Så er vi nået frem til maj 2019. Dette nummer af Nyt fra Hare Krishna har få, men længere artikler, hvilket er noget, vi veksler imellem. Somme tider flere, men korte artikler, andre gange nogle få, længere artikler.
Fredag den 17. maj er det Nrsimha-catur-dasi, fremkomstdagen for Herren Nrsimhadeva, Herren Krishnas inkarnation som halvt menneske, halvt løve, der slog den dæmoniske ateistkonge Hiranyakasipu ihjel for millioner af år siden. Nrsimhadeva er en meget populær inkarnation af Krishna og tilbedes i stor stil blandt tilhængere af vedisk kultur, inklusive ISKCON’s hengivne. I den anledning bringes en artikel af Dhruva Dasa, en ung amerikansk hengiven, der i 1980 besøgte Ahovalam, et berømt sydindisk pilgrimssted for Herren Nrsimhadeva (se side 10). Forsidebilledet er også fra Ahovalam.
Nrsimha-caturdasi bliver fejret i alle ISKCON’s templer. I København er der fest i templet fra kl. 17.
En anden tankevækkende artikel kan læses på side 6, hvor Mahatma Prabhu diskuterer, hvordan man holder sit æresord og sine løfter. Man kan læse om stof og antistof på side 16 i dette nummers videnskabelige indslag, og på side 15 ses der på en udhugning af en mand på en cykel i et 2.000 år gammelt tempel med spørgsmålet, om udhugningen virkelig kan være et par tusinde år gammel. Endelig kan man på køkkensiden lære at blive dygtig til at stege i Krishnas køkken.