Fredag den 6. februar er det Herren Nityanandas fremkomst. Derfor er Nityananda Prabhu på forsiden af dette Nyt fra Hare Krishna. Det er en af årets store dage, specielt i København, da Deiteterne af Sri-Sri Gaura-Nitai blev indviet på Nityanandas fremkomstdag i 1984. Der vil derfor være fest i templet fra kl. 16.

I det hele taget er der mange store dage i denne måned. Den 1. februar fejres Sri Advaita Acaryas fremkomstdag, den 6. februar er det Herren Varahadevas fremkomst og den 13. februar Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakuras fremkomstdag. Alle dagene er fastedage indtil middag og fejres med festprogrammer i bl.a. Københavns og Oslos templer (se Det sker på side 23).

Derudover er det bl.a. også Narottama Dasa Thakuras fremkomst den 9. februar, og Srila Ramanujacaryas og Srila Madhvacaryas bortgangsdage henholdsvis den 3. og 4. februar. Vi fandt ikke plads til at skrive om nogen af dem i dette nummer, men opfordrer til, at man enten går tilbage til gamle numre af Nyt fra Hare Krishna eller søger information på Internettet. Der er altid noget særligt ved at fejre og meditere på de store acaryaer. Ved at være bevidst om dem bliver det ved deres nåde pludseligt meget mere klart, hvad åndeligt liv og Krishna-bevidsthed går ud på.

Sæt forresten også kryds i kalenderen allerede nu til Gaura Purnima den 9. marts.