– Af Satsvarupa Dasa Goswami –

I anledning af ISKCON’s 50-års jubilæum bringes løbende i hele 2016 en meditation over Srila Prabhupada af Satsvarupa Maharaja. Her deler han nogle tanker om, hvordan Prabhupada reddede ham og hele tiden fortsætter med at gøre det.

Man kan meditere på sit forhold til Srila Prabhupada på mange måder. En måde hurtigt at vække sin taknemmelighed til den åndelige mester på er at tænke på, hvordan man blev reddet af ham. Srila Prabhupada plejede at tænke på sin åndelige mester på den måde. Ved flere lejligheder blev Prabhupada overvældet, når han sagde: ”Han reddede mig,” og ”Han trak mig ud af materielt liv.”

Da Prabhupada berettede historien om Narada Munis tidlige liv, fortalte han, at ægte acaryaer arbejder på at redde de faldne sjæle:

”Bhaktivedanta’erne ser, at folk generelt spilder tiden på falske sanselige ting. Deres opgave er at få de uvidende masser til at genetablere det tabte forhold til Guddommens Personlighed. Igennem en sådan bestræbelse vækkes selv den mest tildækkede sjæl til ideen om åndeligt liv, og ved således at blive initieret af Bhaktivedanta’erne gør folk generelt fremskridt på vejen til transcendental erkendelse.” (SB. 1.5.24, forklaring)

Vi kan også have gavn af at meditere på ordene ”årsagsløs barmhjertighed”. Vi fortjente ikke det store held, det var at få Prabhupadas selskab. Lige så lidt kom han, fordi han var tvunget af karmiske årsager og virkninger. Han kom ikke, fordi han tragtede efter personlig vinding. Der var ingen grund til, at han skulle komme, undtagen den Højeste Herres kærlige ønske om at bringe alle Sine uadskillelige dele tilbage til Guddommen. Prabhupadas årsagsløse nåde er materielt ufattelig, men det er en kendsgerning, at vi blev berørt af hans nåde.

Srila Prabhupada rådede os også til at huske, hvad vi var, før vi blev reddet af Hans Guddommelige Nåde. Vi bør ”være bevidste om forskellen på vores nuværende og tidligere tilstande og altid passe på ikke at falde ned fra det mest ophøjede liv.” (SB. 6.2.27, forklaring) Når vi tænker på vores liv før og efter at have mødt Srila Prabhupada, er vi meget taknemmelige og glade, men vi bør samtidigt også være kede af, at vi var så fanget af syndigt liv. Begge måder at tænke på bør holdes i live.

”Det er en ren hengivens pligt at fortryde sine tidligere syndige aktiviteter inden for utilladt sex, beruselse, kødspisning og spil. Ikke blot bør man opgive sine tidligere dårlige vaner, men må altid angre sine gamle syndige vaner. Dette er standarden af ren hengivenhed.” (SB. 6.2.27, forklaring)

Taknemmelighed for Srila Prabhupadas årsagsløse barmhjertighed driver os til at handle på hans vegne som hans disciple. Og mens man handler på den måde, bør man altid være bevidst – både generelt og i detaljer – om, hvordan den rene hengivne kom og trak os op.

Da vi boede sammen i de tidlige dage

Gradvist stod det klart for mig, at jeg skulle dele min lejlighed med de andre. En dag under morgenmaden meddelte jeg derfor kort de hengivne i butikslokalet, at de kunne bruge badeværelset i min lejlighed om morgenen. Den næste dag havde jeg værelseskammerater, og min lejlighed blev til en asrama.

Alting var frisk og nyt dengang, og ideen om at bo i hengivnes selskab var et glædeligt koncept. Jeg tænkte på det som en handel: Jeg opgav én god ting (at bo alene), men jeg fik noget, der var endnu bedre (vaisnavaernes selskab). Jeg meldte mig ivrigt til at gøre det, der var brug for. Nogle gange, når jeg kom hjem fra arbejde og så nogle hengivne sove på madrassen, mærkede jeg et stik af fortrydelse. Mit private steds hellighed blev ødelagt. Men oftere føltes fællesskabsånden god, og vi var alle nære venner.

ISKCON voksede til at blive en organisation gennem gradvise forøgelser, og intet blev os nogensinde påtvunget af Swamien. Alting var frivilligt. Til udenforstående ville han sige: ”I kan se det med jeres egne øjne, eller I kan tale med fyrene, der er her sammen med mig. De arbejder døgnet rundt for Krishna. Se bare, hvordan de mærker de gode resultater deraf.” Hans plan var, at folk skulle gøre ting sammen i en gruppe, og han indbød alle til at være en del af det.

De fleste af os kom ikke med et bevidst ønske om at slutte os til en gruppe. Vi kom for at se Swamien under de uformelle møder i hans værelse, og lidt efter lidt fandt vi os selv gøre de samme ting sammen. Til at begynde med lavede Prabhupada mad til sig selv og spiste alene. Så begyndte Kirtanananda at lave mad til ham og nogle andre, og snart mødte en halv snes hver dag op til frokost. Det var frokostgruppen. Og så var der en gruppe, der kom til morgenlektionerne, og en gruppe, der kom til aftenklasserne. For de flestes vedkommende var det de samme mennesker. Da Swamiji fortalte, at han havde brug for hjælp til at maskinskrive og redigere, maskinskrev jeg, og Hayagriva redigerede – et andet samarbejde. Og nogle meldte sig og gav ham penge til at betale for hans udgifter. Da han dannede sit registrerede samfund, ISKCON, bragte det virkelig tingene sammen og gjorde hans formål åbenlyse. Vi forstod ikke det hele med det samme, men gradvist, som det blev bygget op.

Swamijis frelsende nåde

Han reddede mig, da jeg var mest i uvidenhedens mørke. Det må vi ikke glemme. Vi skal holde mindet om vores omvendelse i live. Taknemmelighed over for Srila Prabhupada som den, der reddede os, er ikke blot taknemmelighed for en tjeneste i fortiden. Snarere har vi konstant brug for hans frelsende nåde, og han er altid parat til at beskytte os. Selv efter diksa [indvielse] testes en discipel hele tiden af maya. Der er alle chancer for igen at falde ned og vende tilbage til sit tidligere liv. Selv Herren Brahma er tilbøjelig til at falde under illusion og lide, og derfor vender han sig til Herren: ”Jeg beder om, at jeg under mine materielle aktiviteter ikke må afvige fra de vediske hymner.” (SB. 3.9.24)

Srila Prabhupada kommenterer til denne bøn:

“Brahma er som den allerbedste brahmana bange for at falde ned, og derfor beder han Herren om beskyttelse. Det er en advarsel til alle og enhver, der er på det åndelige fremskridts vej i livet. Medmindre man beskyttes tilstrækkeligt af Herren, kan man falde ned fra sin åndelige position. Derfor skal man hele tiden bede Herren om beskyttelse og velsignelse til at gøre sin pligt.” (SB. 3.9.24, forklaring)

I tilfældet med Herren Brahma var den Højeste Herre hans direkte åndelige mester, men i alle andres tilfælde skal vi vende os til både guru og Krishna. Vores behov for dette forhold er et løbende behov, hvilket er et andet bevis på, at forholdet ikke mindskes med tiden eller er begrænset til én handling, som vores guru gjorde, da vi var begyndere og havde brug for et indledende løft.

Da Srila Prabhupada gik bort, blev hans tilhængere tvunget til at lære, at deres forhold til ham fortsatte gennem tjeneste i adskillelse. Forud for Prabhupadas bortgang havde vi hørt om tjeneste i adskillelse, men nu måtte vi lære det som en integreret del af livet. Den kendsgerning, at Prabhupadas tilhængere kunne fortsætte som før og forøge deres følelser af hengivenhed og tilmed deres evne til at tjene, beviste, at han stadigvæk i høj grad var hos dem.

Selv om vi på nogle måder er blevet voksne og modne, fortsætter vi med at være disciple af Srila Prabhupada. Efter nogle års erfaring ved disciplen, hvad der forventes af ham, og således følger han reglerne og reguleringerne og gør sine rutinepligter. Han behøver ikke hele tiden at få disse ting at vide. Man lærer også, at styrken til at gøre hengiven tjeneste gives af Herren Krishna i form af transcendental viden. Men selv når man kender til disse forhold og prædiker om dem til andre, er guruens nåde altid den aktive ingrediens.

En kriger kan have et godt våben, men hvis han ikke har styrke til at løfte og bruge det, vil han blive besejret. Styrken til at kæmpe imod maya er en åndelig styrke (bala), der gives ved Herren Balaramas nåde. Den åndelige mester er Herren Balaramas repræsentant. Derfor er det ham, vi bør bede til om løbende beskyttelse (vi kan drage en sondring her mellem meditation og bøn. Bøn er en slags meditation med vægt på personlig bønfaldelse. I det før omtalte eksempel med Herren Brahma bad han til den Højeste Herre og anmodede indtrængende om Hans hjælp). Prabhupada bemærker: ”Den eneste bøn til Krishna er: ’Kære Herre, giv mig venligst styrken til at tjene Dig.’ Enhver anden bøn kan aldrig gøre jer lykkelige.” (Fra en forelæsning i august 1975)

Ligesom Prabhupadas nåde er den konstante faktor til åndelig succes, er hans mishag den direkte årsag til fald. Derfor bør vi altid være bevidst om grove og subtile former for guru-aparadha [forseelser imod den åndelige mester]. Men alle farer på vejen såsom fortsatte fristelser fra maya eller begåelsen af forseelseer imod guruen kan afbødes igennem det oprigtige forsøg på at følge Herren Krishnas lære, som den gives af Hans rene hengivne. Vi behøver ikke blive nedtrykt over det forhold, at vi altid har brug for hjælp, og at der er fare for hvert skridt. Alt, vi behøver, er hele tiden at være bevidst om vores svaghed og vende os til den, der kan redde os. Som Prabhupada anbefaler det: ”Vi skal blot bede, ’Krishna, vær venlig at samle mig op.’” Ikke bare én gang, men hele tiden.