– Af Satsvarupa Dasa Gosvami –

I anledning af ISKCON’s 50-års jubilæum bringes løbende i hele 2016 en meditation over Srila Prabhupada af Satsvarupa Maharaja. Her fortæller han om tiden omkring de første initieringer i 1966.

En begynder forbereder sig til initiering

Nogle gange spekulerer jeg på, hvordan Swamiji så mig i disse tidlige dage. Han havde et åndeligt syn, og han var også en meget skarpsindig mand med stor erfaring fra forretningsverdenen og i at have med folk at gøre. Han kunne se ind i en persons karakter, og derfor kunne han lide at citere: ”Ansigtet er sindets spejl.” Hvad godt så han i mig?

Selv om jeg i nogle år havde levet et liv på stoffer i Lower East Side, havde jeg stadig en karmi-baggrund med middelklasseværdier. På det tidspunkt jeg mødte Swamiji, havde jeg på nogle måder kastet mig ud over kanten og næsten mistet mit fysiske liv. Han må have set den galskab i mine øjne. Så hvorfor stolede han på, at jeg kunne følge reglerne? Måske så han også mit ønske om at være en respektabel borger i sit ISKCON. I det mindste havde han ikke set mig høj på stoffer eller komme med sjofle vittigheder. Jeg havde taget mig sammen kort efter, at jeg havde mødt ham, og var blevet ivrig efter at bevise, at jeg kunne være ansvarlig. Han kunne se, at jeg var villig til at beholde mit arbejde hos socialmyndighederne og give penge. Jeg var fyren, der maskinskrev.

Men selv om jeg var stoppet med de fire store synder kort efter at have mødt ham, kunne Prabhupada stadig se sporene af mit forfald. Jeg behøvede ikke at sige noget. Han kunne se lige igennem mig. Når han mødte mig, så han lidt forbløffet, fornøjet og medfølende ud. Selv om Srila Prabhupada kendte Calcutta og dens gundaer [røvere], tiggere og bøller, var han somme tider, fordi han var så ren og ligesom et barn i sindet, overrasket over at se, at hans ISKCON-fyre også var sådan. Det var en del af det, han skulle lære i Vesten.

Hvis man holdt sig selv ydmyg foran Srila Prabhupada, selv når han så igennem én ind til éns fordærvede kerne, og hvis man havde tro på Krishna-bevidsthed og på, at Swamiji ville hjælpe én til at slippe af med sine laster for altid, var man kvalificeret til at blive initieret.

Da den første initiering fandt sted på Janmastami, havde jeg ikke engang fulgt ham i to måneder, så jeg lod chancen gå fra mig, men havde det dårligt med det bagefter. Fyrene, der blev initierede, virkede glade med deres røde kæder, og jeg følte mig udenfor. Jeg havde ikke et åndeligt navn. Kort tid derefter hørte jeg nogle nævne, at der skulle være en anden initiering på Radhastami om to uger.

Hayagriva spurgte mig: ”Skal du initieres?”

Jeg svarede: ”Det vil jeg meget gerne. Jeg tror, jeg er klar denne gang. Hvad skal jeg gøre?”

”Jeg gætter på, at du skal spørge Swamiji, om det er i orden med ham.”

Så jeg gik op og sagde til ham: ”Swamiji, jeg har hørt, at der skal være en ny initiering. Jeg vil gerne initieres.”

Prabhupada tog min forespørgsel med sindsro. Han var aldrig overilet. Han tog sin tid og overvejede alting nøje, men virkede på samme tid uformel og afslappet. Han var mere hjemme i New York, end jeg var, specielt i sit værelse, der var blevet en asrama. Da jeg gik ind i hans rum, guruens rum, der blev holdt enkel og åndelig, var jeg den, der var anspændt, og han var helt afslappet. Han var som en lotus, der sad på New Yorks snavsede vande og flød oven på det hele. Og han var helt alene. Der var ingen anden hengiven i dhoti med vaisnava-tilaka – kun Prabhupada, alene og trofast over for parampara og hans Guru Maharaja. Han var beslutsom. Og nu havde han en smule succes med starten på ISKCON.

Jeg sagde: ”Jeg vil gerne initieres.”

Prabhupada svarede: ”Du er nødt til at være en streng vegetar.”

Jeg sagde: ”Det er jeg allerede, Swamiji. Jeg er allerede vegetar.”

“Fint,” svarede han.

Mødet var næsten ovre, før det var begyndt. Jeg kan lide at hævde, at vi alle havde adgang til Prabhupada, når som helst vi ønskede det, og det er sandt. Men vi vidste altid, at vi ikke var hans ligemænd eller kammersjukker. Vi ville ikke spilde hans tid. Men at kunne gå til ham personligt selv i et kort øjeblik og få ham til at godkende min initiering, var det hele værd. Så jeg gik ind og kom ud af hans værelse inden for et par minutter. Han havde accepteret mig!

Rupanuga Prabhu fortæller en lignende historie om at gå op og hilse på Swamiji og bede om at blive initieret. Han havde forberedt en tale i sit sind og fortsætte med at sig øve på den: ”Min kære Swamiji, vil du være så venlig at acceptere mig som din discipel og undervise mig i Krishna-bevidsthed?” Men da han kom op til Swamijis værelse, kunne han kun sige: “Swamiji, vil du gøre mig til din discipel?” Og Prabhupada svarede: ”Ja.” Så Rupanuga glemte resten af talen. Han tænkte: ”Jeg behøver ikke at sige mere. Han har accepteret mig.”

Penge er Laksmi

Da jeg først kom på 26 Second Avenue, lagde jeg små donationer i indsamlingskurven. Så begyndte jeg at give større donationer, somme tider 20 dollars. Engang ”gav” jeg 40 dollars, selv om det ikke var meningen. De faldt ud af min strømpe. Det var min vane at gemme penge i mine strømper, som jeg havde set min chef på socialkontoret gøre det. Han fortalte, at dette var en glimrende måde at beskytte sine penge på i tilfælde af, at man skulle blive holdt op af en røver. Så en aften, da jeg kom for at høre og se Swamiji i hans værelse, tog jeg mine strømper af, men glemte mine skjulte penge. Senere kom en af fyrene ned og sagde: ”Fantastisk! Vi har lige fundet 40 dollars i Swamijis rum.” Jeg udbrød: ”Det var mine penge!” Fyrene så på mig, som om de ikke troede mig, men jeg bad dem: ”Kan I bede Swami acceptere dem som en donation fra mig.”

Derefter besluttede jeg mig for at give alting, jeg havde, hvilket i alt var 600 dollars i opsparing på min bankkonto. Jeg husker stadigvæk, hvordan Swamiji smilede, da jeg gav ham min opsparing, og jeg spekulerer over, hvorfor han var så glad. På det tidspunkt, da jeg gav min ”store” donation, boede Swamiji i sin lejlighed og drev også templets butikslokale uden nogen fast indkomst. Han stolede blot på Krishna. Han havde kæmpet i et år i New York, hvor han var flyttet fra sted til sted, og han havde fået en god base på Second Avenue. Hvis det ikke skulle lykkes for ham, ville han sandsynligvis beslutte sig for at tage tilbage til Indien. Der var intet andet alternativ. Men alligevel ønskede Prabhupada at tjene sin Guru Maharaja ved at prædike i Vesten. Han kan have set en donation som min som et tegn fra Krishna. Prabhupada kan have tænkt: ”Se bare, Krishna viser mig, at denne bevægelse vil fortsætte og blive fremgangsrig.” Selv år senere, da Prabhupada fik hundredetusindvis af dollars, så han det som Krishna, der sendte penge for at sprede Krishnabevidstheds-bevægelsen.

Efter at have givet min opsparing i 1966 havde jeg ikke længere glæden af at kunne give så mange af mine egne penge til Prabhupada, for jeg havde ingen. Senere var velhavende disciple som Ambarisa og Lekasravanti i stand til at give Prabhupada betydelige summer. Jeg fortsatte med at give den ugentlige donation i form af min løncheck, og jeg begyndte også at indsamle penge for Prabhupada. Jeg husker at komme op med kurven til ham om aftenen og give ham den lille indsamling fra gæsterne på Second Avenue. Pengene lå i en af disse stive vævede kurve. Prabhupada talte fem eller seks dollars og lavede en ærbødig gestus med foldede hænder og sagde: ”Penge er Laksmi.”