GOPIERNES SINDSSTEMNING – ALT FOR AT GLÆDE KRISHNA
Af Radhanatha Swami
Den 11. september er det Radhastami, Srimati Radharanis fremkomstdag. I den anledning taler Radhanatha Swami om gopiernes virkelige hjerte, som er intet andet end at glæde Krishna og gøre Krishna lykkelig uanset hvad. Fra en tale i Chowpatty på Radhastami.
Sri Caitanya Mahaprabhu forklarede, jivera svarupa hoy krsnera nitya das – sjælen er Krishnas evige tjener. Det er vores iboende natur. Det er, hvad det vil sige at tjene på det åndelige plan. Når det kommer til gopiernes kærlighed, medgiver selv de største sannyasier som Sukadeva Gosvami, Sri Caitanya Mahaprabhu, Rupa og Sanatana Gosvami og Raghunatha Dasa Gosvami, at renheden og fortroligheden af gopiernes kærlighed er uden sidestykke i selv den åndelige verden. Hvorfor? Fordi de ikke har det mindste anstrøg af ønske for sig selv og deres egne formål. Deres hjerter, deres kroppe, deres sind, deres alting er absolut og konstant dedikerede til Krishnas lykke. Vi læser om, hvor nydeligt gopierne klæder sig, og hvordan de dekorerer sig med kosmetik og parfumer og reder deres hår og anbringer blomster i håret. Det er der så mange kvinder, der gør, og mændene gør det også på deres egen måde, men gopierne ønskede kun at se smukke ud, fordi Krishna gerne ville nyde deres skønhed. For deres egen skyld havde de intet ønske om at se smukke ud. Men de vidste, at Krishna ønskede at nyde deres skønhed.
Caitanya-caritamrta fortæller, hvor smukke gopierne gør sig, og når Krishna ser deres skønhed, vokser Hans skønhed på grund af glæden over at se deres skønhed. Når gopierne så ser Krishnas skønhed tiltage på grund af glæden over at se deres skønhed, tiltager deres skønhed ved at se Hans glæde. Fordi de ser, at de gør Krishna lykkelig med deres skønhed, ønsker de at være og bliver endnu smukkere. Så bliver Krishna smukkere, og sådan bliver det ved i al evighed. For nogle lyder det måske kedeligt, men det er det ikke. Det er, hvad alle søger efter, udvekslingen af kærlighed. Krishnas eneste glæde er at glæde Sine hengivne, og Hans hengivnes eneste lykke er at give Krishna glæde. Gopierne har udviklet denne kunst til den højeste grad af fuldkommenhed.
Nogle gange stilles spørgsmålet, hvorfor Krishna forlod Vrindavana og tog til Mathura og senere Dvaraka, og hvorfor indbyggerne i Vrindavana blev tilbage der i over 100 år? Hvorfor flyttede de ikke bare til Dvaraka, hvor de kunne have været sammen med Krishna hver dag? Grunden var, at de ønskede at glæde Krishna. De vidste, at kun i Vrindavana oplevede Krishna den største lykke. Intet andet sted kan Hans lila sammenlignes med Vrindavana. Og Krishna lovede gopierne, at Han ville komme tilbage for at nyde legene i Vrindavana med dem i skovene med kadamba-træerne på bredden af Yamuna. For Krishnas skyld blev de tilbage i Vrindavana. De kunne ikke tage noget andet sted hen.
Vi kender den smukke historie om, hvordan gopierne var villige til at lide i helvede i milliarder af år, hvis de ved at gøre det kunne give Krishna et øjebliks lindring af Hans hovedpine. De tænkte ikke engang på det. Det var ikke sådan, at de beregnende tænkte på, hvordan det ville være. En sådan kærlighed er umulig i denne materielle verden. Gopierne har fuldstændigt åndelige kroppe, for de har absolut ingen falske egoer. Der er ingen selviskhed. Alting er for Krishna. Paradokset er, at når man absolut ingen interesse har i sin egen lykke, tvinger Krishna én til at blive lykkelig. Gopierne ønsker ikke lykke. De ønsker kun Krishnas lykke. Men Krishna udvekslede med deres kærlighed ved at give dem ubegrænset lykke. Lykken af at give.
Bhakti-rasamrita-sindhu forklarer, at da Daruka viftede Krishna, følte han ekstatiske symptomer, der fik hans lemmer til at skælve, og derfor kunne han ikke vifte ordentligt. Han bad derfor til, at hans ekstatiske symptomer ville forsvinde, fordi de forstyrrede ham i at glæde Herren. Når gopierne vifter Krishna eller tjener Krishna på så mange måder, er de somme tider i en sådan ekstase af kærlighed, at tårer oversvømmer deres øjne, og de kan ikke se, hvad de gør for Krishna. ”Lad disse ekstaser forsvinde, jeg vil ikke have dem. Jeg ønsker kun Krishnas lykke.” Det er bhakti. Så længe vi er bekymrede for vores egen lykke, kan vi aldrig være virkelig lykkelige. Når vi ikke længere bekymrer os om vores egen lykke, og vi overfører alle vores anstrengelser og ønsker til Krishnas lykke, udveksler Krishna og overøser os med ubegrænset lykke. Det er Hans uselviske kærlighed. Og blandt alle gopiernes kærlighed afsløres den allerstørste i Srimad-Bhagavatams Tiende Bog, hvor Krishna på fuldmåneaftenen i årstiden sarat spiller den femte node på Sin fløjte og specielt kalder på gopierne igennem fløjtens sang for at få dem til at komme. Kan vi forestille os, hvilken musiker Krishna er? Vi hører, hvor smukt Hans fløjte spiller, og hvordan enhver form for kunst har sin oprindelse i fuldkommenhed fra den Absolutte Sandhed. Alting er baseret på kærlighed.
Når Krishna spiller på Sin fløjte, manifesteres Hans hjertes fortrolige kærlighed via Hans åndedrag igennem fløjtens huller og bæres af denne sang med luften til gopiernes ører og derfra direkte til deres hjerter, hvor de bliver overvundet. Herren Caitanya forklarer, at når Krishna spiller på Sin fløjte, manifesteres Hans hjertes kærlighed igennem denne guddommelige musikalske lyd og rejser personligt til hver eneste gopi. Når den når deres ører, er den som en fugl, der bygger en rede, der blokerer deres ører fra at høre noget som helst andet. Lyden går herfra direkte til deres hjerter og stjæler hele deres bevidsthed.
Gopierne var magtesløse. De forlod alting inklusive deres omdømme og drog ud for at møde Krishna. Krishna bad dem vende hjem, men gopierne græd, at de ikke ønskede at gå hjem. De var kun kommet for Krishnas skyld. Vi må forstå, at de kun sagde alt dette, fordi de vidste, at Krishna ønskede, at de skulle gøre det. Krishna ønskede at danse med dem, så de gav så mange argumenter for, hvorfor de ønskede at danse med Ham. Og Krishna dansede og manifesterede Sig imellem hver gopi, men så virkede det, som om de alle blev stolte og tænkte, at ”Krishna er kun hos mig.” Derfor forsvandt Han. I den følelse af adskillelse blev de gale og fuldstændigt absorberede i Krishna. Gopierne talte med hinanden, de spillede Krishnas forskellige lege for hinanden, de spurgte træerne, fuglene, stjenerne og Månen: ”Hvor er Sri Nandanandana?” Alle gav de deres hjerter for Krishnas lykkes skyld.
Lad os på denne dag bede til Srimati Radharani med dyb og ægte taknemmelighed, at vi kan kultivere disse kvaliteter af ydmyghed, taknemmelighed og uselvisk tjeneste til Krishna som den højeste prioritet i hvert aspekt af vores liv, og lad os bede til, at vi tigger om en sådan uselvisk tjeneste, når vi kalder de hellige navne, der er nedsteget fra Goloka Vrindavana, om at føre os til den højeste fuldkommenhed:
Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.
Mange tak.