– Af Gaura-Nitai Dasa –

Kristeligt Dagblad bragte følgende tekst af Gaura-Nitai Dasa som kronik den 27. december 2016.

”Hvad er det, du har i panden?” bliver jeg tit spurgt om, når jeg bevæger mig i det offentlige rum. ”Det er en tilaka,” svarer jeg. ”Den minder mig om, at kroppen er et tempel.” Den lille klat ler, jeg har i ansigtet, kommer fra Ganges-floden i Indien. Det er ikke bare en dekoration. Den har et specifikt formål: at påminde mig selv og informere andre om, hvordan jeg har valgt at leve mit liv.

Jeg lever til daglig som Hare Krishna-munk og bekender mig til den vediske kultur og filosofi. Vores filosofi er kort sagt, at vi ikke er disse fysiske kroppe, men evige sjæle, og at sjælens sande natur er at tjene Gud af uselvisk kærlighed. Det er vel i bund og grund, hvad al religion handler om. At elske og tjene Gud. Hvis man elsker Gud, er det en naturlig selvfølge, at man elsker alle levende væsener. Ligesom en person, der elsker Solen, også påskønner solstrålerne, som kommer fra Solen.

Hvis jeg påstår at elske en person, kan jeg bekendtgøre det til resten af verden. Jeg kan skære vores navne i barken på træer i parken, annoncere det på Facebook eller få vedkommendes navn tatoveret på min hud. Men kærlighed er ikke en overfladisk ting. At elske en person indebærer at opføre sig på en måde, som ens elskede påskønner.

Tag eksempelvis en mand og en kvinde i et parforhold. Vi kan kalde dem Hr. og Fru Jensen for at gøre det helt stereotypt. Fru Jensen har udtrykt, at hun gerne vil have, at Hr. Jensen giver besked, hvis han kommer sent hjem. Hr. Jensen synes imidlertid, at Fru Jensen er en anelse hysterisk. Han ved godt, at han burde ringe hjem, men alligevel gør han det ikke, selv om han godt ved, at det bliver sent. Udadtil bærer Hr. Jensen en vielsesring, og der er andre symboler, der angiveligt skulle påvise hans kærlighed, som f.eks. fotoet i hans tegnebog. Men er disse symboler i sig selv bevis på kærlighed? Kan vi virkelig tale om kærlighed, hvis der ikke bliver taget hensyn til Fru Jensens følelser? Hvis Hr. Jensen derimod demonstrerede sin kærlighed igennem sin opførsel side om side med, at han bar de ydre symboler, ville både Hr. og Fru Jensen velsagtens få mere ud af forholdet.

Ligesom vielsesringen i sig selv ikke er bevis på kærlighed, er religiøse symboler ikke nødvendigvis bevis på religiøsitet. Måske er det der, problemet opstår. Når religion kommer til at handle om andet, end at individet genetablerer sin forbindelse til Gud igennem hengiven tjeneste, bliver det blot endnu en falsk materiel identitet. ”Fordi jeg har ler i panden, og mit tøj er orange, betyder det, at jeg har ret, og du tager fejl. Derfor må jeg slå dig i hovedet med min bog!” Pludselig bliver religion til politik og imperialisme. Det har vi set rigtig mange eksempler på i menneskehedens historie. Så er det ikke overraskende, at nogle reagerer på religiøse symboler som en pollenallergiker på en blomstereng.

En anden pointe er, at traditionelle religiøse symboler kan også være ret nyttige. Tag f.eks. en hijab, tørklædet, der bæres af muslimske kvinder. Det fungerer som en naturlig dæmper af feminin skønhed, hvilket ikke er nogen dårlig idé. Jeg lever i en 24-årig mandekrop og har en vis indsigt i mandlig psykologi. Derudover praktiserer jeg cølibat. Jeg synes, det er fantastisk, når kvinder klæder sig anstændigt. Drenge er ofte vilde og uregerlige og lader sig nemt ophidse i jævnaldrende pigers selskab. Ikke, at kvinder skal tvinges til at gå med tørklæde, men hvorfor ikke påskønne det, hvis en kvinde frivilligt vælger at klæde sig på kysk vis.

Men hvad er egentlig et religiøst symbol? For at kunne definere det må vi først definere, hvad religion er. Etymologisk set kommer ordet ’religion’ fra latin – ’religare’ – der betyder ’at forbinde’. Vi er alle forbundet til vores omverden på forskellige måder. Så det er egentlig ikke et spørgsmål om at være religiøs eller ej. Alle er religiøse. Spørgsmålet er, hvordan din religion kommer til udtryk. Hvad er det egentlig, du gør, der forbinder dig til verden omkring dig?

For nogle er sport en religion. For et par dage siden stod jeg ved Trianglen på en smuk sensommerdag og distribuerede bøger. Pludselig skyllede den ene bølge efter den anden af uniformerede fodboldfans ind over sceneriet. Det var åbenbart kampdag. Det lignede unægteligt en folkevandring med retning mod det hellige pilgrimssted, Idrætsparken. De sang højt i glorificering af deres tilbedelsesværdige idoler, og som i enhver religion med respekt for sig selv drak de og kastede om sig med deres hellige vand. Hvordan er det ikke religiøse symboler i det offentlige rum?

For nogle er det sport, for andre mode, politik, sladder, fitness, forskning. Det er alt sammen værktøjer, vi bruger til at danne os en identitet og fastslå vores relation til omverdenen. Så med andre ord er spørgsmålet ikke, om du er religiøs. Spørgsmålet er, hvordan du er religiøs, og hvad du får ud af det. I de vediske skrifter bliver den individuelle sjæl beskrevet som evigt lykkesøgende. Denne søgen efter lykke bliver forklaret som drivkraften bag alle vores handlinger. Vi hungrer efter lykke og kærlighed. Sørgeligt er det, at det tætteste, nogle mennesker kommer, er, når hjemmeholdet scorer til 2-1 i overtiden.

Så man kan spørge sig selv: Hvorfor søger vi lykke og tilfredsstillelse? Fordi vi ikke har det på nuværende tidspunkt. Hvis jeg lige har stillet min sult med et sundt, velsmagende og næringsrigt måltid, er der ingen grund til at spise yderligere. Hvis vi på samme måde oplever lykke og tilfredshed i hjertet, er der ingen grund til at lede efter det andetsteds. Ifølge Bhagavad-gita, et 5.000 år gammelt helligt skrift fra Indien, er en sådan lykke og tilfredshed ikke et symbol, men et symptom på religion, når det bliver praktiseret på autentisk vis.

Hvis du udsætter et simpelt stykke kul for den korrekte mængde tryk, vil det med tiden forvandles til en smuk diamant. På samme måde oplever udøveren af en ægte åndelig praksis en forvandling af sit hjerte og karakter. En sådan person er meget venlig mod alle, han gør ingen til sin fjende, han er sandfærdig, han arbejder for alles gavn, han er fredfyldt, fordi han ikke har nogen materielle ambitioner osv. Som det siges, kan man kende et træ på dets frugter. Hvis frugten er god, må træet også være godt. Hvis den praktiserende ikke udvikler ovenstående kvaliteter, kan det konkluderes, at vedkommendes praksis er mangelfuld.

Er der nogen grund til ikke at påskønne et individ, der på baggrund af sin livsanskuelse forsøger at kultivere ovenstående værdier? Er der nogen grund til at frygte en forøgelse af religiøse symboler i det offentlige rum, hvis nu det vidnede om, at de mennesker, der bar dem, sigtede efter at leve deres liv i harmonisk overensstemmelse med verden omkring dem? Lad os ikke blindt fordømme og se os vrede på dem, der er anderledes. Lad os hellere opmuntre til, at religiøse symboler bliver båret side om side med religiøse symptomer. Det burde kunne påskønnes af selv den stædigste ateist.