– Af Hrimati Devi Dasi –

Hrimati Devi Dasi er oprindeligt fra Tyskland og blev initieret af Srila Prabhupada i 1973. Hun har boet i Indien siden 1996 i ISKCON Mayapur, hvor hun passer templets elefanter og tager sig af svage og dødeligt syge hengivne. Her fortæller hun, hvordan et kort og uformelt besøg til en gammel ven endte som en utroligt rensende åndelig rejse.

To af de helligste steder, som står os i Hare Krishna-bevægelsen nær, Vrindavana og Mayapur, er steder, hvor Guddommens Højeste Personlighed som henholdsvis Sri Krishna og Sri Caitanya Mahaprabhu åbenbarede Sig. Men der er et andet meget åndeligt sted, som vi ikke hører ret meget om. Kun få af os ved meget om denne juvel, som Herren Rama besøgte to gange, dels for at hvile på vej i eksil, dels på Sin vej hjem fra eksilet, hvor Han udførte puja (tilbedelse) her for at blive renset. Det var også stedet, hvor Herren Caitanya besøgte templet Veni Madhava og dansede dag og nat og instruerede Srila Rupa Gosvami i vaisnava-filosofien, og hvor ISKCON’s grundlægger-acarya boede med sin familie og modtog åndelig initiering. Stedet er Allahabad, der også er kendt som Prayaga Raja.

For 37 år siden, i 1977, så jeg min åndelige mester, Hans Guddommelige Nåde A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada, for sidste gang i Mumbai (dengang Bombay). Jeg stod og vinkede farvel til ham, imens min to-årige søn Raghunatha holdt fast i min sari og min seks måneder gamle datter Nandini lå i mine arme, da Prabhupada kørte af sted i sin kastanjebrune Ambassador til Allahabad for at deltage i Maha Kumbha Mela, der finder sted hvert tolvte år.

Vrindavana ligger i det nordvestlige Indien ved floden Yamuna, imens Mayapur ligger ved Ganges i den østlige delstat Vestbengalen. Allahabad i Uttar Pradesh ligger i hjertet af Indien. Selv om Indien er næsten 3.000 kilometer bredt, har landet kun én tidszone, og urene landet over stilles efter tiden i Allahabad. Ligesom byen er hjertet for Indiens tidsregning, er den også hjertet for Indiens åndelighed. Det er her, millioner af mennesker kommer hvert år for at tage en hellig neddykning i Triveni Sangam, der er sammenløbet af de tre floder Yamuna, Ganges og Sarasvati.

Advaita Acarya Dasa, en familieven fra Mayapur, havde mange gange indbudt mig til at besøge ISKCON-templet i Allahabad, hvor han gør tjeneste som tempelpræsident. Og hvorfor skulle jeg afslå at besøge denne hellige by, hvor mange millioner pilgrimme hvert år flokkes til for at finde åndelig fred, når Allahabad i tilgift har en lang historie bag sig i forbindelse med Herrens aktiviteter såvel som med min åndelige mester? Omsider tog jeg mig sammen og kom af sted.

 

De første indtryk og lidt tempelhistorie

Efter en tolv timers togrejse fra Kolkata lejede jeg en privat autorickshaw fra Allahabad Junction station til Balua Ghat, hvor ISKCON-templet ligger. Da dette er Allahabad – Allahs by – havde mange butikker, jeg kom forbi, arabiske skilte. Den mogulske kejser Akbar gav byen dens nuværende navn i 1575.

Da rickshawen ankom til Balua Ghat ved Yamuna-floden, hørte jeg højttalere sprede sang af ’Jaya Gange Mata!’ (Al ære til Moder Ganga!), ’Yamuna-mayi ki jaya!’ (Al ære til Moder Yamuna!) og ’Jaya Hanuman!’ (Al ære til Hanuman!) blandet med navne på mange andre halvguder og gudinder.

Rickshawen satte mig af foran paladset, der tilhørte den afdøde konge Dr. Vibhuti Narayan Singh (1927–2000) lige ved siden af ISKCON’s Sri-Sri Radha-Veni-Madhava-mandir. Da jeg gik ind ad den smukke buede indgang til tempelområdet, gav Advaita Acarya Dasa mig en varm velkomst. Efter at jeg havde fundet mig til rette, fortalte han mig kort om templets historie.

I 1989 ankom en gruppe hengivne under ledelse af Madhai Dasa til Allahabad for at starte et ISKCON-center. I begyndelsen lejede de sig ind som gæster hos S. D. Sinha. Dernæst lejede de i 1991 et hus på 403, Baghambari Housing Scheme, Allahapur, med Madhai Dasa som tempelpræsident. De hengivne kæmpede i temmelig lang tid for at få et stykke jord, hvor de kunne starte et center. Til sidst mødte de B. N. Rama Roy, hvis søn ejede Hotel Elchio, og som var en nær ven af Kasis populære konge, Maharaja Dr. Vibhuti Narayan Singh.

På Roys forslag rejste de hengivne de 125 kilometer til Varanasi og bad kongen om et stykke jord. Det gik han med til, men gjorde ikke videre ved sagen med det samme, og med tiden blev de hengivne urolige. Helt uventet tilbød A. K. Chadda, en skoleadministrator, så at give dem en hektar jord nær lufthavnen. De hengivne tog imod tilbuddet og begyndte at afholde programmer på stedet. Da kongen fik dette at vide, sendte han sin advokat for at fortælle de hengivne, at han var klar til at skænke dem sit jordstykke. Omsider efter en længevarende kamp tog de grunden ved siden af kongens palads ved bredden af Yamuna i Allahabad i besiddelse.

Den langtidslejede grund blev officielt registreret i navn af ISKCON i marts 1997. Men kampen endte ikke der. Selv om de hengivne havde fået en skriftlig godkendelse fra kongen i 1995, gav nogle af kongens tjenere og andre lejere de hengivne en masse problemer og nægtede at forlade området. Til sidst drog de dog væk.

Stedet var mest af alt en jungle med vild vegetation og befængt med slanger, men de hengivne ryddede området og gjorde det egnet til en bolig for Herren sammen med en have og en gosala til køerne. Da jeg så stedet, kunne jeg slet ikke forestille mig den store kamp, som de hengivne havde måttet gennemgå for at få det til at se ud som det, det er i dag med smukt anlagte blomster- og grønsagshaver.

Som dyreelsker gik jeg med det samme over for at se køerne. Narahari Dasa Brahmacari introducerede mig til omkring 20 særdeles venlige køer og tyre. Mange af dem snusede venligt til mig, og jeg var imponeret af, hvor rene de var. De hengivne tager sig selv af køerne med stor kærlighed og hengivenhed under ledelse af Acintya Balai Dasa Brahmacari.

 

Økologiske grønsager, blomster og græs

Ved siden af kostalden breder den store tempelhave sig. Sidhu Dadu, overgartneren, er meget dedikeret og gør det til sit personlige anliggende at se efter haven. Han har plantet smukke symmetriske rækker af blomkål, hvidkål, spinat, auberginer og andre grønsager til Herren sammen med græs til køerne. På den modsatte side af stien kan man se smukke, velduftende blomster og et stort område med tulasi, den hellige plante, der bruges i stort omfang i tilbedelsen af Herren Krishna.

Blomsterne, grønsagerne og foderet til køerne dyrkes økologisk med kun komøg som gødning, der udvindes fra slammet fra den store gastank, hvor der produceres biogas ved at blande komøg (gobar) og vand. Biogassen ledes derefter gennem et rør til hovedledningen og bruges til stegning af de højtelskede chapatier.

Jeg bemærkede en fred og ro i ISKCON Allahabad, hvor de hengivne er fredfyldte og hengivet i alt, som de gør for de herskende Deiteter, Sri-Sri Radha–Veni-Madhava, der blev indviet i november 2003. De er prægtigt pyntede og smiler til os. Deres midlertidige tempelbygning blev formelt taget i brug i august 2003, og tempeltjenesterne har foregået fast siden da. Festivaler som Krishna Janmastami, Rama Navami, Gaura Purnima og Srila Prabhupadas vyasa-puja fejres hvert år i stor stil. Advaita Acarya har også planer om et stort permanent tempel.

Efter at have været rundt på templets område tog jeg en hellig og forfriskende dukkert i Yamuna-floden ved Prabhupada Ghat, der går direkte ned til Yamuna fra tempelområdets bagindgang. Om aftenen ærede jeg middags-prasadaen, ofrede en ghee-lampe til Sri-Sri Radha-Veni-Madhava og trak mig tilbage for natten i ISKCON Allahabads gæstehus.

 

Srila Prabhupada i Allahabad

Allahabad eller Prayaga Raja har en masse historie, der er forbundet med Herrens aktiviteter såvel som med ISKCON’s grundlægger-acarya, Hans Guddommelige Nåde A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada.

Srila Prabhupada blev initieret i 1933 i Allahabads Gaudiya-matha-center. Dengang hed han Abhay Charan De, og hans åndelige mester, Sri Srimad Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, gav ham hans nye åndelige navn, Abhaya Caranaravinda Dasa. Ved deres første møde i 1922 i Calcutta havde Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati givet Abhay Charan De instruktion om at sprede Caitanyas budskab til den engelsktalende verden. Efter dette første møde flyttede Abhay til Allahabad og drev sin egen forretning, Prayag Pharmacy, i tretten år. Huset, hvor apoteket lå, kan stadig ses den dag i dag. I sin tid som familiemand i Allahabad hjalp Abhay sin åndelige mesters mission ved at være med til at etablere Allahabads Gaudiya-matha.

 

Pilgrimssteder 

På min anden dag i Allahabad var det tid til parikrama eller pilgrimstur til de hellige steder.

Vores første stop var det ældgamle tempel for Sri Veni-Madhava, Prayags herskende Guddom. Ifølge historien, der er malet på templets vægge, var der engang en ond dæmon ved navn Gajakarna, der gav problemer til alle halvguderne. På anmodning af Herren Indra, himmelens konge, opsøgte den store vismand Narada Muni Gajakarna for at finde ud af, hvor han havde sin svaghed, og opdagede, at han led af en hudsygdom på sit ben. Narada fortalte Gajakarna, at han skulle bade, hvor de tre floder Ganga, Yamuna og Sarasvati mødes – Triveni Sangam i Prayaga Raja – hvilket Gajakarna gjorde. Da han til sin forbavselse så sig selv helbredt, ville han eje de tre store floder, der havde helbredt ham, og drak dem fluks. Floderne bønfaldt derefter Herren Visnu, der viste Sig der i form af Veni-Madhava, dræbte Gajakarna og genoprettede floderne på deres rette plads.

Ifølge mundtlig historie besøgte Herren Ramacandra, Sitadevi og Laksmana Veni Madhava-templet under deres fjorten års eksil for mange årtusinder siden i en tidligere tidsalder, Treta-yuga. Og vi kan læse i Caitanya-caritamrita, at Sri Caitanya Mahaprabhu sang det hellige navn og dansede her hver dag, da Han besøgte Prayaga Raja for 500 år siden.

Efter at være vendt tilbage fra USA besøgte Srila Prabhupada dette tempel og så, at det var i en forfalden tilstand. Han opfordrede tempelautoriteterne til at renovere dette vigtige tempel, hvilket de gjorde, og siden hans besøg har templet blomstret. For nylig udtrykte mahanten (hovedpræsten) et ønske om at installere en murti (statue) af Srila Prabhupada i templet. (Fortsættes i næste nummer)