Af Madana-Gopala Dasa
Ifølge Srila Prabhupada, vores grundlægger-acarya, er det moderne samfund en overudvikling af lidenskabens kvalitet:
“… Den moderne civilisation anses for avanceret ifølge lidenskabens standard. Førhen blev godhedens kvalitet anset for at være den avancerede tilstand. Hvis der ingen befrielse er i vente for personer i godhedens kvalitet, hvad kan man da sige om dem, der er indviklet i lidenskabens kvalitet?” (Bhagavad-gita 14.7, kommentar).
Grundlæggende kan vi forstå fra Veda-skrifterne, at før i tiden var menneskesamfundet mere avanceret, end det er i dag, og at vi ikke har gjort fremskridt. Måske har vi gjort fremskridt inden for teknologi og økonomisk udvikling, men det ser ud til, at menneskene i samfundet bliver værre i takt med fremskridtet.
Faktisk bliver alting værre og værre, som tiden går, indtil Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, nedstiger i form af Kalki-inkarnationen, der dræber dæmonerne og starter en ny Satya-yuga eller godhedens tidsalder på ny. Ligesom årstiderne skifter fra forår til sommer, efterår og vinter, findes der også en større cyklus af årstider i form af fire tidsaldre, som gentager sig selv igen og igen uden ende i den materielle verden. Vi er på nuværende tidspunkt i Kali-yuga eller den kosmiske vinter, hvor konflikter, krige, irreligiøsitet og hykleri er fremherskende. I tidligere tidsaldre levede folk længere end moderne mennesker og var mere intelligente og kvalificerede. Det betragtes for eksempel som et fremskridt, at man begyndte at skrive bøger, men før i tiden havde folk så gode hjerner og hukommelse, at de kunne huske alting, de lærte, udenad. Så i én forstand er det, at vi har bøger, et tegn på degradering.
Krishna siger i Bhagavad-gita (2.69), at hvad der er nat for alle, er den vågne tid for personer, som har deres sanser under kontrol. Hvis vi ser verden gennem Krishna, Guddommens Højeste Personligheds, øjne og handler i overensstemmelse med Hans instruktioner, lever man i en anden verden. Selvfølgelig betyder dette, at alle andre, som ikke vil tjene Gud, lever i illusion. Men pas på, Henrik Ibsen, den verdenskendte norske forfatter, sagde: ”Hvis du tager livsløgnen fra en person, tager du lykken fra ham.” Hvad er det for en lykke? Verden er med andre ord ikke, hvad den ser ud til, men faktisk lige det modsatte. Den samme pointe kommer Krishna med om lyst (primært seksuel nydelse), som Han betegner som vores største fjende. Når vi bringer sanserne i kontakt med sanseobjekterne, er dette faktisk kilden til al vores lidelse. Vi bliver stort set ikke fortalt disse ting andre steder end fra Krishna og Hans hengivne.
Når vi vil nyde vores sanser, må vi nødvendigvis lulle os selv i søvn og bevidst være i illusion om virkeligheden. Sandheden er, at vi ikke er denne krop, men en åndelig sjæl inde i kroppen, hvis evige natur er at tjene den store sjæl, Krishna, som ligeledes befinder Sig i vores hjerter sammen med os. Dette er virkelig kundskab. Når vi prøver at nyde sanserne, identificerer vi os mere og mere med den materielle krop, og det er ikke muligt at forstå hverken os selv eller Krishna.
For at være i stand til at leve i illusionen, bilder vi os selv og andre ind, at det moderne samfund er godt, og at man i gamle dage ikke levede ret længe. Der var mere sygdom og uvidenhed, og man måtte arbejde så hårdt, at man brækkede ryggen ude på markerne. Nu har vi gjort fremskridt, og vi har maskiner (og folk i u-lande) til at gøre det hårde arbejde, så vi kan nyde livet. Men hvorfor arbejder folk så mere end nogensinde i Vesten på deres kontorer f.eks? Folk er stort set aldrig hjemme i deres huse, der er ligesom slotte, og mange har kun 2-3 ugers ferie om året, hvor de desperat prøver at nyde livet og være sammen med familien. Et eller andet stemmer alligevel ikke helt overens med det, folk går og siger om det moderne samfund. Hvorfor er mentale sygdomme det største problem i såkaldte ”udviklede” lande? Vi dør ikke af hungersnød, men alligevel er vi ikke lykkelige.
Selv hvis vi siger, at vi har det bedre end før i tiden, er det kun en lille del af Jordens befolkning, nemlig os her i Vesten, og vi nyder livet på bekostning af resten af planeten. Vi bliver heller ikke lykkelige af at være selviske og absorbere os i den kropslige opfattelse af livet. Vi er ikke kroppen. Der står i Isopanisad, at vi har ret til vores del af kagen, men det er syndigt at tage mere end vores kvote, som er blevet tildelt af Krishna.
En anden ting, vi må forstå i forhold til det moderne samfund, er, at Krishnas samfundsmodel er landbrugsbaseret, ikke industriel. Krishna og Balarama vogter og malker køer og lever i en simpel landsby. Der er ingen biler eller fabrikker i den åndelige verden.
Srila Prabhupada har så mange gange i sine bøger udtrykt sit ønske om at etablere selvforsynende landbrug. Ikke gårde med store traktorer og landbrugsmaskineri, som sælger alle sine afgrøder. Nej, selvforsyning med håndredskaber og okser som trækdyr. Al mad og energiproduktion skal være så lokal som mulig. Det er Krishnas samfundsmodel, hvor standarden for fremskridt er godhedens kvalitet og dermed landbrugsbaseret.
I dag er godhedens kvalitet næsten forsvundet, og lidenskaben overtager mere og mere. Krishna siger i Bhagavad-gita, at lidenskab resulterer i depression og lidelse, og det er fremtiden for det moderne industrielle samfund. Det er ikke dommedagsprofetier, men simpelthen realiteter. Depression, mentale lidelser, lovlige og ulovlige rusmidler og galskab er alle symptomer på uvidenhedens kvalitet, som er et naturligt resultat af den overudvikling af lidenskabens kvalitet, som vi ser i dagens samfund.
Standarden og det vigtigste værdigrundlag i dagens samfund er økonomisk udvikling, så vi kan nyde vores sanser mere og mere. Med andre ord at tjene flere og flere penge for at få materiel komfort.
I godhedens kvalitet er målet med livet at gøre åndelige fremskridt og vende tilbage til Krishna, og man er tilfreds med de basale livsnødvendigheder for at holde krop og sjæl sammen. I godhedens kvalitet arbejder man ikke dag og nat for at tjene penge, men man arbejder hårdt for at dyrke jorden til livets behov. Kroppen er beregnet til at arbejde med, men det er selvfølgelig altid en balance. Prabhupada sagde ”enkelt liv, høj tænkning”. Det betyder, at i et landbrugsbaseret samfund har man naturligt meget mere tid til overs til åndeligt liv, altså mere fritid. Det er således ikke rigtigt, at i gamle dage før industrialiseringen havde man en lav levestandard, ingen fritid og alt for meget hårdt arbejde. Det er ren propaganda. Godhedens kvalitet er bedre end lidenskab, og når vi kommer til godhedens kvalitet, vil vi kunne forstå dette klart. Prabhupada forklarer i en kommentar i Nectar of Instruction, at hvis vi bare kommer til godhedens kvalitet, vil Krishna åbenbare for os, hvordan vi kan gøre videre fremskridt. Vi kan ikke forstå Krishna i lidenskabens og uvidenhedens kvaliteter.
Det er svært at ændre det moderne system, som er baseret på lidenskabens kvalitet og økonomisk udvikling, men som hengivne af Krishna må vi komme til godhedens kvalitet og tage nogle skridt i vores liv mod en landbrugsbaseret livsstil, hvor vi kan skaffe vores livsnødvendigheder mere og mere uden at bruge penge. Hvorfor det? Det var Srila Prabhupadas ønske, og det er Krishnas system (varnasrama-dharma). Hvis vi gør det, vil vi også se, at det er en 100 gange bedre livsstil, vi bliver lykkeligere, og det er meget nemmere at tjene Krishna. Der er kun fordele. Vi kan opnå den frihed, folk hele tiden taler om, men ikke gør noget ved.
Hvis vi er interesseret i åndeligt liv, men ikke har nogen praktiske eksempler at følge, kan vi heller ikke udvikle vores tro. Når vi ser personer engageret i at tjene Krishna på daglig basis og på en praktisk måde, kan vi komme til den konklusion, at ”måske er det også muligt for mig at gøre?” På engelsk siger man ”it’s doable”. ”You can do it!” Det samme gælder for selvforsyning og landbrug, som er en helt naturlig del af et hengivent liv i Krishnas tjeneste.