– Af Kesava Priya Devi Dasi, festivalkoordinator –

Da Ratha-yatra i år foregår i begyndelsen af juli, omtaler vi det i dette nummer, så alle kan være forberedt i god tid.

Ratha-yatra i København – Lørdag den 4. juli

LØRDAG den 4. juli er der igen Ratha-yatra i København. Selve processionen starter kl. 13.00 på Kgs. Nytorv og går ad en rute over Gothersgade og Nørrevoldgade for til sidst at ende på Nytorv omkring kl. 14.30. Herefter er der et festprogram resten af dagen med sang, dans, optræden og masser af prasada (et gratis vegetarisk festmåltid til 2.500 gæster) helt frem til kl. 20.00 Nærmere detaljer kan læses på www.festivalofindia.dk.

Hvis du ønsker at tilmelde dig til frivillig tjeneste fredag den 3. juli kl 18.00-20.00 i templet (Skjulhøj Allé 44, Vanløse) og hjælpe til med grøntsagsskæring, blomsterdekorationer mm., eller hjælpe til på Nytorv på selve dagen (lørdag den 4. juli) med uddeling af prasada mm., er du hjertelig velkommen til at kontakte Kesava Priya Devi Dasi (2067 1106).

Ligesom sidste år vil vi arrangere et børnetelt med forskellige festlige og farverige aktiviteter for børnene. Omkring 4.000 mennesker besøgte festivalen sidste år, og vi fik opmuntrende og positive responser fra mange gæster.

Vi ser frem til at gøre dette års festival lige så inspirerende som sidste år og satser på, at alle gæster får en dyb smag af en anderledes festival, der sætter sjælen i centrum ved at forbinde os alle med Sri Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, kilden til al glæde!

Hvis du ønsker at støtte festivalen økonomisk, kan donationer enten gives i templet til Kesava Priya eller Tejasvi Krishna eller overføres til festivalens konto: Lån og Spar Bank, reg. nr. 0400, kontonr. 4018789510.

Vi glæder os til at se jer alle til en vidunderlig festival 🙂

Hare Krishna!

Kesava Priya Devi Dasi, festivalkoordinator

 

Ratha-yatra i Aarhus – Fredag den 3. juli

Aarhus er som altid der, hvor Ratha-yatra starter i Skandinavien. I år finder Ratha-yatraen sted fredag den 3. juli med start kl. 15:00 på Rådhuspladsen, hvorfra ruten helt eller delvis kører igennem Strøget (den endelige tilladelse mangler stadig i skrivende stund). Optoget ender kl 17:00 på Skt. Knuds Torv, hvor der deles prasada ud til alle forbipasserende på Strøget. Balarama Dasa er kontaktperson for Ratha-yatra og kan kontaktes på 81 35 54 30, hvis man har brug for information eller har lyst til at hjælpe til eller donere til festen.

 

Ratha-yatra i Aalborg – Søndag den 12. juli
Af Kamsahanta Dasa

Søndag den 12.7 vil der igen være Ratha-yatra i Aalborg. Sidste år og første gang, den fandt sted i det nordjyske, var det en usædvanlig våd affære. Denne gang vil det utvivlsomt også regne intenst, men forhåbentligt kun med Sri Jagannathas barmhjertighed. Processionen begynder kl. 13 ved J.F. Kennedys Plads og vil tage os gennem byens hjerte for at nå havnefronten, hvor der vil blive afholdt en lille Festival of India. Havnefronten er fyldt med liv, når vejret er godt, så vi håber på, at maha-mantraet vil pulsere til strålende solskin midt blandt byens folk og turisterne.

Hvis man er interesseret, kan man få overnatning hos Lalita-gopinatha dd. og undertegnede ved at ringe på 4077 7448.

Hare Krishna.
Jeres tjener, Kamsahanta Dasa