Foråret nærmer sig, og med det Gaura Purnima, Herren Caitanya Mahaprabhus fremkomst, der i år falder torsdag den 1. marts og derfor omtales i dette nummer (deraf forsidebilledet). Reservér allerede nu dagen og mød op i f.eks. templet i København fra klokken 15 til årets næststørste festival.

På Srila Prabhupadas side bringes en oversættelse fra et kapitel af hans bog Teachings of Lord Kapila. Om vi kommer til at oversætte og bringe hele bogen som serie i Nyt fra Hare Krishna, har vi ikke afgjort endnu. Men hvis der er stemning for det, gør vi det, så bogen kan blive oversat og udgivet på dansk.

I serien om det mystiske Indien fortæller vi denne gang om en jernsøjle, der står uden for New Delhi. Officielt skal rustfrit stål først være blevet opfundet i begyndelsen af det 20. århundrede. Ikke desto står jernsøjlen ved Delhi, som den altid har stået, uden antydning af rust, selv om den er mindst 1600 år gammel og i virkeligheden sikkert meget ældre. Læs mere side 10.

Midt i februar er alle inviteret til at møde Prema Padmini, hvilket omtales på side 17 såvel som på sidste nummers bagside. Hun er en sjælden erfaren og dygtig hengiven, som det er en lærerig oplevelse at møde. Vi opfordrer alle til at drage fordel af hendes første besøg i Danmark nogensinde.

God fornøjelse med bladet. Ld.