Den 5. april 2017 er det Rama-navami, Herren Ramas fremkomstdag, en af årets rigtig store dage. Selv om Herren Rama levede i Tretayuga for mere end en million år siden, er Hans popularitet den dag i dag så stor som nogensinde.
Herren Rama eller Ramacandra er en af Guddommens Højeste Personligheds inkarnationer, der åbenbarede Sig for at dræbe den mægtige dæmon Ravana og sætte eksemplet på den perfekte konge. Ramacandras aktiviteter er beskrevet i det berømte sanskritværk Ramayana, der blev nedskrevet af Valmiki Muni.
Ramayana er en bevægende fortælling, der er inddelt i syv afsnit eller khandaer. De syv khandaer fortæller om Ramas liv lige fra Hans åbenbaring, Hans barndom, brylluppet med Sita, Hans forvisning til skoven og krigen mod Ravana til hans regeringstid i Ayodhya. Her er et lille resumé af Ramayana.
Ramas barndom
Byen Ayodhya, Kosalas hovedstad, var præget af fred, velstand og lykke. Alle var lykkeligt optaget af at opfylde deres religiøse og beskæftigelsesmæssige pligter i henhold til deres dharma. Der var kun én bekymring – Kong Dasaratha havde ingen sønner til at overtage tronen. Først da præsten Vasistha udførte et yajna for at kongen kunne få sønner, blev alle hans tre dronninger gravide. Kausalya fødte Rama, Kaikeyi fødte Bharata, og Sumitha fødte tvillingerne Laksmana og Satrughna. Kongen nød at se sine fire sønner vokse op. Rama havde dog altid en særlig plads i hans hjerte.
En dag kom den store vismand Visvamitra Muni til kongen og bad om lov til at tage Rama med ud i skoven for at dræbe nogle raksasaer, der forstyrrede vismændenes meditation. Dasaratha kunne ikke bære tanken om at være adskilt fra sin elskede søn blot et øjeblik og tilbød i stedet at sende hele sin hær. Vismanden insisterede dog, idet han vidste, at Rama var den eneste, der kunne dræbe de forfærdelige raksasaer. Til sidst bøjede kongen sig, for det er en konges pligt at opfylde hellige personers ønske.
Rama drog således af sted med vismanden sammen med Sin yngre bror Laksmana. De to brødre havde lige fra barnsben været uadskillelige. I skoven kæmpede Rama og Laksmana mod mange dæmoner, og samtidig modtog de instruktioner og velsignelser fra Visvamitra.
En dag kom de forbi byen Mithila, hvor Kong Janaka boede. Kongen havde en meget smuk og kvalificeret datter ved navn Sita. Mange prinser havde anmodet om hendes hånd, men ingen havde bestået den prøve, kongen satte for de bejlende prinser. Prøven bestod i at løfte en bue, der havde tilhørt Herren Siva, og strenge den. Hidtil havde ingen så meget som kunnet rokke buen ud af stedet. Rama var blot seksten år på det tidspunkt, så stor var tilskuernes forbløffelse, da Rama uden anstrengelse greb fat om buen og løftede den. Netop som Han skulle til at strenge den, knækkede buen over i to dele, som var det blot en tynd gren. Således fandt Sita sin udkårne. Efter et overdådigt bryllup rejste Sita og Rama hjem til Ayodhya, hvor de blev modtaget med stor jubel og lovprisninger.
Livet i Ayodhya
Kong Dasaratha ønskede at indsætte sin ældste søn Rama på tronen inden slutningen af sit liv. Han forelagde sin beslutning for sine ministre og dronninger, og alle syntes, det var en god ide. Den eneste, der var imod, var Manthara, Dronning Kaikeyis tjenestepige. Manthara var bange for at miste sin position ved hoffet, hvis Rama blev konge. Hun overtalte Kaikeyi til at få Dasaratha til at krone hendes søn Bharata i stedet. Kaikeyi benyttede sig af en særlig velsignelse, hun havde fået af kongen. Hun havde engang reddet hans liv på slagmarken, og han havde tilbudt hende to velsignelser. Hun havde gemt disse to velsignelser, til hun en dag fik brug for dem. Nu mindede hun kongen om hans løfte og sagde, at hun ønskede to velsignelser: For det første, at hendes søn Bharata skulle krones i stedet for Rama, og for det andet, at Rama skulle sendes ud i skoven i ikke mindre end fjorten år. Kongen var lamslået. Ingen ønskede dette, mindst af alt Bharata. Ikke desto mindre så kongen sig nødsaget til at opfylde sit løfte. Bharata prøvede at protestere, men Rama gik frivilligt ud i skoven fulgt af Sita og Laksmana.
Der gik kun få dage, før Kong Dasaratha døde af sorg på grund af adskillelse fra Rama. Således gik alle Kaikeyis planer om at nyde kongeriget i vasken. Bharata opsøgte Rama i skoven for at overbringe de sørgelige nyheder, og endnu en gang tryglede han Rama om at komme hjem og være konge i Ayodhya. Rama holdt fast på Sit, og det eneste Bharata fik med hjem, var Ramas sandaler, som han satte på Ayodhyas trone.
Livet i skoven
Rama, Laksmana og Sita levede fredfyldt i skoven. De vandrede omkring, og et sted byggede de en hytte og opholdt sig der en tid. De blev gode venner med Jatayu, fuglenes konge, og når Rama og Laksmana gik på jagt i skoven, nød Jatayu at holde vagt ved Sita.
En dag henvendte en hundæmon ved navn Surpanakha sig til Rama. Surparnakha ønskede at få Rama som sin ægtemand, og gennem sine mystiske kræfter forvandlede hun sin afskyelige dæmonkrop til en smuk kvindekrop. Hun udtrykte sit ønske til Rama, der halvt i spøg henviste hende til Sin bror Laksmana, eftersom Han selv allerede var gift med Sita. Surparnakha blev rasende og i sin oprindelige dæmonform angreb hun Sita. Laksmana tog en kniv og skar dæmonens næse og ører af.
Surparnakha løb skrigende bort og søgte hjælp hos sine brødre. Rama dræbte to af hendes brødre samt deres 14.000 soldater. Derefter søgte Surparnakha tilflugt hos sin mægtige dæmonbror Ravana, der boede på øen Lanka. Hun opfordrede Ravana til at straffe Rama og gifte sig med hans smukke hustru Sita.
Ravana fik hjælp af en troldmand ved navn Marici, der tog form som en smuk gylden hjort. Sita blev fortryllet af den gyldne hjort og overtalte Rama og Laksmana til at fange den. Mens Rama og Laksmana fulgte efter hjorten, greb Ravana chancen til at bortføre hende. Jatayu prøvede at redde Sita, men blev dræbt af Ravana. Herefter førte Ravana Sita til Lanka, hvor hun blev holdt fanget i paladset.
Ramas ophold i Kiskindha
Da det gik op for Rama og Laksmana, at Sita var borte, begyndte de en intens eftersøgning. De kom til Kiskindha, abernes kongerige, hvor de bad om hjælp fra abekongen Sugriva. Sugriva lovede at hjælpe dem på betingelse af, at de vandt hans kongedømme tilbage fra hans bror, Vali, der uretmæssigt havde erobret både tronen og hans hustru. Efter at Rama havde dræbt Vali og givet kongeriget tilbage til Sugriva, fik Han hjælp af abernes hær under ledelse af Hanuman. Hanuman sendte forskellige divisioner af soldater ud for at lede efter Sita. Efter en måned vendte alle undtagen Hanuman hjem. Ingen vidste noget om Sita.
Hanumans spilopper
Hanuman fik hjælp fra Jatayus bror, der fortalte ham, at Sita befandt sig i Ravanas palads på Lanka. Hanuman var en abe med usædvanlige kræfter, og i et hop krydsede han oceanet til Lanka. Efter lang tids søgen fandt han Sita i Ravanas palads. Hanuman hørte, hvorledes Ravana prøvede at overtale Sita til at gifte sig med ham.
I et ubevogtet øjeblik lykkedes det Hanuman at komme i tale med Sita, der først troede, at han var endnu en forklædt dæmon. Da det gik op for Sita, at Hanuman var sendt af Rama, bad hun ham sende Rama til Lanka for at befri sig. Til sidst blev Hanuman dog opdaget og taget til fange af dæmonerne, der satte ild til hans hale for at brænde ham ihjel. Hanuman udnyttede chancen til at rive sig løs og løbe rundt og sætte ild til hele byen, før han dyppede sin brændende hale i havet og flygtede væk fra Lanka.
Den store krig
Rama havde næsten opgivet håbet om nogensinde at se Sita igen, da Hanuman overbragte de glædelige nyheder. På Lanka forsøgte Ravanas bror Vibhisana at overtale sin dæmoniske bror til at levere Sita tilbage til Rama. Vibhisana var i virkeligheden en hengiven af Herren, og han vidste, at Rama var en inkarnation af Visnu. Efter forgæves at have forsøgt at overtale Ravana til at opgive at kæmpe mod Rama, forlod Vibhishana Lanka og sluttede sig til Ramas styrker.
Da Rama kom til havet, der førte over til Lanka, indvilligede havet i at lade Ham bygge en bro af sten, der kunne føre Ham og hele Hans hær til Lanka. I fem dage arbejdede abehæren, der ledtes af Hanuman, med at bygge en bro af flydende sten. De fik hjælp af alle de levende væsener, der befandt sig omkring. Herefter krydsede Rama og hans hær havet og ankom til Lanka.
Ravana gjorde endnu et forsøg på at vinde Sitas hjerte ved at præsentere hende for en kopi af Ramas tilsyneladende afhuggede hoved i håb om, at hun endelig ville opgive sit ønske om at blive forenet med Rama. Sita bad dog blot til Rama om at tage hende med Sig i døden.
Herefter startede et mægtigt slag mellem Hanumans abesoldater og Ravanas hær. Det var en voldsom kamp, og selv Hanuman blev såret. Situationen var så kritisk, at Hanuman blev sendt af sted til Kailasa-bjerget for at hente urter til at helbrede de sårede soldater.
Rama og Laksmana kæmpede mod Ravanas søn Indrajit, der sendte byger af giftige pile mod Rama og Laksmana. På et tidspunkt så det ud, som om Rama var ved at tabe slaget, men dette gjorde Hanuman så rasende, at han kæmpede endnu mere indædt. Først på dette tidspunkt besluttede Ravana selv at træde ind i kampen.
Det lykkedes Rama, Laksmana og Hanuman at dræbe Indrajit. Derefter kæmpede Ravana og Rama mod hinanden. Ravana var en overordentlig kraftfuld dæmon, der var frygtet selv af halvguderne, og han prøvede at forvirre Rama med sine magiske krigskunster, indtil Rama beslutsomt dræbte ham med Sin pil.
Herefter udførte Vibhishana begravelsesritualet for sin døde bror og blev indsat som konge over Lanka. Sita og Rama blev lykkeligt genforenet, og sammen rejste de tilbage til Ayodhya, hvor de blev modtaget med ubeskrivelig glæde.
Perioden efter kroningen.
Tilbage i Ayodhya blev Rama indsat som konge på tronen. De fjorten års forvisning til skoven var forbi. Rama var den perfekte konge og Sita den perfekte dronning. Dog var der nogle enkelte personer, der satte spørgsmålstegn ved Sitas kyskhed efter hendes ophold hos Ravana. De forstod ikke, hvordan kongen kunne acceptere en hustru, der havde opholdt sig i en anden mands varetægt.
Rama hørte rygterne og blev overvældet af sorg. Han besluttede at sende Sita ud i skoven for at stoppe rygterne og genoprette indbyggernes tillid, så Han kunne fortsætte med at regere landet. Han bad sin bror Laksmana køre Sita ud i skoven og forlade hende der. Under stor sorg udførte Laksmana kongens ordre. Sita blev sat af i skoven, hvor hun mødte vismanden Valmiki, der inviterede hende til at bo i sin asrama.
På det tidspunkt var Sita gravid og fødte kort efter to drengebørn ved navn Lava og Kusa. I de næste tolv år boede Sita og hendes sønner hos Valmiki. I den tid skrev Valmiki Ramayana, der senere blev præsenteret for Rama af Hans to sønner under en festival i Ayodhya. Rama genkendte historien og Sine to sønner og sendte bud efter Sita.
Næste dag vendte Sita tilbage til Ayodhya og bad Rama om lov til at bevise sin uskyld en gang for alle. Sita bad til Moder Jord: ”Hvis jeg har været min ægtemand tro, vær da venlig at tage mig hjem.” Jorden rumlede og skælvede. Derefter åbnede den sig, tog Sita med sig og lukkede sig igen.
Ramacandra regerede herefter over Ayodhya i et tusinde år. Til sidst forlod Han denne verden ved at træde ind i den hellige Sarayu-flod. Efter Hans bortgang rejste Kusa og Lava rundt over hele Indien og citerede Valmikis glorværdige værk om deres far.
Det siges, at de mænd, der lytter til Ramayana, vil leve længe. De vil være fri for alle synder og få mange sønner. Kvinder, der lytter til Ramayana, vil blive velsignet med sønner som Rama og Hans brødre. Alle, der lytter, vil glæde Rama. Så gloriøs er denne historie. Må alle, der fremsiger den eller lytter til den regelmæssigt, opleve forøget kærlighed, visdom og styrke.
Ramayana genfortalt i en meget læselig engelsk udgave kan bestilles fra Bhaktivedanta Library Services, se https://blservices.com/product/ramayana-krishna-dharma-das/. Læs også om Herren Ramacandra i Srimad-Bhagavatams Niende Bog.