der hele tiden ændrer sig? Kan det evige komme fra det midlertidige?” Det selvindlysende svar er nej. Så gøres der opmærksom på, at bevidsthed altid er uforanderlig og vedvarende, imens materie altid gennemgår forandringer, så hvordan kan bevidsthed være et produkt af materie? For eksempel ændrer vores kroppe sig hele tiden fra barndom til ungdom og fra ungdom til alderdom. Alligevel oplever jeg hele tiden at være den samme ‘mig’, den samme person, den samme bevidste ‘jeg’ inde i kroppen på trods af alle kroppens forandringer. Derfor kan vi ifølge Bhagavad-gita fra denne kendsgerning alene slutte med sikkerhed, at det bevidste selv, personen inde i kroppen, er forskellig fra materie.

Hvis vi kan drage denne slutning, der muligvis kan styrkes gennem nær-døds-forskning, bekræftede reinkarnationsminder osv., kan vi også slutte os til eksistensen af en personlig Gud som den yderste årsag til alting. Hvorfor? Fordi alle fundamentale kvaliteter, der findes i en del, også må findes i helheden. For eksempler indeholder en dråbe havvand salt. Derfor kan vi slutte, at havet også indeholder salt. Fordi vi irreducible bevidste levende væsener må have en kilde eller er del af en større, komplet helhed, må denne kilde eller fuldstændige helhed også være irreducibelt bevidst eller med andre ord personlig, for ellers kunne vi ikke være det. Således må denne kilde til alting fundamentalt være en person, eftersom vi kan observere, at vi er fundamentalt personer.

Bhagavad-gita angiver et videre bevis for en personlig Gud. Gennem selvransagelse kan vi observere ting som inspiration, intelligens, hukommelse, intuition og samvittighed inde i os selv. Hvad er kilden til disse? Er de iboende det bevidste selv, eller kommer de fra et andet sted uden for selvet? Siden de ikke står under vores kontrol – nogle gange er jeg fyldt med inspiration, og andre gange er jeg hel tom i sindet, selv om jeg ønsker noget andet – peger det på, at disse ting er noget udefrakommende i forhold til os selv. Og ifølge Bhagavad-gita kommer disse ting faktisk fra Gud Selv igennem Hans allestedsnærværende aspekt, der kan betegnes som Oversjælen. Bhagavad-gita går så vidt som at påstå, at vi kan direkte observere Guds indgreb fra det ene øjeblik til det næste inde i os selv igennem fænomenerne inspiration, intelligens osv. Et tilsvarende spørgsmål er, hvad er kilden til de mangfoldige komplekse instinkter og handlinger, der forekommer overalt i naturen i alle levende ting? Igen hævder den vediske filosofi, at den mest direkte forklaring er, at Gud ledsager alle levende væsener som Oversjælen, der hele tiden forsyner dem med intelligens osv.

Min personlige mening er, at disse potentielle argumenter for en personlig Guds eksistens med fordel kan føjes til de argumenter, som du allerede har uddybet i detaljer såsom et univers med en begyndelse, de finjusterede tilstande i universet og de mange pludselige fremkomster af kompleks information op igennem de levende organismers historie. Selv om argumentet fra bevidsthed endnu ikke har fået megen opmærksomhed i de nuværende videnskabelige diskussioner om intelligent design, vil jeg påstå, at det fortjener opmærksomhed. Når det kommer til stykket, er det at være bevidst og manifestere intelligens, intuition og instinkt nok de mest nærliggende og umiddelbare symptomer hos alle livsformer og har helt sikkert brug for at blive forklaret. Hvad mere er, kan det nemt demonstreres, at de unddrager sig enhver materiel forklaring. Derfor kunne jeg foreslå, at en naturlig opfølger til Return of the God Hypothesis kunne være Return of the Hypothesis of the Soul and the Supersoul (hvor Oversjælen [Supersoul] refererer til Guds allestedsnærvær og konstante indgreb, selv inde i sindet på hvert levende væsen og måske også inde i hver eneste materiel partikel, imens Han stadig bevarer sin personlige eksistens uden for alting).

Undskyld, at jeg tager mig den frihed at dele disse tanker og argumenter med dig. Jeg synes, at de følger naturligt efter at have læst din bog og kan med fordel føjes til det overordnede argument for eksistensen af Guds Person som den bedste forklaring på den naturlige verden, vi befinder os i.

Endnu engang mange tak.