Af Vijaya Dasa
24.2.2023.
Jeg er i Mayapurs hellige dhama. Da jeg var ved at gå til ro i aftes, hørte jeg en kirtana ikke langt væk. Det var min nabo, Niranjana Swami, og nogle hengivne, der lavede en bhajana.
Niranjana Maharaja er en af mine favoritledere af kirtana, så jeg gik over for at høre nektaren af de hellige navne. Efter at han havde sunget et stykke tid, fik han øje på mig og sagde, at han havde en sankirtana-historie, han gerne ville fortælle mig.
I Ukraine er der hengivne, der laver mad til deres Food for Life-program. De laver maden i bunden af et tomt svømmebassin, for det er mere sikkert at stå der.
Efter at de havde lavet maden og ofret den til Krishna, kørte de hen til stedet, hvor de for det meste står og uddeler prasadamam’en. Da de ankom, spurgte en af de hengivne: ”Har vi husket Srila Prabhupadas bøger?”
De kiggede ind i bilen og så, at det havde de ikke. Så de besluttede at tage tilbage og hente nogle bøger.
Da de endelig kom tilbage til stedet, hvor de uddeler prasadam, så de, at et missil havde ramt lige netop der, hvor de plejer at stå. Hvis de ikke var taget af sted for at hente Prabhupadas bøger, ville de højst sandsynligt have forladt deres kroppe eller i hvert fald blevet alvorligt kvæstede. Prabhupadas bøger havde reddet dem.