– Af Lalitanatha Dasa –
Den canadiske psykiatriprofessor Dr. Ian Stevenson var det 20. århundredes store reinkarnationsforsker, der dokumenterede over 2.500 tilfælde af små børn, der havde korrekte erindringer fra en afdød persons liv. Ian Stevenson var leder af Division of Personality Studies på University of Virginia, Charlottesville, USA, og forfattede mange videnskabelige artikler til psykiatriske fagtidsskrifter såvel som bøger om sit arbejde. Vi har ved flere lejligheder skrevet om ham i Nyt fra Hare Krishna.
Professor Stevenson døde i 2007. Døde hans forskning med ham? Svaret på dette spørgsmål er nej. Hans arbejde videreføres nu af nogle af hans nære kolleger og ansatte. De har i de over ti år, der er gået siden Stevensons død, fået kendskab til endnu flere spændende tilfælde, der tyder på reinkarnation.
’There is a paranormal activity lab at the University of Virginia’, en artikel i The Atlantic den 10. februar 2014 af Jake Flanagin,1 giver en ide om, hvad der foregår efter Stevenson. Det følgende er et uddrag og et resumé fra artiklen.
Der er et paranormalt laboratorium på University of Virginia
The Division of Perceptual Studies (DOPS) på University of Virginias lægefakultet er et spændende sted. Det blev grundlagt i 1967 af Dr. Ian Stevenson og hed oprindeligt Division of Personality Studies. Dets mission er “den videnskabeligt empiriske undersøgelse af fænomener, der tyder på, at de for tiden accepterede videnskabelige antagelser og teorier om sindets eller bevidsthedens natur og deres forhold til materie kan være ufuldstændig.”
Fænomener, der kvalificerer sig, er bl.a. ’ekstrasensorisk perception’, bankeånder, nær-døds-oplevelser, ud-af-kroppen-fænomener og påståede minder fra tidligere liv. Så jo, den dag i dag er der et center for paranormal forskning på en helt legitim (og respekteret) amerikansk videregående uddannelsesinstitution. Centret er hjemsted for en lille gruppe hårdtarbejdende videnskabsmænd med imponerende kvalifikationer og en god fornemmelse for statistikker og tal.
Dr. Jim Tucker er en af disse videnskabsmænd. Dr. Tucker kom til Charlottesville for at færdiggøre sine videregående studier på University of Virginias sundhedscenter i 1986. Efter i nogle år at have haft sin egen psykiatriklinik i Charlottesville vendte Dr. Tucker igen tilbage til University of Virginia for at arbejde under Dr. Stevenson og forske i muligheden for et liv efter døden.
Dr. Tucker er autoriseret børnepsykiater. Han arbejder hovedsageligt med børn, der har minder, der ikke er deres egne, og som ofte er forbundet med virkelige personer, der levede for årtier siden tusinder af kilometer fra der, hvor de er født og bor nu. For Tucker tyder disse resultater på det sandsynlige i ”personlighedens overlevelse efter døden”, altså noget i retning af energibevarelse overført på menneskelig bevidsthed. Almindelige mennesker kalder det reinkarnation.
”Det, vi mest arbejder på, er at dokumentere så omhyggeligt som muligt det, som barnet fortæller, og finde ud af, hvor godt det passer med en afdød person. I de stærkeste sager kan disse ligheder være temmelig overbevisende.”
De tilfælde, Tucker referer til, er utvivlsomt temmelig overbevisende. Et eksempel er James Leininger, en dreng fra Louisiana, der kunne huske, hvordan han var pilot i et jagerfly under Ander Verdenskrig. I toårsalderen havde James forfærdelige mareridt næsten hver nat, hvor han drømte om voldsomme flystyrt. Om dagen fortalte han meget klart om sin tilsyneladende karriere i luftvåbenet under Anden Verdenskrig. Han huskede navnet på et virkeligt hangarskib (”Natoma”), der var posteret i Stillehavet under krigen. Han talte om en ven på skibet ved navn Jack Larsen. Han huskede, hvordan han var blevet skudt ned af japanerne og dræbt nær Iwo Jima.
USS Natoma Bay mistede kun én pilot ved Iwo Jima, en James Huston, der døde i et flystyrt, der næsten til punkt og prikke passede med Leiningers beskrivelse: “Ramtes i motoren, eksploderede i flammer, styrtede ned i vandet og sank hurtigt,” bemærker Tucker. “Og da det skete, hed piloten i flyet ved siden af Jack Larsen.”
Uhygggeligt, ikke sandt? Men lille James måtte helt sikkert bare have gentaget ting, han havde hørt andre steder fra. ”Et barns hjerne suger til sig som en svamp,” som ordsproget siger det. Men Tuckers resultater tyder på, at det kan ikke være forklaringen. For det første var og er James Huston ingen kendt person. En hurtig googlesøgning bringer kun hans navn frem i forbindelse med James Leininger. Det er svært at forestille sig, hvordan Leininger eller hans forældre på nogen måde kunne have vidst noget om Huston, før James’ mareridt begyndte.
James Huston er så ukendt, at det tog James Leiningers far tre eller fire år at opspore disse oplysninger. James Huston blev dræbt over 50 år før James Leiningers fødsel, og han kom fra Pennsylvania, der ligger over 1500 kilometer fra familien Leiningers hjem i Louisiana. Hvad mere er, var James Leininger kun to år gammel, da han først talte om Hustons død i flammehavet.
Tucker: “Det virker helt umuligt, at han som toårig kunne have haft kendskab til dette på nogen normal måde.”
Læger og videnskabsfolk, der arbejder for DOPS, har gennemgået og analyseret tusinder af tilfælde som Leiningers. Før Dr. Ian Stevenson gik på pension i 2002 og indtil sin død i 2007, registrerede han over 2.500 tilfælde, som han beskrev i videnskabelige udgivelser fra 1969 og fremefter. Nu om dage taster DOPS resultater og patientbeskrivelser ind i en elektronisk database, hvorfra man kan hente statistikker, der måske kan forklare, hvorfor nogle personer er følsomme over for visse psykiatriske lidelser såsom fobier, parafilier eller visse personlighedstræk, der ikke kan tilskrives miljø eller arv.
Stevenson er måske mest respekteret ikke for sine resultater, men for sine metoder. I en artikel fra 1977 i The Journal of Nervous and Mental Disease roste den amerikanske psykiater Harold Lief hans generelle tilgang til dataindsamling.
“Imens jeg holder min endelige dom over indholdet og konklusionerne i min vens studier af telepati, xenoglossi og reinkarnation tilbage, er jeg en ”ægte troende” på hans undersøgelsesmetoder. Stevensons bøger og forskningsrapporter er arbejdet fra en mand, der er systematisk og grundig i sin dataindsamling og klar og tydelig i deres analyse og fremlæggelse.”
Stevensons berømteste ord er på en måde blevet et slags kampråb for paranormale entusiaster verden over: ”Ønsket om ikke at tro kan påvirke lige så stærkt som ønsket om at tro.” Men for Tucker, der anses for en slags protégé til Stevenson, har hans gransken i det paranormale meget lidt at gøre med ”tro” på noget som helst.
“Det er helt sikkert ikke for at udbrede en tro eller et trossystem,” fortalte han. ”Jeg kom ikke til [feltet] med nogen form for dogme.” Han var ligesom Harold Lief tiltrukket af Stevensons metoder.
“For mit vedkommende var jeg interesseret i dette arbejde med en analytisk tilgang til undersøgelsen af personlighedens overlevelse efter døden. Målet for mig personligt er at finde ud af, hvilke beviser der er for ideen om, at visse enkeltpersoner kan overleve døden.”
Oplysningerne, der indsamles på DOPS, er helt sikkert usædvanlige. Men bortset fra det fungerer organisationen generelt ikke anderledes end et ganske almindeligt videnskabeligt forskningscenter. Hvis Dr. Jim Tucker er nogen antydning, er grundlaget med streng overholdelse af den videnskabelige metode, sådan som det blev etableret af Dr. Stevenson, solidt på plads. Og ifølge Dr. Tucker er den grundlæggende motivation for videnskabsmændene på DOPS den samme som hos NASA, WHO og andre institutioner, der er viet til videnskabelig forskning: ”Vi forsøger blot at finde frem til sandheden.”
Dr. Ian Stevenson
Jim Tucker
James Huston
James Leininger, der huskede sit liv som James Huston