Den 23. september, to uger efter Sri Krishna Janmastami, er det Radhastami, Srimati Radharanis fremkomstdag. Srimati Radharani er Sri Krishnas kvindelige modstykke, Hans indre glædesenergi (hladini-sakti), personiferingen af hengiven tjeneste.
Da Krishna nedsteg i Vrindavana for 5.000 år for at demonstrere Sine evige lilaer og tiltrække den materielle verdens betingede sjæle tilbage til den åndelige verden, fødtes Radharani som datter af Maharaja Vrsabhanu og hans hustru Kirtida. Radharani fødtes blind eller med lukkede øjne, som hun ikke ville åbne. Først da lille Krishna en dag kiggede ned på hende i barnesengen, åbnede Hun øjnene, og fra da af så Hun kun Krishna overalt. Krishna og Radharanis lilaer igennem Deres tid sammen i Vrindavana og senere Radharanis savn efter Krishna, da Han forlod Vrindavana, beskrives i Srimad-Bhagavatam såvel som i Caitanya-caritamrta. Der findes intet højere og mere helligt end Deres lilaer, og det er hengivnes aspiration at tjene det Guddommelige Par og blive helt absorberet i at høre om Deres vidunderlige transcendentale udvekslinger.
Radhastami kan fejres ved at fordybe sig i læsning om Srimati Radharani, ved at have Radha-kirtana (sangen Sri Radhika-stava af Rupa Gosvami kan synges på denne dag) og ved at tage del i fejringen af Radhastami sammen med andre hengivne.