Interview med Gitavali
Velkommen til juni 2025, hvor vi bringer et dugfrisk interview med Gitavali Devi Dasi (se forsiden og side 6). Hun fortæller om sin tid i Hare Krishna fra 1988 og frem til nu.
Hun og hendes mand var først involveret i Krishnabevægelsens gård i Brørup i Sydjylland og boede senere i mange år på Almviks Gård i Sverige, indtil de kom tilbage til Danmark, hvor de nu bor i Hadsund. I interviewet deler hun frit ud af sine interessante betragtninger på basis af næsten 40 års erfaring i Krishnabevidsthed.
Blandt de andre forskellige artikler håber jeg, at man kan følge Casey Luskins videnskabelige artikel på side 14 om den virkelige forskel på mennesker og chimpanser. Min mening er, at selv om nogle af fagudtrykkene måske ikke forstås af alle, gør det ikke så meget, bare man forstår essensen af artiklen, hvilket jeg tror alle kan. Essensen er blandt andet, at vi mennesker ikke er et resultat af en tilfældig udvikling fra primitive skabninger.
På side 12 er der et par sider med omtale af nogle af vores acaryaer, der har fremkomst eller bortgangsdage i denne måned. Da det er mange år siden, vi har skrevet sådanne omtaler, er planen over det næste års tid eller to at have sådanne, så vi kan genopfriske vores viden om den tradition, vi følger. Ld.