Oktober bliver en meget travl måned, og derfor springer vi novembernummeret over. Det næste blad vil være til december, og dette blad er for både oktober og november.
Grunden er bl.a., at en gruppe hengivne fra templet i København rejser til Indien i Karttika (oktober/november), der også er en travl måned på andre måder med store festivaler og hjemmeprogrammer omkring Herren Damodara. Som alle sikkert ved, har vi lov til at springe bladet over to gange om året. Vi lover at udkomme med mindst ti numre, og sommetider bliver det også til elleve og tolv.
Af store ting i denne periode kan nævnes Diwali, Govardhana Puja og Srila Prabhupadas bortgangsdag (se kalenderen og Det Sker på side 23). Fra den 17. oktober til den 14. november er det Karttika eller Damodara, årets helligste måned, hvor Krishna tilbedes i Sin barneform som Herren Damodara, der stjæler smør og bliver bundet rundt omkring maven af Sin mor, Yasoda. Følg med på de sociale medier for begivenheder i den forbindelse.
Se også bagsiden for omtale af kalenderen for 2025. Den kan købes, når den udkommer, og de, der er faste månedlige sponsorer for ISKCON Danmark, får den tilsendt gratis som anerkendelse for deres støtte.
Forsidebilledet er af Srila Prabhupada med et indskudt billede af filosoffen Plotin, som Prabhupada diskuterer fra side 3 og fremefter.
God fornøjelse og Hare Krishna. Ld.